Derfor stemmer vi om retsforbeholdet

Hvad er retsforbeholdet?
Det danske retsforbehold er ét af fire forbehold, som Danmark fik, efter 50,7 procent af danskerne stemte nej til Maastricht-traktaten i 1992. For at finde en måde at komme videre med traktaten fik Danmark lov til at stå uden for det militære samarbejde, det økonomiske samarbejde, det retlige samarbejde og fik samtidig skrevet ind, at EU-medborgerskab ikke havde forrang for det nationale. Det sidste blev siden en del af EU-traktaterne og gælder nu derfor for alle EU-borgere.

Hvad betyder retsforbeholdet i praksis?
Det betyder, at Danmark står udenfor, når der i EU træffes fælles beslutninger inden for det retlige område. Tilbage i 90’erne havde det ikke nogen praktisk betydning, da samarbejdet foregik på mellemstatsligt plan, hvor hvert land har sit veto. Der kunne Danmark stadig være med. Over tid har samarbejdet dog udviklet sig eksplosivt både i omfang og i den måde, det fungerer på. Lidt efter lidt er hele retssamarbejdet overgået til at blive vedtaget efter de almindeligt gældende EU-spilleregler, som Danmark står udenfor. Det betyder også, at Danmark lige så langsomt skubbes ud af de områder, hvor vi hidtil har været med, når disse overgår til at blive besluttet på såkaldt overnationalt plan.

Hvorfor skal vi stemme om det nu?
I Bruxelles forhandler man lige nu om en opdatering af det fælles europæiske politisamarbejde, Europol, så det overgår fra at være et mellemstatsligt samarbejde mellem landene til at være almindeligt, overnationalt EU-samarbejde. Det betyder, at Danmark inden for ganske kort tid ikke længere kan være med i Europol. Det er den primære grund til, at fem partier har indgået en aftale om at ville af med forbeholdet, nemlig Venstre, Konservative, Socialdemokraterne, Radikale og SF. Der er også andre områder, som for eksempel samarbejde mod menneskehandel og børneporno, hvor et flertal af politikerne gerne ser, at Danmark kommer til at deltage. Men den mest tungtvejende grund er, at man ikke vil stå uden for politisamarbejdet. Derfor hedder udspillet fra ja-partierne fra tidligere i år også ”Aftale om Danmark i Europol”.

Skal vi så helt af med forbeholdet?
Ja og nej. Rent juridisk fjerner vi hele forbeholdet. Men der kommer ikke til at være en mulighed på stemmeblanketten for at komme helt af med det. I stedet vil vi sige ja eller nej til en tilvalgsordning, der i EU-slang kaldes en opt-in. Det betyder, at danske politikere fremover fra gang til gang vil vurdere, om Danmark skal deltage i et givent politikområde. Partierne bag aftalen har dog besluttet, at Danmark også fortsat skal være uden for den EU-lovgivning på asyl- og indvandringsområdet, som vi i dag står udenfor. Derfor har de givet hinanden vetoret på netop det område. For at gøre det hele mere forvirrende er Danmark via en række såkaldte parallelaftaler en del af noget retssamarbejde på området, herunder Schengen-reglerne om grænsekontrol og den såkaldte Dublin-forordning, der regulerer, hvilket land der skal tage sig af asylansøgere. Disse områder vil Danmark også fortsat være en del af - uanset udfaldet af folkeafstemningen.

Hvad er det med den asyl-garanti?
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er forhippet på at understrege, at han mener det alvorlig, når han siger, at Danmark skal stå uden for EU's fælles asylpolitik. Derfor har han fået indskrevet i bemærkningerne til lovforslaget om folkeafstemningen, at det er et krav for Venstre, Konservative og Socialdemokraterne, at der skal holdes endnu en folkeafstemning, hvis man på et senere tidspunkt mener, at Danmark skal være med. Det er dog ikke en juridisk garanti, som hverken nej-partierne eller jura-eksperter giver det helt store for, da det stadig vil være noget, der kan afgøres af et flertal i Folketinget.

