Analyse: Clinton eller kaos i 2016

WASHINGTON DC – Hillary Clinton har efter alt at dømme betalt en vis pris på popularitetsskalaen efter den politiske ballade om sletningen af en mængde mails, hun sendte fra en privat server, da hun var udenrigsminister; en sag, vi omtalte i sidste udgave af nyhedsbrevet – og som fortsat kører for fulde gardiner i den amerikanske presse.

Clinton fremhæver, at de slettede mails var private og derfor ikke bør screenes eksternt, mens hendes kritikere ønskede en uvildig bedømmelse af de private mails, fordi de blev sendt, mens den tidligere udenrigsminister også brugte sin private mailkonto til at sende arbejdsrelaterede mails.

En måling, som CNN/ORC har foretaget ugen efter Clintons pressekonference om sagen, viser, at ”ikke-favorable holdninger til Hillary Clinton er i stigning, ligesom opfattelsen af den tidligere førstedame og udenrigsminister som ’ærlig og troværdig’ er faldet,” efter e-mail kontroversen startede, skriver CNN. Der er dog et lille flertal på 51 procent af de adspurgte vælgere, der finder, at ’mail-gate’ er et ”meget eller delvist alvorligt problem” for hende, mens 48 procent svarer, at det ”ikke eller stort set ikke” er et problem; 51 procent synes tilsvarende, at Clinton har gjort noget forkert, mens 47 procent ikke synes det.

Fortsat populær
Uenigheden behøver heller ikke nødvendigvis at skade hendes chancer som præsident, hvis hun – som forventet – stiller op og ender som demokraternes kandidat. Et komfortabelt flertal på 57 procent af amerikanerne svarer nemlig, at de ville være ”stolte eller ret stolte” af at have hende som deres præsident og commander-in-chief.

Og om end dette tal er noget under de imponerende 69 procent, hun kunne fremvise som sin personlige popularitets-rating i september 2011 som udenrigsminister, er det fortsat et solidt forspring ned til enhver anden kandidat, uanset om vedkommende måtte være republikaner eller demokrat.

Derfor er den almene vurdering blandt de toneangivende amerikanske kommentatorer da også fortsat, at Clinton vil stille op, og at den officielle erklæring herom sandsynligvis vil blive fremsat i de kommende uger og senest før sommerferien.

Hvad skyldes manglen på alternativer?
Men hvad nu, hvis hun besluttede sig for ikke at stille op alligevel? Hvad ville der så ske, og hvem ville demokraterne så køre i stilling?

”Det korte svar er kaos,” svarer New York Times’ politiske analytiker David Leonhardt, der bidrager til klummen ”Upshot.”  Og det er han ikke alene om at mene. For hvor der normalt og i de fleste partier vil stå kronprinser eller ditto prinsesser klar i kulissen, er sagen, at den tidligere førstedames position er så stærk, at alene sandsynligheden for, at hun stiller op, har tiltrukket sig al den politiske energi hos demokraterne. Clintons eksistens er som et sort hul i rummet, skrev TIME Magazine sidste år: ”al anden mulig talentmasse suges ind og forsvinder.”

Der er dog flere forklaringer på den åbenlyse mangel på talenter på udskiftningsbænken. Under præsident Obamas ledelse har demokraterne gjort det elendigt i de mange lokalvalg ude i staterne og ved de to midtvejsvalg, hvilket betyder, at den lokale pulje af ledere i staterne og de store byer, der ofte fungerer som baser og rekrutteringsmulighed, er mere end slunken.

Situationen er så alvorlig, at der ikke engang kan siges at være en egentlig udskiftningsbænk. I øvrigt den stik modsatte situation af den, der eksisterer hos modstanderne, republikanerne, hvor det vrimler med kvalificerede, økonomisk velpolstrede og velforberedte kandidater nedenunder den svage favoritkandidat, Jeb Bush.

Joe Biden to the rescue
Men hvis nu – hvem ville der så være?

Den oplagte første kandidat er den nuværende vicepræsident, Joe Biden. Han har i længere tid svaret – når han bliver spurgt – at ”det er en personlig beslutning, som jeg agter at tage sammen med min familie i løbet af sommeren.”

Kilder tæt på vicepræsidenten fodrer imidlertid medierne med meldinger om, at han seriøst overvejer muligheden. Hvis Biden gjorde et forsøg, er der ingen tvivl om, at Clintons mediemaskine vil gå i gang med at slå på hans åbenlyse svagheder som en venlig, men lidt utroværdig politiker, der er berømt for både at tale over sig og fortale sig.

Der findes flere hjemmesider, der har specialiseret sig i disse og løbende katalogiserer de såkaldte Bidenisms – citater fra de mange gange, hvor The Veep har trådt i det politiske spinatbed.

Clinton bemærkede i sin nyeste selvbiografi, Hard Choices, der udkom i
sommeren 2014, at hun og præsidenten havde stået sammen, og gav
eksemplet med at hun havde været 100 procent bag beslutningen om aktionen
i Abottobad, Pakistan, hvor Osama bin-Laden blev dræbt. Men at Biden
havde tøvet og anbefalet, at the Navy Seals ikke blev sat ind.
Og det var næppe uvelkomment for hende lige at have Bidens fejltagelse
med på papir. her, hvis han skulle driste sig til at udfordre hende.

