Lobbyist: Det er blevet moderne at være EU-kritisk

FIK DU LÆST: Politikerne skal tænke sig om, når de taler om velfærdsturisme, hvis ikke de er parate til at tage konsekvensen af en mere EU-kritisk befolkning, mener leder af Bruxelles-lobbykontoret Konsentio, Sinne Backs Conan.
Sinne Backs Conan er leder af Bruxelles-lobbyfirmaet Konsentio.
Sinne Backs Conan er leder af Bruxelles-lobbyfirmaet Konsentio.Foto: Konsentio
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: "Man kan ikke både bidrage til en meget stærk kritik af centrale dele af EU-samarbejdet og en rejsen tvivl om andre folkeslag, og så bagefter blive meget overrasket over et udfald af europaparlamentsvalget, som vil give flere kritiker-mandater. Det må være ganske klart."

Sådan lyder advarslen til de politiske ja-partier i Danmark fra én af de danske europa-iagttagere, der selv kommer til at skulle pleje omgang med et nyt kuld europaparlamentarikere, når de sætter sig på deres pladser efter valget den 25. maj.

Sinne Backs Conan er leder af det forholdsvist nystartede lobbyfirma Konsentio i Bruxelles og tidligere mangeårig europapolitisk chef i Dansk Industri.

Hun gør klart, at den meget langstrakte og ophedede debat om andre europæiske borgeres adgang til sociale ydelser i Danmark, som også ellers EU-positive partier deltager lystigt i, kan sende mange vælgere ud til de mere rendyrkede nej-partier på det politiske spektrum.

Fakta

Sinne Backs Conan
Født i 1970 og uddannet jurist fra Københavns Universitet. Leder og grundlægger af public affairs-virksomheden Konsentio, der så dagens lys i september sidste år. Har en fortid som europapolitisk chef, leder af Bruxelles-kontoret og før det seniorrådgiver i Dansk Industri fra 2005 til 2013. Inden da arbejdede hun en årrække som embedsmand i Fødevareministeriet, hvor hun blandt andet var ministersekretær for Mariann Fischer Boel (V).

Konsentio
Konsentio forestår interessevaretagelse for virksomheder og organisationer over for EU-systemet. På kundelisten findes danske, tyske og finske virksomheder, samt erhvervsorganisationer som DI og BusinessEurope.
Derudover har virksomheden også fokus på kapacitetsopbygning og er blandt andet i gang med et projekt i Nordafrika, der skal binde fem landes  erhvervsorganisationer sammen på tværs af grænser og styrke deres indflydelse på det politiske system.
Konsentio har to medarbejdere i København, en i Berlin og to i Bruxelles. 

Skinger debat 
"Det er blevet moderne at kunne være den mest kritiske. Men det er klart, at når man får så heftig en debat op til et valg, så kan vælgerne ikke skille tingene ad. Derfor ville det være godt, hvis man fik debatten ind i nogle mere pragmatiske toner. For debatten risikerer at have nogle virkninger, som den ikke rigtig kan bære."

Sinne Backs Conan understreger, at det i hendes øjne er fuldt legitimt at diskutere EU-samarbejdets fordele og ulemper. Hun konstaterer dog fra sit lobby-faglige synspunkt, at det politiske samarbejde i Europa-Parlamentet foregår i centrum af spektret.

Tit bliver europadebatten set som, at hvis man har et pro-europæisk udgangspunkt, så er man nok enig i alt, hvad der foregår. Det skal jeg hilse at sige, at sådan er det ikke. Så ville jeg ikke have noget job. Men det basale er jo, at man er enige om, at der skal være et europæisk samarbejde, og at det foregår inden for rammerne af EU. At vi ikke aflyser EU-samarbejdet, hver gang der kommer et forslag, som vi ikke er enige i.

Sinne Backs Conan
Leder af Konsentio

"Det er meget tydeligt, at kritikken fra især Dansk Folkeparti fylder rigtig meget. Men fingeraftrykkene på politikken bliver altså sat fra partierne i midten. Sådan vil det også være i det nye Parlament."

