Dagpenge-joker: Økonomer håber på stor nudging-gevinst

Børn med stor appetit på skumfiduser kan få afgørende betydning for effekten af den reform af dagpengesystemet, som regeringens kommission præsenterede deres anbefalinger til mandag.

I 1960 efterlod psykologen Walter Mischel børn alene med en skumfidus med udsigt til endnu en fidus som bonus, hvis de undlod at spise den første. De børn, som undgik fristelsen og udviste selvkontrol, klarede sig bedre senere i livet.

Ledige er ikke børn, og job er ikke skumfiduser.

Pointen er, at mennesker ofte tænker kortsigtet, men at deres adfærd kan reguleres markant ved en smule tilskyndelse, forklarer Michael Rosholm, tidligere økonomisk vismand og en af kommissionens uafhængige eksperter.

“Vi økonomer er først for nylig blevet opmærksomme på, at der inden for psykologien er sindssyg meget forskning, som viser, at mennesker tænker kortsigtet, men at en lille smule tilskyndelse kan få dem til at ændre fuldstændig adfærd,” siger professoren fra Aarhus Universitet.

Ubetrådt terræn for danske økonomer

Hvis man gjorde ingenting, ville omkring 9.000 personer ifølge kommissionens regnemaskine opbruge retten til dagpenge hvert år.

Hvis regeringen og et politisk flertal følger kommissionens anbefalinger, vil tallet falde til 6.700 personer årligt. Kommissionen har forsynet skønnet over udfaldsramte med en elastik, som strækker fra 1.700 til 2.800 personer årligt.

Vel at mærke ud fra traditionel økonomisk teori. Men kommissionen tillader sig væsentlig større optimisme baseret på såkaldt adfærdsøkonomiske effekter.

“Vi vil ikke lægge skjul på, at vi har været meget inspireret af den forskning, som foregår inden for det, som kaldes ‘behavioral economics and psychology’,” siger kommissionsformand Nina Smith, som er professor i økonomi på Aarhus Universitet.

I andre lande anvendes adfærdsøkonomiske effekter i stigende grad til design af sociale sikringssystemer. Men inden for dansk beskæftigelsesøkonomi og -politik er det stadig relativt ubetrådt land.

Ifølge Nina Smith føler kommissionen sig dog rimelig overbevist om, at regnskabet i virkeligheden bliver ‘pænere’ end de 6.700 udfaldne om året.

“Vi har ikke taget de adfærdsøkonomiske effekter med, fordi vi ikke har videnskabeligt belæg for det, men vi føler os ret trygge ved at sige, at vi tror, at det her er et overskøn,” siger hun.

Overblik = økonomisk rationalitet

Den ueksakte og for økonomerne lettere eksotiske videnskab har især inspireret til forslagene om karensdage og en såkaldt beskæftigelseskonto.

Med beskæftigelseskonto menes en personlig profil på a-kassens hjemmeside, hvor den ledige kan følge med i, hvor mange dages beskæftigelse, de mangler for at undgå karensdage – altså at blive trukket i dagpenge – og forlænge dagpengeperioden efter de to års udløb.

Det handler om at gøre data tydelig for den ledige, så det er muligt for dem at reagere. For uden overblik kan det være vanskeligt at opføre sig økonomisk rationelt.

Kommissionen foreslår to karensdage hver tredje måned, som kan annulleres ved tre ugers beskæftigelse i perioden. Det er fagbevægelsens repræsentanter ikke enige i, og har derfor lavet et såkaldt mindretalsforslag om én karensdag per fjerde måned.

LO-formand Harald Børsting betvivler dog ikke, at karensdagene vil have en effekt.

“Vi betvivler ikke effekten, men er imod, at de ledige selv skal betale forbedringerne. For os at se er der ingen tvivl om, at den virkelige motivation ligger i beskæftigelseskontoen frem for karensdagene,” siger han og ser det ikke som umuligt, at reformen i bedste fald kan reducere antallet af udfaldsramte til 4.000 personer årligt.

Læs hele artiklen på Altinget: arbejdsmarked (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.