Patientforeninger går urørt gennem krisen

FIK DU LÆST: Ny opgørelse viser, at landets ti største patientforeninger i 2013 samlet havde indtægter på 1,2 milliarder kroner. Dermed er foreningernes indtægter steget 43 procent siden 2007. To af giganterne på området venter en dårligere indtjening fremover. (Bragt første gang i januar 2015)

Kræftens Bekæmpelse har i kroner haft den suverænt største stigning i indtjeningen fra 2007 til 2013.
Kræftens Bekæmpelse har i kroner haft den suverænt største stigning i indtjeningen fra 2007 til 2013.
Ole Nikolaj Møbjerg ToftFrederik Marker Hansen

I 2007 havde ti af de største patientforeninger i alt indtægter for 843 millioner kroner. Seks år efter er tallet steget til hele 1,2 milliarder kroner. Det er en stigning på 366 millioner, hvilket svarer til 43 procent.

Det viser en ny opgørelse over foreningernes indtægter fra 2007 til 2013, som Altinget har foretaget.

ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER FIGUREN

Kilde: Altinget

De i alt 366 millioner kroner ekstra i indtægter er dog voldsomt ujævnt fordelt mellem de ti foreninger.

Store foreninger løber fra de små 
Kræftens Bekæmpelse, som er den suverænt største patientforening økonomisk og medlemsmæssigt, tegner sig også for over halvdelen – 62 procent - af foreningernes samlede indtægtsfremgang, der er 366 millioner kroner.

Forskellen på årlige indtægter er monumental mellem Kræftens Bekæmpelse og de andre patientforeninger. Hvor de mindste foreninger i opgørelsen hver årligt har mellem 6 og 15 millioner at gøre godt med, havde Kræftens Bekæmpelse en indtægt på 693 millioner i 2013.

Kræftens Bekæmpelse har en stribe forskellige indtægtskilder. Men den store vækst i Kræftens Bekæmpelses indtjening skyldes ifølge foreningens direktør, Leif Vestergaard Pedersen, primært medlemskontingenterne og TV2 og Kræftens Bekæmpelses fælles indsamlingsshow, Knæk Cancer. 

Knæk Cancer blev gennemført første gang i 2012 og indbragte netto 77 millioner første år og 113 millioner året efter, hvilket er langt flere penge, end de fleste andre patientforeninger har i årlig indtægt.

ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER FIGUREN

Gigtforeningen driver også behandingssteder, derfor kan foreningens tal relativt store andel ikke helt sammenlignes med eksempelvis tallene fra Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen. Kilde: Altinget

Leif Vestergaard Pedersen venter fortsat vækst i Kræftens Bekæmpeles indtægter fremover, men i et mindre omfang.

”Hvis Knæk Cancer-kampagnen ikke gentages, vil vi få et fald i midler til kræftforskning. Men på langt sigt forventer vi samlet en jævn, men mindre vækst,” siger Leif Vestergaard Pedersen.

Fremgang trods finanskrise
Hos Hjerteforeningen glæder man sig også over, at foreningen har haft en stor vækst i indtægterne og i antallet af medlemmerne fra 2007 til 2013, hvor der først var finanskrise, der udviklede sig til en generel økonomisk krise. Indtægterne er steget fra 84 millioner kroner til 138 millioner i perioden - 64 procent - hvilket procentvis er den største vækst i perioden blandt de ti patientforeninger.

Men foreningens direktør, Kim Høgh, forventer en afdæmpning i 2014. Hjerteforeningen har ikke offentliggjort sit endelige regnskab for 2014 endnu.

”Det kan blandt andet skyldes, at lavkonjunkturen lidt forsinket påvirker de mange, der støtter os,” siger Kim Høgh.

”Der er rigtigt mange foreninger, som er meget aktive med at samle penge ind, og som gerne vil rekruttere frivillige. Vi ved også, at mange af vore medlemmer støtter mellem tre og fem forskellige foreninger hvert år,” siger Kim Høgh, og peger endvidere på, at kommunerne nu også rekrutterer frivillige.

”Færre frivillige kan hæmme vores evne til at indsamle penge,” siger Kim Høgh.

Blandt andet derfor vil Hjerteforeningen benytte sig af den nye mulighed for, at også Hjerteforeningen kan iværksætte en landsindsamling. Og det er ved siden af de andre kampagner og indsamlinger, som Hjerteforeningen allerede har igangsat.