"Når vi nu kun har 13 europaparlamentarikere, så er det godt nok vigtigt, at vi får valgt nogle folk ind, som er aktive, og som får sat sig i nogle udvalg, der betyder noget for Danmark. Og hvis man vil være med til at styrke de to yderfløje i Parlamentet, så er det stemmer, der i vidt omfang ikke har nogen indflydelse på den daglige, praktiske politik i EU," siger hun.

Politiske fiksere 
Sinne Backs Conan har været aktiv på den europapolitiske scene i det meste af et årti, siden hun blev ansat i DI i 2005 og ret hurtigt blev sat i spidsen for først Bruxelles-kontoret og senere hele det europapolitiske område.

I september gik hun solo med Konsentio, som med to personer i Bruxelles, én i Berlin og to i København forsøger at påvirke EU-apparatet for de kunder, som de repræsenterer. Her lobbyer de på vegne af virksomheder, brancheorganisationer og andre, der har brug for en hjælpende hånd til at manøvrere i EU-junglen.

"Jeg ser os som lige dele fiksere og oversættere af systemer," siger Sinne Backs Conan.  

Kontorerne ligger hos BusinessEurope - erhvervslivets europæiske paraplyorganisation i EU-hovedstaden - kun en etage ned fra de gamle kolleger hos DI's Bruxelles-afdeling. Herfra forsøger hun at påvirke EU-lovgiverne.

"Vi kender det her system og kan forklare virksomhederne, hvor de kan få adgang. Men nogle gange er vi også dem, der må sige til en virksomhed, at det er for sent, når de kommer og gerne vil have aflyst et stykke lovgivning i Europa-Parlamentet. Så jeg opfatter os som oversættere begge veje," siger Sinne Backs Conan.

Mentalt skifte 
For hende gælder det om at finde det, hun beskriver som fællesmængden mellem politikernes og virksomhedernes virkelighed. Men også om at få gjort erhvervslivet opmærksom på, at der bliver vedtaget ting i Bruxelles, som påvirker dem og deres bundlinje, og at de har brug for at være opmærksomme på det, så de kan blande sig i lovgivningen, inden den er vedtaget.

"Hvis man først får lavet det mentale skifte, hvor man betragter det som en mulighed for at fremme virksomhedens interesser og ikke som en forhindring, så rykker du også tidligere ind i processen og får større indflydelse. Og det glade budskab er, at det er muligt at få indflydelse på det her system, selv om det kan se vanvittigt uoverskueligt ud, hvis man sidder i Varde eller Hørsholm," siger Sinne Conan, der pointerer, at succesraten er betydeligt højere, hvis man som virksomhed tager en strategisk beslutning om at prioritere EU-systemet fra starten.

"Almindelig psykologi i det her miljø handler om, om du kender nogen, og om de kender dig. Det kan være rigtig vanskeligt at komme på banen, når lokummet brænder. Det opdagede store dele af banksektoren for eksempel oven på finanskrisen. For så er du automatisk i en defensiv situation, hvor du kun kan lave 'damage control'".

"Og det med kun at møde op med et problem, interesserer de færreste," siger hun. 

Bred det ud 
Det betyder ikke, at det er umuligt at få ændret noget. Det gælder om at komme med løsninger selv og om at få gjort sin problemstilling så bred som mulig.

"Det er typisk ikke sådan, at en parlamentariker vil hidse sig voldsomt op, hvis et stykke lovgivning har en effekt på en virksomhed med 20 mand i Nordjylland - med mindre det er der, han lige selv er valgt. Men hvis du kan være med til at anskueliggøre, at en given lovgivning vil medføre en strukturel udfordring, så vil du have mulighed for at komme igennem med dit synspunkt".

