Pia Kjærsgaard skyder skatteombudsmand ned

FEJLUDLÆGNING: Der kommer ingen særlig skatteombudsmand. Det slår Folketingets formand nu fast oven på udmeldinger om det modsatte fra Liberal Alliance og skatteministeren.

Folketinget er Ombudsmandens arbejdsgiver. Og Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF) vil den kommende tid drøfte med Ombudsmanden, hvordan skatteområdet kan opprioriteres.
Folketinget er Ombudsmandens arbejdsgiver. Og Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF) vil den kommende tid drøfte med Ombudsmanden, hvordan skatteområdet kan opprioriteres.Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Kim RosenkildeCecilie Gormsen

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, kritiserer nu skatteminister Karsten Lauritzen (V) og Liberal Alliance for at oplyse om, at der oprettes en ny skatteombudsmand. 

En sådan særlig ombudsmand er nemlig ikke på tegnebrættet, slår Pia Kjærsgaard fast i en mail sendt til Folketingets skatteordførere. 

Her understreger formanden, at hverken hun eller Folketingets Præsidium - i sin egenskab af Ombudsmandens formelle arbejdsgiver - har givet grønt lys for etableringen af en skatteombudsmand.

”De klovner lidt rundt i det. Vi laver ikke en selvstændig skatteombudsmand eller nogen ny institution, som hedder noget med ’ombudsmand’," siger Pia Kjærsgaard til Altinget.

Fakta
Ombudsmandens aktuelle kompetence på skatteområdet

Ombudsmandens kompetence omfatter alle dele af den offentlige forvaltning.

Således er såvel statsforvaltningen som kommunalforvaltningen samt råd og nævn som Skatterådet, Landsskatteretten, skatteankenævn, vurderingsankenævn og motorankenævn omfattet af kompetencen.

Alle sager på skatteområdet, herunder spørgsmålet om faktisk forvaltningsmyndighed, er således omfattet af ombudsmandens kontrol.

Klage til Ombudsmanden skal være indgivet senest 1 år efter, at afgørelsen er kommet frem til adressaten, uanset om adressaten først bliver bekendt med afgørelsen senere. 

Hvis der i særlovgivningen er en lovhjemlet adgang til at klage til en anden administrativ myndighed på området, er det en betingelse for klage til Ombudsmanden, at denne adgang er udnyttet.

Ombudsmanden kan tage en sag op af egen drift.

Ombudsmandens opgave er at bedømme, om der er begået fejl og forsømmelser, eller om der i øvrigt er handlet i strid med gældende ret i form af ulovlig forvaltningsmyndighed, urimelige afgørelser eller manglende overholdelse af krav til sagsbehandlingen

Kilde: Skatteministeriet

'Skatteombudsmand' skulle ikke bruges
Fredag udsendte Liberal Alliances skatteordfører, Merete Riisager, en pressemeddelelse med overskriften ”Bred politisk opbakning til LA’s skatteombudsmand”.  

Samme dag skrev skatteminister Karsten Lauritzen på sin officielle Facebook-profil, at der nu er bred opbakning i Folketinget til at etablere en ”decideret skatteombudsmandsfunktion,” som kan holde et vågent og kritisk øje med skatteborgernes retssikkerhed. Men Pia Kjærsgaard understreger, at der udelukkende er tale om at lægge flere sager ind under den nuværende ombudsmandsinstitution og opruste på ressourcer her.

På et møde fredag var der ifølge Pia Kjærsgaard enighed om, at udtrykket ’skatteombudsmand’ ikke skulle anvendes.

Derfor har Pia Kjærsgaard også mere end svært ved at forstå, hvordan Liberal Alliance kort tid efter kunne finde på at udsende et pressemeddelelse, hvor netop ordet ’skatteombudsmand’ indgår i overskriften.

LA og Lauritzen beklager
Hos Liberal Alliance erkender skatteordfører Merete Riisager, at hun gik lidt for langt i sit ordvalg, da hun fredag fik udsendt pressemeddelelsen om den nye skatteombudsmand.

”Jeg kom til at bruge ordet skatteombudsmand, som ikke er korrekt i forhold til det mål, vi er enige om. Jeg lagde også mærke til, at ministeren kom til at bruge det samme ord senere på dagen. Det er jo fordi, det er det, vi har kaldt det i nogle år, og det kan være svært at aflære det begreb,” siger hun.

Merete Riisager fortæller, at hun har beklaget ordvalget over for formanden og lovet Pia Kjærsgaard, at hun fremadrettet vil bruge begreberne mere korrekt.

Også skatteminister Karsten Lauritzen beklager, hvis hans Facebook-formulering har været med til at forlede nogen til at få det indtryk, at der rent faktisk oprettes en selvstændig skatteombudsmand.

”Hvis mine formuleringer her har medført misforståelser, er det selvfølgelig beklageligt. Jeg er helt enig med Folketingets formand og Folketingets partier i, at der er tale om en på skatteområdet retssikkerhedsmæssig oprustning hos Folketingets Ombudsmand - ikke en ny ombudsmand,” skriver Karsten Lauritzen i en skriftlig kommentar til Altinget.

Dokumentation

Folketingets formands mail om 'skatteombudsmand'

Fredag sendte Folketigets formand, Pia Kjærsgaard (DF), nedenstående mail til LA's skatteordfører Merete Riisager og Folketingets øvrige skatteordfører.

Mailen var en reaktion på en pressemeddelelse fra Liberal Alliance med overskriften 'Bred politisk opbakning til LA’s skatteombudsmand'.

----

Kære Merete Riisager 

Tak for mødet her til morgen på mit kontor. Liberal Alliance har i forlængelse af mødet udsendt en pressemeddelelse vedr. en ”skatteombudsmand”. Men det er min opfattelse, at pressemeddelelsen er så behæftet med fejl, at jeg må reagere.

For det første var der tale om et orienterende møde mellem Folketingets skatteordførere og Folketingets formand, og Folketingets Præsidium har således ikke givet deres støtte til en ”uafhængig skatteombudsmand”.

For det andet kan jeg slet ikke genkende pressemeddelelsens forklaring om, at der skal være tale om ”skatteombudsmand”, som skal ”…være en uafhængig, specialiseret enhed under Folketingets Ombudsmand.”

Alle mødedeltagere, bl.a. dig selv, lagde stor vægt på, at man ikke anvendte udtrykket ”skatteombudsmand”, men at der skulle være tale om at styrke Folketingets Ombudsmand, således at denne institution kan forøge sin indsats på skatteområdet.

Jeg håber, du vil udsende en berigtigende pressemeddelelse.

 Med venlig hilsen

 Pia Kjærsgaard


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Bruus

Skatteminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2007)

Lisbeth Bech-Nielsen

MF (SF), finansordfører
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2009)

Merete Riisager

Forfatter, foredragsholder, fhv. undervisningsminister (LA), fhv. direktør, Dansk Svømmeunion
cand.mag.pæd. (Københavns Uni. 2003)









0:000:00