Høring over udkast til forslag til lov om ændring af universitetsloven, lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner og SU-loven (Erhvervskandidatuddannelse)

Med lovudkastet foreslås det som en forsøgsordning at give universiteterne og de videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Uddannelses- og Forskningsministeriets område mulighed for at ansøge uddannelses- og forskningsministeren om godkendelse til at udbyde allerede godkendte 2-årige heltidskandidatuddannelser som 4-årige kandidatuddannelser på særlige vilkår for personer i beskæftigelse (erhvervskandidatuddannelse).

Erhvervskandidatuddannelserne vil forudsætte, at den studerende under hele uddannelsesforløbet samtidig er i relevant beskæftigelse, enten hos en arbejdsgiver eller som iværksætter med selvstændig virksomhed.

Erhvervskandidatuddannelserne vil være med fuldt statstilskud, uden deltagerbetaling og uden mulighed for Statens Uddannelsesstøtte.

Det er den enkelte uddannelsesinstitution, der skal beslutte, om den ønsker at udbyde en heltidskandidatuddannelse som erhvervskandidatuddannelse. På baggrund af de indkomne ansøgninger vil ministeren foretage en helhedsvurdering af, hvilke heltidskandidatuddannelser der kan godkendes som erhvervskandidatuddannelser.

Det foreslås, at ministeren indledningsvist kan godkende op til 20 erhvervskandidatuddannelser.Efter en evaluering af ordningen, kan ministeren vælge at udvide ordningen eller lade den helt eller delvist ophøre.

Myndighed: Uddannelses- og Forskningsministeriet
Type: Lovforslag
Høringsfrist: 08-08-2017
Status: Igang


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget