Spørg om retsforbeholdet - Hvornår fanger bordet ved tilvalgsordningen?

Spørgsmål fra Karl

Hej Altinget

Jeg har et spørgsmål om ”bordet fanger”, som jeg synes, der slet ikke har været opmærksomhed om. Min påstand er, at hver gang EU-Kommissionen fremover vil tage initiativ til en fælles EU-lovgivning på retsområdet, så betyder et dansk ja til folkeafstemningen, at Folketinget forinden skal tage stilling til, om vi vil indgå i forhandlingerne eller afvente resultatet og så tage stilling.

I givet fald er det så ikke rigtigt, at Danmark skal implementere resultatet af sådanne forhandlinger, uanset om et folketingsflertal er imod det resultat, der kom ud af forhandlingerne? Min bemærkning er, at det jo er en form for gambling, hvor man spiller med og skal købe resultatet forlods.

(Spørgsmålet er forkortet af redaktionen)

Kære Karl
Tilvalgsordningen giver et flertal i Folketinget mulighed for at vælge fra sag til sag, om vi skal være med i ny lovgivning på retsområdet. Det virker på den måde, at EU-Kommissionen kommer med et forslag til ny lovgivning, hvorefter Danmark har tre måneder til at bestemme sig til, hvordan man vil forholde sig til det.

Der er flere muligheder. Politikerne kan vente og se, om de endelige regler er noget, et flertal mener, at Danmark skal gå med i. I det tilfælde har vi ingen rolle i forhandlingerne, men må tage det resultat, de andre finder frem til – eller vælge at stå helt udenfor, hvis det ikke er noget, vi har lyst til at være med i.

Hvis lovforslaget er noget, som det politiske flertal på forhånd ved, at det er interesseret i, kan man vælge at gå med med det samme. Det betyder, at Danmark sidder med ved forhandlingsbordet på lige fod med alle de andre lande. Det betyder samtidig, at forhandlingsresultatet er bindende for Danmark, sådan som du selv beskriver det.

Der er en undtagelse for denne regel, der gælder i det tilfælde, hvor et dansk nej skulle ende som tungen på vægtskålen. I det tilfælde tæller det danske nej ikke. Til gengæld bliver vi heller ikke bundet af reglerne. Det er dog en situation, som endnu aldrig er indtræffet for hverken irerne eller briterne i de mere end 15 år, de har haft den tilvalgsordning, som vi stemmer om på torsdag.

Hvornår fanger bordet? 
Der foregår en større diskussion om, hvorvidt fælden klapper for alvor og for evigt, hvis Danmark først har tilvalgt et stykke lovgivning. Her har Justitsministeriet fremført, at det ifølge Grundloven altid er muligt for Folketinget at tage suverænitet tilbage.

Her støder man bare ind i det problem, at det i EU-retlig optik altid er EU-retten, der har forrang for national lovgivning. Ifølge den kan man ikke bare melde sig ud af dele af samarbejdet, som man allerede har sagt ja til. Et brud på spillereglerne af den karakter er som udgangspunkt helt uacceptabelt for Fællesskabet og er noget, som kunne sætte hele Danmarks forhold til EU på spil.

Det vil altså sige, at Danmark altid kan tage sin suverænitet tilbage. Det er bare ikke sikkert, at vi kan fortsætte som EU-medlem, med mindre vi finder en politisk løsning i samarbejde med de andre EU-lande.

Der findes en anden måde, hvor Danmark ville kunne få lov at træde ud af regler igen, som vi allerede har sagt ja til. Det sker i det øjeblik, at et EU-regelsæt skal revideres. Her kan vi vælge de nye regler fra. Som udgangspunkt vil Danmark stadig være bundet af de gamle regler, med mindre de andre lande finder, at de nye regler gør dem uanvendelige. I det tilfælde kan de andre lande vælge at udelukke Danmark fra det oprindelige regelsæt. Men det er altså ikke nogen skudsikker metode.

Venlig hilsen 

Rikke Albrechtsen
Altingets EU-redaktør