Kommunerne skal være knivskarpe i forhold til at prioritere indsatser og ydelser, hvis der skal være råd til velfærden i fremtiden.

Det mener den nye formand for landets socialchefer, Helle Linnet, der til daglig har sin gang i Vordingborg Kommune.

”Det kan godt være, at nogle områder stadig kan effektiviseres. Men det bliver sværere og sværere. Vi kommer tættere på, at vi ikke kan finde nye områder, uden at det kommer til at gøre ondt. Derfor må alle bolde i luften. Nogle vil falde til jorden, og andre vil overleve,” siger hun til Altinget.

58-årige Helle Linnet overtog i starten af november 2014 roret i Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark fra Ole Pass, der har valgt at sige stop efter 14 år på posten.

Den helt store udfordring er ifølge hende, at kommuner får mindre og mindre at rutte med. Demografien går imod mange kommuner, fordi der bliver flere ældre, så færre skal betale for flere. 

”Det handler ikke kun om de ældre, men også om de psykisk syge, folk med autisme og skolerne. Alt dette bliver der færre penge at bruge på. Derfor skal vi være knivskarpe på, hvordan vi gør det, og hvem vi gør det for,” lyder det.

Man kan trække en elastik ud til en vis længde, men på et tidspunkt knækker den. Det samme gælder velfærden, hvor vi på et tidspunkt må sige, at der er ydelser, vi ikke kan yde. 

Helle Linnet
Ny formand for Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer

Kommunernes økonomi er så presset mange steder, at det inden for en årrække kan blive nødvendigt at diskutere, om der er offentlige ydelser, der simpelthen ikke er råd til.

”Man kan trække en elastik ud til en vis længde, men på et tidspunkt knækker den. Det samme gælder velfærden, hvor vi på et tidspunkt må sige, at der er ydelser, vi ikke kan yde,” siger hun og fortsætter:

”Men det er en balancegang. Velfærdssamfundet skaber jo også vækst, som når man f.eks. kan få sine børn, folk med svære handicap eller ældre passet. Der er nogle hjælpeforanstaltninger, som vi ikke må røre ved, hvis det skal hænge sammen.”

Atypisk forvaltningschef

Helle Linnet har rødder i sygepleje-faget og er derfor en atypisk forvaltningschef i et cheflandskab næsten udelukkede bestående af djøf’ere, der kommer fra økonomi eller statskundskab.

Oprindeligt er hun uddannet sygeplejerske, men blev i 1991 spottet og opfordret af den tidligere Møn Kommune til at søge et job som ældrechef i kommunen. Jobbet fik hun. Og løbende byggede hun ovenpå med ekstra uddannelse og øgede sit ressortområde med social, sundhed og udsatte børn. Og da Møn Kommune blev sammenlagt og blev til Vordingborg Kommune, søgte hun sit eget job og fik det.

”Man skal ikke løbe fra det, man kommer fra. Udover at jeg var vant til at have mange bolde i luften, har min baggrund som sygeplejerske måske også givet mig et stærkt borgerperspektiv. Vi skal jo huske, hvem vi er her for: Nemlig borgerne,” siger hun.

Noget vigtigere end andet

Men før man begynder at skære ydelser væk, er der fortsat områder, hvor kommunerne kan skærpe deres indsats. Noget, som man allerede, har arbejdet meget med.

Indenfor de seneste år er kommunerne ifølge Hele Linnet blandt andet blevet ”ret skarpe” til at udøve det, hun kalder myndighedsopgaven, når kommuner skal hjælpe borgere.

”Det handler om, at vi er blevet bedre til f.eks. at tale med borgerne, om hvad de ønsker og har behov for. For så derudfra at sige, hvad det præcist er, vi kan yde. Hvis de vil have mere end det, skal de måske gå til civilsamfundet for at finde det, de søger,” siger hun.

Borgere skal vurderes individuelt i forhold til, hvilket omfang de har brug for hjælp fra kommunen. Men sagen om Køge Kommune, der trak hjemmehjælp tilbage, viser, økononien spiller en større rolle.

Hvordan ser du styrkeholdet mellem de to hensyn?

”Det vil være forkert at ignorere den økonomiske ramme. Vi tilsidesætter ikke det individuelle skøn, men vi kigger også på, hvad vi kan få noget ud af. Det er den anden side af det individuelle skøn, fordi vi ikke skal gøre en massiv indsats der, hvor vi kan se, at vi kun får lidt eller slet intet ud af en ekstra indsats,” siger hun og fortsætter:

”Hvis f.eks. et ungt menneske har været ude for en bilulykke, så har denne person utrolig meget mere ud af hjælp, end hvis man som 94-årig har nogle gener, og optræning ikke fører til noget. Jo tidligere man sætter ind, jo mere livskvalitet kommer der ud på den anden side for dem, vi hjælper.”

Hvor er det, at man ikke skal sætte ind?

”F.eks. er der en grænse for, hvor længe man skal forsøge at genoptræne ældre, hvis vi kan se, at de ikke kommer til at kunne lave mad. Så skal man nok finde flere kollektive løsninger,” slår hun fast.

