Vælgerne straffer Vestager

MÅLINGER: Mens debatten om dagpengene raser, går Radikale to mandater tilbage i målingerne. Samlet set har rød blok dog stoppet nedturen. Det viser Søren Risbjergs seneste snit af meningsmålinger.
Et år efter valget har Margrethe Vestager og de Radikale for første gang statistisk sikker tilbagegang i forhold til valgresultatet.
Et år efter valget har Margrethe Vestager og de Radikale for første gang statistisk sikker tilbagegang i forhold til valgresultatet.Foto: Rådet for Den Europæiske Union
Redaktionen
Radikale går fra august til september to mandater tilbage fra 17 til 15.

Det viser det snit af september måneds målinger, professor Søren Risbjerg Thomsen har udført for Altinget.dk.

Radikales tilbagegang opvejes dog inden for rød blok af en fremgang på et enkelt mandat for henholdsvis Socialdemokratiet fra 33 til 34 og for SF fra 10 til 11 mandater.

"Den debat, som formentlig mest rykkede i meningsmålingerne i september, var efterdønningerne fra den radikale leder Margrethe Vestagers noget kølige udtalelse fra den 15. august "Sådan er det jo" om tusindvis af danskeres udsigt til at miste retten til dagpenge ved årsskiftet, når den omstridte dagpengereform træder i kraft," siger Søren Risbjerg Thomsen og fortsætter:

"Det hjalp tilsyneladende heller ikke på stemningen, at Vestager valgte at bruge denne punchline i andre sammenhænge og adskillige gange i sin tale den 15. september på partiets landsmøde. Selvom der ikke er tale om en voldsom tilbagegang for Radikale, står partiet i september med 8,5 pct. statistisk sikkert med det hidtil dårligste resultat siden folketingsvalget, hvor partiet fik 9,5 pct. af stemmerne."

Inden for rød blok opvejes tilbagegangen for Radikale som sagt dog af små fremgange for Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten, således at den samlede tilslutning til rød blok uændret er på 43,7 pct. fra august til september.

Inden for blå blok opvejes tilbagegange på et enkelt mandat for Venstre til 57 og for Konservative til syv mandater af tilsvarende fremgange på et enkelt mandat for DF til 25 og for Liberal Alliance til ni mandater. Blå blok står dermed samlet fortsat til et overvældede mandatflertal på 98 mod 77 til rød blok.

Læs hele analysen på Altinget | Christiansborg

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Risbjerg Thomsen

Professor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
dr.scient.pol. (Aarhus Uni. 1987), cand.scient.soc. (Københavns Uni. 1971)

0:000:00