Carl Aage Dahl: Jeg fulgte bestyrelsens linje

FIK DU LÆST: I mandags mistede Carl Aage Dahl sin post som Landbrug & Fødevarers administrerende direktør. "Ikke nogen behagelig oplevelse," siger han til Altinget | Fødevarer og understreger, at han fulgte bestyrelsens linje. (Bragt første gang i maj).
Det var ikke nogen behagelig oplevelse for Landbrug & Fødevarers forhenværende administrerende direktør Carl Aage Dahl, da han i mandags blev udskiftet med Søren Gade.
Det var ikke nogen behagelig oplevelse for Landbrug & Fødevarers forhenværende administrerende direktør Carl Aage Dahl, da han i mandags blev udskiftet med Søren Gade. Foto: Landbrug & Fødevarer
Per Bang Thomsen

”Det er selvfølgelig ikke nogen behagelig oplevelse at blive afskediget. Men omvendt er det et grundvilkår, man må leve med som direktør, at bestyrelsen og formandskabet har ret til at afskedige en. Og sådan skal det selvfølgelig også være.”

Meldingen kommer fra Carl Aage Dahl, der indtil i mandags var administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer.

Efter tre år som frontperson for den magtfulde erhvervsorganisation blev han til offentlighedens store overraskelse skiftet ud med Venstre-politikeren og forhenværende forsvarsminister Søren Gade. En mand, som ikke har den store erfaring inden for landbrugs- og fødevaresektoren, men som derimod kan brænde igennem i både seriøse nyhedsudsendelser og billedrige sladderbladsinterviews. Noget, som Carl Aage Dahl ifølge kritikere aldrig har formået, og som derved blev hans akilleshæl.

Carl Aage Dahl vil ikke ind på, om beslutningen kom som en overraskelse for ham. Han konstaterer blot, at det var en ledelsesmæssig beslutning at afskedige ham.

Fakta

Fakta om Carl Aage Dahl

Født i 1960.
Student, HD i organisation 1983 og cand. agro. i 1985.
Ansat i Venstre Ungdoms Landsorganisation, 1979-81 og i De Danske Landboforeninger fra 1983. Kontorchef samme sted i 1991 og adm. direktør fra 1996.
Medlem af bestyrelsen for Landbrugets EDB-Center, 1998-99 og af bestyrelsen for Agroinvest A/S fra 1996.
Administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer fra 2009 til 9. maj 2012.


Kilde: Blå Bog

Og at de var i deres gode ret at gøre det.

Fulgte loyalt bestyrelsens linje
Carl Aage Dahl træder tilbage fra en organisation, som han i høj grad har været med til at forme siden den store fusion mellem en række landbrugs- og fødevareorganisationer i 2009. Men han forlader også et erhverv, der lige nu kæmper med interne uenigheder, tunge gældsproblemer og en rød-grøn regering, som gerne vil trække erhvervet i en grønnere og mere bæredygtig retning.

Og han er da heller ikke bleg for at indrømme, at årene som en af landbrugets absolutte toppersoner har været udfordrende.

Mit job som administrerende direktør handlede om at være udfarende i forhold til at få strategi på bestyrelsens dagsordenen og komme med mine anbefalinger til det. Men ellers har mit job været loyalt at gennemføre det, som bestyrelsen besluttede. Og derfor har vi ikke gjort noget, som ikke var blevet besluttet.

Carl Aage Dahl
Forhenværende administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer

”Der har selvfølgelig været mange udfordringer og dramatiske udviklinger undervejs. Både i forhold til det organisatoriske i Landbrug & Fødevarer, men også på det politiske plan,” siger han.

På det interne plan har det især været kommunikationen med både medlemmerne og omverdenen, som har ført en del kritik med sig. For hvor Carl Aage Dahl af mange blev opfattet som en både dygtig og indflydelsesrig lobbyist på Slotsholmen, så blev han flere gange kritiseret for at være for dårlig til at kommunikere de konkrete resultater ud til medlemmerne. Den kritik kan han til dels godt følge.

"Helt overordnet mener jeg, at vores strategi har været ganske fornuftig. Men det vil altid være sådan, at man kunne have gjort ting anderledes, og i perioden efter fusionen fik vi ikke håndteret kommunikationen til medlemmerne på en ordentlig måde. Det skulle vi have gjort anderledes. Der havde vi ikke tænkt os godt nok om," siger Carl Aage Dahl og pointerer, at hans fokus lå et andet sted.

"Mit fokus har nok været meget rettet på at flytte nogle ting, der hvor beslutningerne blev truffet. Det har måske en gang i mellem bragt os i en situation, hvor medlemmerne ikke har været helt klar over, hvad det var, vi reelt gik og boksede med," siger han og understreger, at han fulgte den fastlagte linje fra bestyrelsens side.