Arbejderdrengen fra Scranton
Biden selv ville med sikkerhed føre kampagne som en ”folkets søn” – en arbejderdreng fra Scranton, Pennsylvania, der vil kæmpe for den brede middelklasses sag. Biden er ikke uden politisk tæft eller charme. Han er populær blandt de demokratiske aktivister – og det er trods alt den base, som skal vælge kandidaten. Biden kan også – i modsætning til præsident Obama, der er kendt som lidt af et intellektuelt æggehoved – med lethed gå til eksamen i den klassiske vælgertest ved hvert valg: ”Hvem vil du som vælger helst drikke en øl med?” – og vinde stort.

Og om end amerikanerne ofte foretrækker at skifte parti efter to perioder med det samme parti ved roret i Det Hvide Hus, er Bidens stil nok til, at han både kunne stille op som en radikalt anden type præsident end forgængeren, samtidig med at han med rette kunne iscenesætte sig selv som præsident Obamas naturlige arvtager, hvis økonomien fortsætter den positive gænge med pæne vækstkurver for økonomien og faldende arbejdsløshedstal.

Han har dog forsøgt sig før med elendige resultater til følge. I 1987 trak han sig, før primærvalget overhovedet var gået i gang, og i 2008 fik han under en procents opbakning i Iowa, da statens demokrater stemte via de såkaldte caucuses om feltet.

Endelig er det også værd at nævne – på trods af amerikaneres udpræget tolerante indstilling til alder – at han i givet fald ville blive den ældste præsident nogen sinde, 74 år ved indsættelsen i januar 2017. Til sammenligning var Ronald Reagan, der har rekorden i dag, 69, da han kom til i 1981.

Flere gamle hvide mænd
Selv om Biden er den klare vinder af andenpladsen, er han ikke den eneste mulige kandidat, hvis Clinton falder af i svinget.

Andre mere usandsynlige navne er også i spil: John Kerry – den nuværende udenrigsminister, der overvejede at stille op i 2008, men som allerede har prøvet. Han tabte valget i 2004 til præsident George W. Bush.

Der er også den anden demokrat, der blev slået af Bush: tidligere vicepræsident Al Gore, som efterfølgende har vundet både Nobelprisen og en Emmy. Gore er populær i Hollywood og i den grønne demokratiske base, der gerne ser en klimaaktivist i Det Hvide Hus.

Gore og Kerry har i øvrigt også andre fælles træk. De er begge velfunderede og kapable politiske spillere. Og de er begge – lige som den tidligere republikanske præsidentkandidat Mitt Romney – noget stive i betrækket, lidt formelle og ufolkelige, hvilket er en stor ulempe i amerikanske valgkampe. Gore er den yngste af de to – han ville være 68 på indsættelsesdagen, mens Kerry med 73 år i januar 2017 ville være på samme alder som Biden. 

Venstrefløjens flammebærer
Endelig – som de to liberale (altså venstreorienterede) rosiner i pølseenden - er der senator Elizabeth Warren og Marylands tidligere guvernør Martin O’Malley.

Warren har gentagne gange erklæret, at hun ”ikke stiller op.”

”Jeg ved ikke, hvilken verden I kommentatorer lever i, men den har ikke noget med virkeligheden at gøre,” har hun sagt, når hun igen og igen er blevet udfrittet om, hvorvidt hun da ikke i det mindste overvejer at udfordre Clinton.  

Warren er decideret elsket og beundret i den liberale del af partiet, der ser Clinton som alt for højreorienteret, en høg i sikkerhedspolitikken og i lommen på Wall Street, som hele familien Clinton historisk har haft og stadig har et nært og hjerteligt forhold til.

Den demokratiske senator er derimod uafhængig, skarp, modig og ikke bange for at erklære kampen mod den voksende ulighed for ”det vigtigste emne i politik i dag.” Imidlertid har liberale kandidater, hvis man ser på historien, haft overordentligt svært ved at erobre partiets kandidatur, der også skal vindes i de mange moderate demokratiske stater.

Warren er klart den mest ombejlede, mens den anden liberale mulighed, O’Malley, godt nok har en solid erfaring fra sine guvernørdage, men hans håndplukkede efterfølger tabte med et brag ved sidste valg. Han siger selv, at han er ”rørt over den opbakning, som jeg har mødt gennem rejser over hele landet og opfordringer til at få lavet de nødvendige forandringer med et nyt hold ved roret.”

Endelig kan man tilføje, at det, at Clinton er så dominerende og det faktum, at de nærmeste rivaler alle er oppe i årene, også vil betyde, at hun, når hun som ventet stiller op, også vil få en anden vigtig funktion end blot at gå efter Det Hvide Hus i 2016.

Med sit  valg af vicepræsident – hvor man må gå ud fra, at hun vil vælge en mand, muligvis en latino – vil hun også have vundet magten til selv at udpege en de facto leder af en ny generation af unge demokrater. Og hermed har Clinton-dynastiet sikret sig en magtbase, der kan komme til at få betydning langt ud over de næste to præsidentperioder.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.