Q&A: Hvad skal vi med DR?

Q&A: DR fylder 90 år, men hvad er egentlig public service-stationens største opgave? Og hvad husker kultur- og medieordførerne på Christiansborg DR bedst for? Læs med her.

Foto: Lars Helsinghof Bæk/Scanpix
Cecilie Gormsen

DR fylder onsdag 90 år. I den anledning har Altinget spurgt Christiansborgs kultur- og medieordførere, hvad de ser som DR største opgave, og hvad de bedst husker DR for. 

Jørgen Arbo-Bæhr, kultur- og medieordfører, Enhedslisten
Hvad ser du som DR's største opgave de kommende år?
”De største opgaver for DR handler om at kunne dække alle former for platforme, så ikke mindst de unge får en god public service. Desuden skal DR være meget mere åbent, både når vi snakker om økonomien, hvor DR bruger 3,6 mia. kr., og over for samfundet, så både uddannelsesinstitutioner og kulturinstitutioner kan bruge DR's produktioner gratis/billigt.”

Hvad husker du bedst selv DR for?
”Jeg husker, at vi så den første månelanding. Vi så det hos mine forældres venner, og det betød, at min far blev overbevist om, at vi også skulle have et fjernsyn. Desuden husker jeg også Tæskeholdet i radioen, som betød noget for, at jeg synes, det var sjovt at gå på arbejde. Selvfølgeligt har jeg fulgt med i DR's søndags-dramaer, lige siden TAXA.”

Er der behov for mere eller mindre public service i Danmark?
”Jeg synes, der skal være mere public service, både det brede såvel som det smalle, så alle folk får den public service, som de gerne vil have. Det kan være små kulturevent og f.eks. breddeidræt, så vi kan se eller høre det.”

Troels Ravn, kultur- og medieordfører, Socialdemokraterne
Hvad ser du som DR's største opgave de kommende år?
”DR's overordnede opgave er at sikre en fælles platform for oplysning, samfundsdebat, drama og underholdning. DR har med succes udvidet deres kanaludbud, så flere forskellige målgrupper har fået et alternativ til de kommercielle kanaler. For Socialdemokraterne er det helt afgørende, at nyhedsformidlingen på DR er alsidig og troværdig. Den dybdeborende journalistik skal styrkes gennem øget satsning på dokumentarprogrammer på alle platforme.”

Hvad husker du selv bedst DR for?
”Jeg er helt gal med fodbold, og derfor står Tipslørdag med fodbold fra England som noget helt specielt i min barndom og ungdom – det var jo en tid, før man kunne se fodbold og sportsbegivenheder døgnet rundt på mange kanaler. Da jeg blev forælder var det eksempelvis Bulderfnis og børneprogrammer af høj kvalitet, som har beriget vores dagligdag. I dag er det de mange gode dramaserier, der fylder mest.”

Er der behov for mere eller mindre public service i Danmark?
”Socialdemokraterne vil fastholde Danmarks Radio (DR) som bredt funderet public service-kanal, der betjener alle danskere i tekst, lyd og billeder på alle platforme. Socialdemokraterne ønsker desuden at styrke DR’s særlige forpligtelser inden for kulturformidling, og undervisning skal igen opprioriteres som en unik public service-forpligtelse.”

Lars Barfoed, kultur- og medieordfører, Konservative
Hvad ser du som DR's største opgave de kommende år?
”DR's største opgave i de kommende år vil være at få mere fokus på public service-opgaven og nedprioritere udsendelser, der er i direkte konkurrence med de kommercielle TV-kanaler.”

Hvad husker du bedst selv DR for?
”Man kan nævne meget, for DR fylder meget i dansk kultur- og medieliv. Men det konkrete eksempel, jeg vil nævne, er Matador, der har samlet de seneste generationer og både kulturelt og historisk er et fornemt eksempel på dansk produceret public service.” 

Er der behov for mere eller mindre public service i Danmark?
”Der er behov for mere public service. Men det betyder ikke, at DR skal fylde mere eller have yderligere ressourcer; det kræver en skarpere prioritering. Foreløbig skal vi afvente rapporten fra det public service-udvalg, der er nedsat med Connie Hedegaard som formand.”

Michael Aastrup Jensen, kulturordfører, Venstre
Hvad ser du som DR's største opgave de kommende år?
”Den største udfordring for DR er, at flow-tv er på vej ud. De unge ser tv på nettet, når de selv vil. De sidder ikke troligt og venter på, at der kommer et nyt afsnit af ynglingsserien torsdag kl. 20.00. Flow-tv har været kerneydelsen for DR gennem årtier og har defineret stationens virke. Det er ved at ændre sig, og det kommer til at betyde en fundamental ændring for klassiske offentlige medievirksomheder som DR.”