Større forståelse

Hun mener i det hele taget, at den kommunale prioritering af velfærdsopgaver er blevet nemmere for danskerne at forstå. Krisen har nemlig gjort det tydeligt, at kommunernes pengetank ikke er uendelig dyb.

”Vi skal ligesom private virksomheder og husholdninger gøre os klart, at vi har en pose penge. Og hvis pludselig man kan se, at der nogle andre områder, der er nødlidende, så er man nødt til at kigge på alle udgifter og opgaver for at se, om det kan gøres anderledes,” siger hun og fortsætter:

”Generelt er der en bred forståelse ude blandt borgerne for, at kassen ikke er uendelig. Krisen har gjort det tydeligt for folk, og derfor er det blevet nemmere at få den forståelse, end det var for 15-20 år siden.”

Nye veje

Selvom kommunerne i flere år har fokuseret på effektiviseringer og er tættere på at nå et punkt, hvor det gør ondt hver gang man sparer, er der ifølge Helle Linnet stadig potentiale for ekstra effektiviseringsgevinster.

Helle Linnet peger i den forbindelse på den digitale udvikling, velfærdsteknologi og øget inddragelse af civilsamfundet i form af frivillige som områder, der kan bidrage yderligere.

”Vi skal drage nytte af udviklingen på den teknologiske front og se på, hvordan vi kan få civilsamfundet med som medspillere. Vi skal spille på alle tangenter, fordi det kun bliver sværere for os i fremtiden,” siger hun.

På det digitale område er det monopolbrud i kommunerne, der er undervejs, i forbindelse med Kombit ifølge Helle Linnet ”spændende. Det kan f.eks. handle om, at man i fremtiden kan søge kontanthjælp digitalt, ligesom man i dag indberetter sin skat.

”Det ville give en administrativ lettelse. Men det er vigtigt med de små skridt hen ad vejen. Og hvis man kan kommunikere via skærme ude hos borgerne, i stedet for at lave et tryghedsbesøg 22 km væk, er det en fordel. Velfærdsteknologi er et centralt område, som vi skal bruge mere, og hvor vi kan lære af hinanden, så vi ikke alle sammen opfinder den dybe tallerken,” siger hun.

Mange organisationer frygter, at inddragelse af de frivillige fra civilsamfundet vil blive en glidebane, der svækker de kommunale kerneydelser på sigt. Hvordan ser du det?   

”Det er en gråzone, og det vil det blive ved med at være. Men f.eks. måtte man tidligere bruge ekstra medarbejdere til særlige højtider eller fester på plejehjem, men nu er det vennekredse og andre, der hjælper til. Frivillige kan især bruges som den slags flødeskum. Men de skal ikke bruges på kernevelfærden,” slår hun fast.

Giv tid til implementering  

Kommunerne er ofte – af især handicaporganisationer – blevet kritiseret for ikke at have styr på retssikkerheden på grund af blandt andet lange sagsbehandlingstider og for at droppe ydelser eller hjælp på grund af økonomien.

Men udfordringen har blandt andet været, at kommunerne har skullet implementere nye reformer som førtidspensions- og fleksjobreformen, mener Helle Linnet.

”Bunken af sager er vokset, men der er ikke kommet flere ressourcer. Det er som med Tordenskjolds-soldater: Man kan flytte rundt på dem, men de kan kun være et sted af gangen. Vi har fået nye opgaver, som vi også skulle løse. Vi forsøget at prioritere opgaverne, så dem, der har betydning for folks hverdag, bliver prioriteret højest,” siger hun.

”Når man ikke giver tid til implementering, og vejledninger ikke er skrevet endnu, får man slingrekurs i kommunerne,” lyder det.

Afviser retssikkerhedsproblem

Så der er ikke noget retssikkerhedsproblem i kommunerne?

”Langt de fleste sager bliver løftet korrekt. Men når der kommer en ny lov, som skal implementeres, så får vi ikke de fornødne ressourcer og tid til det,” lyder det.

F.eks. var der ifølge Helle Linnet med førtidspensions- og fleksjobreformen ikke ansat læger nok til de nye opgaver, og it-systemerne haltede også mange steder. Derudover mener hun, at det tager tid at ændre holdninger blandt kommunale medarbejdere, der har været vant til at arbejde på en bestemt måde.  

”Det tager tid at ændre holdningen til, hvordan man løser opgaverne. Det sker ikke over natten. Det tager tid med undervisning og opfølgning,” siger hun og kritiserer Folketinget for ikke at give kommunerne tid nok til at implementere nye love:

”Der er nogle gange, at der bliver vedtaget lovgivning sidst på året, som allerede træder i kraft 1. januar. Men man skal huske, at vi også har en organisation, der skal følge med. Vi skal have de måneder, det kræver at forberede sig ordentligt.”

”Man bør huske at gå i dialog med os, så man også kan forberede loven og få det ud af den, som man ønsker. Når politikere ikke giver tid til implementering, får man slingrekursen i kommuner, fordi de ender med at prioritere forskelligt. Og det giver et mis-mask ude i kommunerne.”