”Det vil være nødvendigt for at sikre en forsat økonomisk vækst. Desuden vil vi forsøge at hverve flere frivillige, og vi vil bruge stadig flere penge på forskning, fordi folk gerne vil støtte netop dette område” siger Kim Høgh.

Hjerteforeningen, som har næstflest medlemmer efter Kræftens Bekæmpelse, ligger sammen med Kræftens Bekæmpelse i top i forhold til at have haft den største stigning i indtægter fra 2007 til 2013 både i reelle tal og i procent.

Kræftens Bekæmpelse har haft en stigning på 49 procent, mens Hjerteforeningens var på 64 procent. Dermed ligger de generelt langt fra patientforeningers gennemsnitlige vækstprocent på 30.

Ekspert: Udviklingen er tankevækkende
Professor Bjarne Ibsen, som er ekspert i folkelige bevægelser og foreninger på SDU, finder den stadig større forskel mellem de økonomisk stærke og svage patientforeninger for tankevækkende. Han vurderer, at årsagerne kan være forskelige fra forening til forening, og at mange forskellige faktorer spiller ind.

”En forening, som har en vis størrelse medlemsmæssigt og økonomisk, har bedre muligheder for at ansætte folk med særlige kompetencer inden for fundraising, medlemshvervning og medieomtale. På den måde kan de forstærke en god udvikling,” siger Bjarne Ibsen.

Han vurderer dog også, at opbakningen til foreningerne varierer, alt efter hvor bange folk er for sygdommene, og om de anser sygdommen for være selvforskyldt igennem usund livsstil og rygning.

Her er Lungeforeningen et eksempel. Foreningen er økonomisk og medlemsmæssigt blandt de små foreninger i Altingets opgørelse. Men foreningen er blandt andet talerør for danskere med KOL, der en af de hyppigste dødsårsager i Danmark, ligesom at antallet af danskere med lidelsen vurderes at være på omkring 200.000. 

Bjarne Ibsen peger selv på, at Diabtetesforeningen i teorien har potentiale til at have langt flere medlemmer og få langt flere donationer, fordi diabetes er så udbredt i befolkningen og ventes at stige.

”Men folk kan have en opfattelse af at diabetes ofte er selvforskyldt. Det at sygdommen ligesom KOL har en klar social slagside kan jo være en medvirkende årsag til, at Diabtesforeningen ikke er større medlemsmæssigt og dermed også økonomisk, ” siger Bjarne Ibsen.

Det er en mellemstor forening med 80.000 medlemmer og indtjening på 50 millioner årligt, men ikke mindre end 320.000 danskere er diagnosticeret med diabetes.

At Hjerteforeningen, men især Kræftens Bekæmpelse er så meget større end de andre foreninger og har oplevet en stor økonomisk vækst, forklarer han med, at de to foreninger i mange år har arbejdet uhyre professionelt med alt fra fundraising til imagepleje i befolkningen.

”Samtidig er Kræft og Hjertesygdom jo de helt store folkesygdomme, som er meget konkrete for de fleste,” siger Bjarne Ibsen om de to sygdomme, som slår flest danskere ihjel hvert år.

I dagens anden artikel om emnet fortæller to af opgørelsens små patientforeninger, Nyreforeningen og Lungeforeningen, hvad de vil gøre for at øge indtjeningen.

LÆS: Små patientforeninger vil kæmpe sig ud af dødvande

Dokumentation

Tabellen viser foreningernes årlige indtægter i millioner kroner. Resultatet er afrundet.

  2007 2009 2011 2013
Kræftens Bekæmpelse 465 572 556 693
Hjerteforeningen 84 100 108 138
Diabetesforeningen 41 41 46 49
Scleroseforeningen 42 44 58 51
Astma-Allergi Forbundet 13 15 16 15
Gigtforeningen 165 210 224 219
Nyreforeningen 11 15 10 11
Danmarks Lungeforening 6 6 6 6
Parkinsonforeningen 9 8 7 13
HjerneSagen 6 6 8 9

Kilde: Altinget


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kim Høgh

Selvstændig, fhv. adm. direktør, Hjerteforeningen
EMP (Insead 2009), MPA (CBS 2002), cand.mag. i fransk og idræt (Københavns Uni. 1997)

Leif Vestergaard Pedersen

Formand, Det Etiske Råd, formand, epilepsihospitalet Filadelfia
cand.oecon. (Aarhus Uni.)









0:000:00