Sinne Backs Conan understreger, at det ikke kun er Europa-Parlamentet, der har Konsentios bevågenhed, selv om de folkevalgte har fået stadig mere magt. Der er også øjne på EU-Kommissionen, som stiller forslagene til nye EU-love. Men som et udslag af, at rigtig meget foregår i EU's ubestrideligt største og mest magtfulde land, Tyskland, har Konsentio også en medarbejder der.

"Du kommer ikke uden om, at en del af at flytte systemet i Bruxelles er, at du også skal flytte det i Berlin. Med finanskrisen og den forrykkelse af magtbalancen, der er sket i Europa, så fylder Tyskland rigtig meget," siger hun.

Selv rejser Sinne Backs Conan frem og tilbage mellem København og Bruxelles for at holde gryden i kog begge steder.

For eller imod 
Som en aktiv del af det EU-politiske miljø følger Konsentio-chefen den danske debat om EU-samarbejdet tæt. Hun var i sin tid i DI med til at opfinde Tænketanken Europa, som betalt af arbejdsgivere og fagbevægelse skal give mere analytiske indspark til den demokratiske samtale om projekt EU.

Hele planen med tænketanken, som stadig er under opbygning, var at bevæge diskussionen væk fra et ja eller et nej til EU og over til, hvordan samarbejdet fungerer. Det er der brug for, mener Sinne Backs Conan.

"Tit bliver europadebatten set som, at hvis man har et pro-europæisk udgangspunkt, så er man nok enig i alt, hvad der foregår. Det skal jeg hilse at sige, at sådan er det ikke. Så ville jeg ikke have noget job. Men det basale er jo, at man er enige om, at der skal være et europæisk samarbejde, og at det foregår inden for rammerne af EU. At vi ikke aflyser EU-samarbejdet, hver gang der kommer et forslag, som vi ikke er enige i," siger hun.

Hård tone i debatten 
Derfor efterlyser hun lidt mere mod fra især dem fra højre side af folketingssalen, der traditionelt har stået på EU-projektets side, til at støtte op om de fundamentale dele af samarbejdet, når debatten raser, som det for eksempel sker på velfærdsturismespørgsmålet lige nu.

"De borgerlige kritikere ved jo udmærket godt, at vi er dybt afhængige af, at vi kan afsætte en masse gode danske produkter ude omkring i Europa, og at vores arbejdsmarked er afhængigt af, at vi har adgang til arbejdskraft fra andre lande. Det er bare ikke et argument, som fylder rigtig meget, fordi debatten har fået et andet formål, som er indenrigspolitik mere end noget andet."

Sinne Backs Conan påpeger, at den nuværende tone i debatten, hvor der bliver kastet rundt med nedsættende bemærkninger om ikke mindst østeuropæerne, risikerer at sætte politikerne i en utroværdig situation over for vælgerne. 

Fast grundlag under fødderne 
"Hvis du den ene dag står og forklarer, hvorfor det er så smadder vigtigt for os for at bevare 500.000 arbejdspladser, at vi er fuldgyldige og aktive medlemmer af det europæiske samarbejde, og du den næste dag så argumenterer for, at den fri bevægelighed er noget værre skidt, fordi det betyder, at nogen rent faktisk benytter sig af den, så er det selvfølgelig en smule vanskeligt at blive vældigt overbevist som almindelig borger i Danmark, om at det er en rigtig god ide."

Derfor er det for hende altafgørende, at der i højere grad bliver tonet rent flag i den debat - som hun i øvrigt hilser velkommen.

"Man skal sørme holde sig for øje, at vi ikke er i gang med at melde os ud af EU. Hvis man har det grundlag fast under fødderne, så kan man også meget bedre tage diskussionen om, hvad det er vi vil og ikke vil med det europæiske samarbejde. Men hvis kritikken af et bestemt sagsområde bliver forvekslet med en tvivl på, at det er det samarbejde, vi skal høre til, så er det alvorligt. Og der skal man være meget klar i mælet," understreger Konsentio-chefen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00