"Mit job som administrerende direktør handlede om at være udfarende i forhold til at få strategi på bestyrelsens dagsorden og komme med mine anbefalinger til det. Men ellers har mit job været loyalt at gennemføre det, som bestyrelsen besluttede. Og derfor har vi ikke gjort noget, som ikke var blevet besluttet."

Naturligt med BL
På det politiske plan var det især de stigende afgifter samt det øgede regelbureaukrati fra politisk side, der ifølge Carl Aage Dahl kom til at præge landbrugets rammevilkår. Derudover var det miljødebatten, som kom til at fylde en del i landbrugs- og fødevareerhvervets bevidsthed.

"Vi fik en miljødiskussion, som var kørt af sporet, og hvor fagligheden var blevet koblet helt af. Kulminationen var VK-regeringens Grøn Vækst-udspil, som er det værste politiske håndværk, jeg nogensinde har set," siger Carl Aage Dahl.

Og netop VK-regeringens Grøn Vækst-udspil kom i høj grad til at forme de politiske rammer for Carl Aage Dahls virke som direktør for organisationen. Først og fremmest i forhold til regeringen, som prøvede at holde Landbrug & Fødevarer langt væk fra arbejdsprocessen.

"Fra VK-regeringens side mente man, at erhvervet skulle holdes udenfor, for ellers ville vi kaste grus i maskineriet og sænke ambitionsniveauet. Det var jeg selvfølgelig overrasket over. Især i forhold til vandrammedirektivet, hvor man ikke tog det alvorligt, at man reelt manglede viden om, hvad konsekvensen ville være."

Men kunne du som direktør for Landbrug & Fødevarer ikke have gjort mere i den proces?

"Det kunne jeg sikkert nok have gjort. Men det var en kompliceret sag, og vi diskuterede det selvfølgelig med både fagministre og de øverste ministre i regeringen. Og der var ingen, som var i tvivl om, hvad vores holdninger var. Men vi vurderede, at vores muligheder for at gøre mere ikke var til stede på det tidspunkt."

Den manglende indflydelse på Grøn Vækst-dagsordenen medførte blandt andet, at protestbevægelsen Bæredygtigt Landbrug blev dannet i 2010. Personligt var Carl Aage Dahl dog ikke overrasket over, at den kritiske græsrodsorganisation spirede frem i skyggen af hovedorganisationen og den politiske debat.

"Det, at der kommer en protestbevægelse, når erhvervet er under pres, er der sådan set ikke noget overraskende i. Det er der mange gode grunde til, når der er frustrerede mennesker."

Hvilken rolle kom Bæredygtigt Landbrug til at spille i forhold til jer, og hvordan tilpassede I jeres strategi i forhold til dem?

"Beslutningen i bestyrelsen og formandskabet blev, at vi skulle være noget mere præcis i vores kommunikation og gøre noget mere ud af medlemskommunikationen i det hele taget. Og det er så en proces, der har kørt i de seneste halvandet års tid," siger han.

Mere politisk lydhørhed
Carl Aage Dahl bekræfter, at Grøn Vækst-debatten satte sine ridser i forhold til Venstre.

"Det er klart, at diskussionen om Grøn Vækst har ikke været let. Men min oplevelse er, at der i Venstre, i den nuværende regering og embedsværket er kommet en bred forståelse for, at man får gentænkt nogle af de her ting. Man skal sikre, at fagligheden er i orden. Men sådan er verden jo. Hvis noget går galt, handler det om at komme videre i stedet for at dvæle ved det. Det, tror jeg, alle politiske interessenter er interesseret i," siger han.

Carl Aage Dahl mener dog, at der generelt set er sket en del på den politiske front siden da.

"Jeg fornemmer, at der er kommet mere lydhørhed fra de partier, som før var mere landbrugsskeptiske. Det har også været en del af vores strategi at kigge mere modtagerorienteret i vores forhold til verden, og det har vi fået nogle helt andre, frugtbare diskussioner ud af. Jeg oplever, at vi også hos den nye regering er blevet taget imod med interesse," siger han og understreger, at Landbrug & Fødevarer og direktør Søren Gade skal holde fast i den nuværende strategi.

"Grundelementet i strategien har været at fokusere på muligheder, løsninger, fremtiden og fælles behov i stedet for at hænge fast i trusler, problemer og fortid. Det er fortsat den rigtige strategi for Landbrug & Fødevarer. Og det vil også være min personlige strategi i forhold til det, jeg skal lave efter Axelborg."

Hvad skal du så lave fremadrettet?

"Jeg skal lige ryste hovedet og nyde foråret et par uger. Og så skal jeg have fundet mig et andet spændende job."

Inden for den del af erhvervet, som du har været i de seneste mange år?

"Det vil jo vise sig."

- - -

Altinget.dk holder sommerferie, men hver dag bringer vi udvalgte historier fra folketingsåret, der er gået.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00