Hvad husker du bedst selv DR for?
”Rejseholdet står for mig som en af de største succeser. De fleste af afsnittene holder også den dag i dag. Rejseholdet var starten på krimigenrens succes i Danmark, og i virkeligheden også i Norden. I dag er krimier nærmest et varemærke for de nordiske lande, både når det gælder tv-serier og bøger. Det kan vi blandt andet takke Rejseholdet for.”

Er der behov for mere eller mindre public service i Danmark?
”Der er behov for en anden slags public service, end vi ser i dag. DR skal ikke lave nøjagtigt det samme som de kommercielle stationer, men skal producere nyheder af høj kvalitet, dokumentarer og dansk drama - alt sammen noget, de kommercielle stationer ikke kan få en forretning ud af.

Endelig har DR en forpligtigelse til at dække det regionale stof og til at nå ud i hele landet, og den sidste opgave svigter DR alt for ofte.”

Mette Bock, kultur- og medieordfører, Liberal Alliance
Hvad ser du som DR's største opgave de kommende år?
”DR's største opgave er at blive en klarere profileret public service-station. DR skal differentiere sig fra markedet. Ikke efterligne det. Vi skal have et smallere, skarpere DR.”

Hvad husker du selv bedst DR for?
”DR som samlingspunkt om store begivenheder, nationalt og internationalt. DR's udenrigskorrespondenter, når de rapporterer "med danske øjne" fra den store verden. Og de store dramaserier.”

Er der behov for mere eller mindre public service i Danmark?
”Der er brug for skarpere defineret public service som differentiering - som bærere og udviklere af sprog, kultur og dannelse. Som kritiske iagttagere. Og som rum for reportager, fiktion og debatter, der gør os klogere.”

Alex Ahrendtsen, kulturordfører, Dansk Folkeparti
Hvad ser du som DR's største opgave de kommende år?
”Det bliver at levere indhold for hele Danmark, så der stadig er opbakning til licensen. De skulle nødig falde tilbage til det, vi oplevede i halvfjerdserne, firserne og halvfemserne, hvor man nærmest førte kampagne mod almindelige danskere.”

Hvad husker du selv bedst DR for?
”Matador gjorde et stort indtryk på mig, og så overraskede både X Factor (bortset fra Blachman) og Maestro mig på den gode måde. DR K har også været en dejlig oplevelse, og så holder jeg meget af P2’s klassiske flade. Dansk tv-dramatik og filmsucceserne ville heller ikke have været muligt uden DR’s opdyrkelse af talenter. 1864 var en katastrofe, og der burde have rullet hoveder i DR. Jeg tænker stadig tilbage på Dus Med Dyrene som noget af det dejligste fjernsyn nogensinde.”

Er der behov for mere eller mindre public service i Danmark?
”Lidt mindre ville ikke gøre noget. DR er meget stor, og måske også for stor, fordi man truer mangfoldigheden i mediebilledet.”

Rasmus Nordqvist, Kunst & Kulturordfører, Alternativet
Hvad ser du som DR's største opgave de kommende år?
"Den største opgave er i min optik klart at blive ved med at udvikle public service-indhold til de mange nye platforme, der kommer, og ikke mindst følge med, så de ældre generationer både får opfyldt deres behov samtidig med, at de møder nye generationers behov. Vi ser også et stadigt stigende nyhedsflow fra udenlandske statslige og kommercielle medier. Her er det vigtig, at vi stadig har en hjemlig stemme"

Hvad husker du bedst selv DR for?
"Både DR og jeg selv var rimelig sent ude ift internettet, så jeg husker, at første gang jeg rigtig udforskede internettet, var det DR online, jeg mødte. Jeg er vokset op i en familie, hvor vi ikke havde TV, så jeg har ikke de der store minder fra den gang- altså bortset fra julekalenderen, som vi fik lov til at se på et lånt TV. Og så selvfølgelig det for min generations obligatoriske elektriske barometer."

Er der behov for mere eller mindre public service i Danmark?
"Jeg mener, niveauet ligger meget godt. Man kan så diskutere, hvordan dette bliver implementeret. Her synes jeg måske nok, at der er plads til at eksperimentere mere, end man gør idag med både medier, formater og indhold."

Det har ikke været muligt at få svar fra Radikales medieordfører, Zenia Stampe, og SF's medieordfører, Özlem Cekic. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00