Hvordan fungerer sådan en tilvalgsordning?
Rent praktisk har Danmark tre måneder til at melde ind, om man har lyst til at deltage, når der bliver foreslået ny lovgivning i Bruxelles. Siger Danmark ja, forhandler vi på lige fod med de andre EU-lande og forhandlingsresultatet bliver bindende for Danmark. Den eneste forskel er, at hvis vi ender med at stemme nej i sidste ende, så tæller vores stemme ikke. Det vil sige, at vi ikke kan være tungen på vægtskålen, der afgør, om de andre lande vedtager et givent forslag. Opstår den særlige situation, vil vi heller ikke blive omfattet af reglerne, selv om vi havde sagt ja i første omgang. Siger Danmark ikke ja fra starten, forhandler de andre medlemslande uden Danmark. Til gengæld kan Danmark vælge at tilmelde sig den nye lovgivning senere, når den ligger klar. Den ret bevares, så Danmark kan melde sig ind i de fælles EU-regler på et hvilket som helst senere tidspunkt. Det er ikke muligt at melde sig ud igen, når der først er sagt ja. Det kan vi først, det øjeblik reglerne eventuelt skal revideres.

Hvad hvis vi siger nej?
Hvis vi siger nej, åbner der sig en række spørgsmål. For det første skal nej’et respekteres og analyseres, så det bliver klart, hvad det er, den danske befolkning ikke ønsker at være med til. Er det bare et ønske om at bevare status quo? Eller vil man for eksempel slet ikke have et fælles politisamarbejde som Europol? Det sidste har betydning for, om der fremover skal arbejdes på, at vi kan få en samarbejdsstatus via såkaldte parallelaftaler, når vi udelukkes fra områder, hvor vi hidtil har været med. Disse aftaler er dog ikke nemme at få. De skal godkendes af EU-Kommissionen, EU-Parlamentet og et kvalificeret flertal blandt de øvrige 27 lande i Ministerrådet, og de tager typisk mange år at få på plads – hvis de andre overhovedet siger ja til dem.

Hvordan virker parallelaftaler?
En parallelaftale er aftale forhandlet mellem Danmark på den ene side og EU på den anden, der tillader Danmark at deltage i dele af retssamarbejdet på trods af forbeholdet. Det er en model, som EU normalt bruger til at indgå aftaler med lande uden for Unionen, og Danmark er det eneste EU-land, der har sådanne aftaler. For at få en parallelaftale skal Danmark ansøge EU-Kommissionen, der har gjort klart, at sådan en løsning kun må anvendes i undtagelsestilfælde og i en overgangsperiode. Derefter skal aftalerne godkendes af EU-lovgiverne i Europa-Parlamentet og Ministerrådet. Danmark kan kun søge om parallelaftale, når et EU-regelsæt er vedtaget. Det vil sige, at Danmark ikke har indflydelse på de regler, som man eventuelt senere vil bede om at kunne tilslutte sig. Danmark har hidtil søgt om seks parallelaftaler, hvor af EU-Kommissionen har sagt nej til de to. 

Er tilvalgsordningen ikke bare en glidebane mod mere EU?
Det bliver op til de folkevalgte. Det er dem, der skal beslutte fra sag til sag, om Danmark skal være med i de fælles regler på det retlige område. Det er dog et klart ønske fra ja-partierne, at Danmark deltager i en række konkrete retsakter, og at der er mulighed for, at vi vælger fremtidige EU-regler til, som et flertal vurderer er i Danmarks interesse. Derfor vil et ja medføre mere EU-samarbejde. Så spørgsmålet er nok snarere, om man har tillid til, at politikerne på Christiansborg træffer de rigtige beslutninger om, hvor vi skal være med, og hvor vi skal stå udenfor.