Den grønne dagsorden har det svært i Parlamentet

FIK DU LÆST: Tidligere har det været Europa-Parlamentet, der har trukket EU-lovgivningen i en mere grøn retning. Men det billede er blevet mere mudret. Den økonomiske krise og parlamentarikernes stigende magt nævnes som årsag. (Bragt første gang i februar)
Parlamentarikerne trækker ikke længere i samme grad EU-lovgivningen i en grøn retning.
Parlamentarikerne trækker ikke længere i samme grad EU-lovgivningen i en grøn retning.Foto: European Parliament/Flickr
Morten Øyen
De grønne miljø- og klimaoptagede EU-parlamentarikere er ikke helt så optagede af rene vandløb og CO2-udledning, som de har været. I løbet af det seneste halve år har parlamentarikerne ikke blot ladet det være op til medlemsstaterne at udvande Kommissionens forslag, men har også selv ført an.

Det har man blandt andet kunnet se i forhandlingerne om landbrugsreformen, vandrammedirektivet og i debatten omkring CO2-kvoter. Tendensen har man lagt mærke til i EU-Kommissionen, som ofte tidligere har haft lidt af en alliance med parlamentarikere om at lægge et "grønt pres" på medlemsstaterne.

"Det er blevet sværere for parlamentarikerne. Og dem, som stadig holder fanen højt, de føler, det er meget mere vanskeligt nu end for et par år siden," siger den danske klimakommissær Connie Hedegaard.

Stærkt krise-paradigme
Hun slås selv i øjeblikket for at få parlamentarikernes opbakning til et forslag, der skal få CO2-kvoteprisen til at stige på kort sigt, så det bliver mere attraktivt at investere i grøn teknologi. Det har mødt stor modstand i Europa-Parlamentets Industriudvalg og kan få svært ved at komme igennem Parlamentet.

"På grund af den økonomiske krise er der kommet et meget stærkt paradigme: lad være med at sende flere omkostninger nu. Det lyder jo fornuftigt, men det er det bare ikke nødvendigvis," siger Connie Hedegaard og peger på, at europæerne risikerer meget mere "bøvlede" omkostninger i fremtiden, hvis vi ikke omstiller os til en mere grøn økonomi.

Nu har vi fået mere magt, og så er lobbyindsatsen også steget markant, alt imens hovedstæderne også er begyndt at ringe til parlamentarikere for at banke dem på plads. Det betyder, at landbrugspolitikken i Parlamentet ikke længere er særlig grøn.

Dan Jørgensen, (S)
Europa-parlamentariker

Går forkerte vej
I Industriudvalget sidder Bendt Bendtsen (K), og han deler analysen af, at der er blevet færre i Parlamentet, som holder den grønne fane højt.

"Jeg har også kunnet fornemme det. Siden vi fik vedtaget energieffektiviseringsdirektivet sidste år, er det gået den forkerte vej. Det var rigtig godt, vi fik det vedtaget før sommerferien, for min vurdering er, at det havde vi ikke kunnet gøre efter ferien," siger Bendt Bendtsen.

Han peger også på den økonomiske krise i Europa som hovedårsag til, at det er blevet vanskeligere at overbevise parlamentarikerne om det fornuftige i de grønne forslag.

"Selvom jeg og mine ligesindede forsøger at argumentere for, at der er nogle af de her grønne job, som skal være med til at gøre os konkurrencedygtige - så møder vi bare argumentet om, at industrien ikke må få ekstra omkostninger," siger Bendt Bendtsen.

Grønne udnytter også krisen
I Miljøudvalget sidder der stadig en række parlamentarikere, som stadig forsøger at fremhæve det grønne. Og her kan man også "bruge" krisen i sin argumentation, fortæller Dan Jørgensen (S).

"Det er rigtigt, at det i nogle sager er blevet vanskeligere med et grønt argument på grund af kriseargumentet. Men jeg vil gerne nuancere det og sige, at på andre sager har vi brugt krisen til at vise, hvordan vi skal videre," siger Dan Jørgensen.

Han peger på et nyt forslag fra EU-Kommissionen om at forbyde tre pesticider, som går ud over bierne. Det er kommet efter pres fra parlamentarikerne.

"Her har vi brugt det argument, at det godt kan være, at landbruget er i krise, men så meget desto vigtigere er det, at de også kan producere i fremtiden. Hvis bierne dør, så er landbruget for alvor på den, og det har der været lydhørhed over for," siger Dan Jørgensen.

Mere magtfulde
Politikerne fremhæver særligt den økonomiske krise som svar på, hvorfor det er blevet vanskeligere at svinge den grønne fane. Dan Jørgensen vil dog ikke afvise, at parlamentarikernes tøven også hænger sammen med, at de har fået mere magt.

"Vi har haft medbestemmelse på miljøområdet i mange år. Så der har situationen ikke rigtig ændret sig. Men når vi for eksempel taler landbrugspolitik, så er der noget om det," siger Dan Jørgensen og uddyber:

"På landbrugsområdet har vi ikke rigtig haft nogen indflydelse før, og derfor har det måske også været nemmere at råbe op om, at vi ville gøre en masse grønt. Og de, som så ikke har været helt enige, de har nok tænkt, at de ikke ville bruge særligt mange ressourcer på at argumentere imod os. Nu har vi fået mere magt, og så er lobbyindsatsen også steget markant, alt imens hovedstæderne også er begyndt at ringe til parlamentarikere for at banke dem på plads. Det betyder, at landbrugspolitikken i Parlamentet ikke længere er særlig grøn," siger Dan Jørgensen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Connie Hedegaard

Formand, Concito & KR Foundation, OECD’s Round Table for Sustainable Development
cand.mag. i historie og litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1991)

Bendt Bendtsen

Formand for Synergi, fhv. minister, partiformand, MF, MEP og byrådsmedlem (K), leder af Altingets maritime netværk
HH-enkeltfag i regnskab og driftsøkonomi (Tietgenskolen i Odense 1988), politibetjent (Politiskolen 1978)

Dan Jørgensen

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

0:000:00