Sælg nytårsvarer sammen med fyrværkeri
Du kan søge dispensation til at sælge nytårsvarer sammen med fyrværkeri fra et salgssted i det fri. Sikkerhedsstyrelsen åbner for, at der fra den kommende fyrværkerisæson også kan sælges andre nytårsartikler på salgsstederne for fyrværkeri. Det kræver en dispensationsansøgning, der kan indsendes digitalt som en del af ansøgningen om opbevaring og salg af fyrværkeri på et salgssted i det fri. Et salgssted får dispensationen straks, hvis helårsfyrværkeri og nytårsvarer opbevares mindst fem meter fra salgsdisken og hvis der placeres en ekstra brandslukker ved udgangen. Det er udelukkende nytårsrelaterede varer, der kan gives dispensation til at sælge fra et fyrværkeri-salgssted. Det vil sige nytårshatte, hagesmække og andre personlige pyntegenstande, bordpynt som serpentiner, tudehorn, konfetti, balloner og sugerør, LED-artikler som balloner, briller og lyskæder samt førstehjælpsudstyr, høreværn og ørepropper. Der må ikke sælges stearinlys fra et fyrværkeri-salgssted. Baggrunden for at give dispensation er, at Sikkerhedsstyrelsen har vurderet, at der ikke er stor risiko ved at tillade salget af nytårsrelaterede varer. Det har hidtil været forbudt, fordi den tidligere næringslov ikke tillod at sælge andet end fyrværkeri på et salgssted i det fri. Forbuddet findes ikke i den nuværende næringslov. Find ansøgningen på Virk.dk Kilde: Sikkerhedsstyrelsen
The post Sælg nytårsvarer sammen med fyrværkeri appeared first on Danske Byggecentre.