Vikarer og freelancere venter stadig på en dagpengeløsning

HÆNGEPARTI: Dagpengekommissionen måtte droppe anbefalinger om atypiske ansættelser på grund af tidsnød. Fagforbund frygter stedmoderlig behandling i arbejdsgruppe.

For selvstændige kan dagpengereglerne være en jungle, men efterårets politiske aftale om et nyt dagpengeystem gik uden om reglerne for såkaldte atypiske ansættelser.
For selvstændige kan dagpengereglerne være en jungle, men efterårets politiske aftale om et nyt dagpengeystem gik uden om reglerne for såkaldte atypiske ansættelser.Foto: Søren Elkrog Friis/Altinget.dk
Søren Elkrog FriisKasper Kaasgaard

"Dagpengekommissionen var rigtig lang tid om deres arbejde, så hvis ikke det her skal ende som noget hastværk, er det altså med at få fingeren ud og komme i gang," siger FOA-formand Dennis Kristenen.

Han taler om, at en stor gruppe af arbejdsmarkedet ikke er omfattet af det nye dagpengesystem.

På grund af tidsnød valgte Dagpengekommissionen ikke at opfylde den del af sit kommisorium, som omhandlede såkaldt 'atypisk beskæftigede' – det vil sige honorarlønnede, kontraktansatte, freelancere og enkeltmandsfirmaer.

Deres udfordringer med dagpengereglerne skal i stedet behandles i en arbejdsgruppe med deltagelse af arbejdsmarkedets parter.

I øjeblikket ser vi, at den her måde at arbejde på spreder sig som en steppebrand på hele arbejdsmarkedet.

Ingmar Jørgensen
Juridisk chefkonsulent, AK-Samvirke

Men 'den lille dagpengekommission' er endnu ikke nedsat og ventes først at gå i gang med arbejdet efter nytår.

Det får nu flere af landets største fagforbund til at efterlyse handling fra beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V), så de atypisk ansatte ikke ender med at stå tilbage med uforrettet sag, når de nye dagpengeregler træder i kraft i starten af 2017.

Falder mellem to stole i systemet
Da dagpengesystemet blev skabt for over 100 år siden, var arbejde fast og på fuld tid. Men i løbet af de seneste 20-25 år er mængden af atypiske ansættelser vokset markant og udgør nu omkring 25 procent af arbejdsmarkedet.

"I øjeblikket ser vi, at den her måde at arbejde på spreder sig som en steppebrand på hele arbejdsmarkedet," siger Ingmar Jørgensen, der er juridisk chefkonsulent i A-Kassernes Samvirke.

Der er et grundlæggende problem, at definitionerne af selvstændig virksomhed er uklare. Det betyder for eksempel, at vikaransatte på deltid skal betale fuld pris for medlemskab af en a-kasse, men kun kan modtage en begrænset dagpengesats ved ledighed.

"Dagpengesystemet har simpelthen svært ved at håndtere, så snart folk begynder at operere som noget, der ligner eller er selvstændig virksomhed. Lavpraktisk får det den konsekvens, at mange falder mellem to stole i systemet og derfor bliver begrænsede i deres mulighed for at få dagpenge," siger Ingmar Jørgensen.

"Bliver ualmindelig svær opgave"
Dagpengekommissionen burde have håndteret den komplekse problemstilling som det første, mener han.

"Det var jo sådan set en af de vigtigste opgaver for Dagpengekommissionen. At man ender med en politisk aftale, som ikke omfatter de her grupper, gør det nok svært at komme igennem med de rigtige løsninger. Så jeg tror, at det bliver en ualmindelig svær opgave," siger Ingmar Jørgensen.

FOA-formand Dennis Kristensen er bange for, at forligspartierne bag dagpengeaftalen ikke tager problemstillingen alvorligt.

"Dagpengekommissionen skød problemet til hjørne. Og man kunne frygte, at arbejdsgruppen giver det en stedmoderlig behandling og ender med lidt små justeringer, som ikke ændrer grundlæggende på problemet," siger han.

Læs hele historien på Altinget: arbejdsmarked (kræver abonnement). Bestil et gratis prøveabonnement her.

Dokumentation

Det skriver Dagpengekommissionen om hovedproblemstillinger i det nuværende system

Personer, der arbejder som for eksempel honorarlønnede, kontraktansatte og freelancere, opfattes som ”atypisk beskæftigede” i det omfang, de ikke arbejder i et traditionelt ansættelsesforhold som lønmodtagere, men heller ikke er ”typiske selvstændige”. Hvis de anses for selvstændige, kan de ikke få dagpenge i perioder uden beskæftigelse.

Definitionen på selvstændig virksomhed i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand adskiller sig fra skattereglernes definitioner af forskellige typer af selvstændig virksomhed.

Det kan være en fordel at blive betragtet som selvstændig i skattemæssige henseende, mens der i relation til arbejdsløshedsforsikringen er størst fordel ved at blive betragtet som lønmodtager, når ledigheden indtræder.

Ophør med selvstændig virksomhed (ledighedskriteriet)
Kravene om dokumentation for ophør med selvstændig virksomhed er omfattende og ofte svære at opfylde, fordi der stilles krav om objektive og konstaterbare beviser for, at den selvstændige ikke længere har mulighed for at arbejde i virksomheden og for at kunne fastslå datoen for ophøret.

Dagpenge til selvstændige vil virke som direkte eller indirekte erhvervsstøtte, hvis den selvstændige ikke er helt ophørt med virksomheden. Udbetaling af dagpenge vil med andre ord være statsstøtte og vil dermed kunne være i strid med EU-reglerne på området.

Det opleves som en udfordring, at ledige som udgangspunkt ikke kan blive ved med at modtage dagpenge, hvis den pågældende starter en selvstændig virksomhed. Reglerne giver ikke mulighed for, at ledige dagpengemodtagere kan starte egen selvstændig virksomhed med henblik på at blive selvforsørgende.

Selvstændiges optjening af ret til dagpenge
Selvstændiges oplysninger om, hvor meget de har arbejdet i virksomheden, kan ikke kontrolleres af tredjemand. Reglerne om, hvorvidt beskæftigelseskravet er opfyldt, er svære at administrere, fordi mange faktiske omstændigheder skal indgå i en samlet vurdering. Reglerne om beregning af dagpenge til selvstændige opfattes som besværlige og ikke altid ”retfærdige”, fordi opgørelsen af arbejdsfortjenesten sker på baggrund af virksomhedens regnskab og skattemæssige resultat med visse reguleringer, og fordi overskuddet i mange virksomheder er faldende henimod det tidspunkt, hvor virksomheden ophører.

Oplysninger om selvstændiges omsætning eller årsindtægt bliver ikke løbende indberettet til eIndkomstregistret, men oplysningerne indberettes kun en gang om året til SKAT. Det betyder, at der ikke er de samme muligheder for at digitalisere optjeningen som for lønmodtagere.

Læs mere i Dagpengekommissionens særskilte notat: "Dagpengesystemet for selvstændige, freelancere og honorarmodtagere." 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dennis Kristensen

Fhv. forbundsformand, FOA
portør (Amtssygehuset i Herlev 1976)

0:000:00