Høring om forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af Parisaftalen

Energistyrelsen skal anmode om at modtage eventuelle bemærkninger til vedlagte forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af Parisaftalen. 

Med forslaget meddeler Folketinget sit samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne ratificerer den globale klimaaftale, Parisaftalen, som blev vedtaget af parterne til FN’s klimakonvention på COP21 i Paris den 12. december 2015. 

Parisaftalen sætter rammen for den globale klimaindsats fremadrettet. Med aftalen forpligter verdens lande sig til en langsigtet målsætning om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning et godt stykke under 2 °C i forhold til førindustrielt niveau og arbejde for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C. Parisaftalen forpligter bl.a. aftalens parter til at udarbejde, meddele og håndhæve ambitiøse, nationalt bestemte reduktionsbidrag (’Nationally Determined Contributions’, NDC’er) med henblik på at opfylde aftalens målsætninger. Alle parter skal herunder hvert femte år indmelde eller genindmelde et reduktionsbidrag. Parisaftalen er dermed den første juridisk bindende klimaaftale, som forpligter alle parter til klimakonventionen til at foretage og meddele reduktionsindsatser. Den første runde af reduktionsbidrag blev indmeldt i 2015, og langt hovedparten vil gælde fra 2020. Parisaftalen afløser dermed Kyotoprotokollen, hvis anden og sidste forpligtelsesperiode udløber i 2020.  

Høringssvar til beslutningsforslaget kan fremsendes til Energistyrelsen senest torsdag den 11. august 2016 COB. 

Høringssvar sendes elektronisk til [email protected] med kopi til [email protected] og [email protected].

Eventuelle spørgsmål vedrørende beslutningsforslaget kan rettes til fuldmægtig Elizabeth Højmark Cukijati tlf. 33 92 78 38.

Myndighed: Energistyrelsen
Type: Andet materiale
Høringsfrist: 11-08-2016
Status: Igang


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget