Udspil: LA vil forbyde internet under eksamener

REFORM: For at forbedre fagligheden og bremse tiltagende elevsnyd vil Liberal Alliance lukke for gymnasieelevers adgang til nettet ved eksamener. ”Flere og mere retfærdige eksamener,” lyder det i nyt udspil. (Præciseret.)

Foto: Colourbox.com
Erik Bjørn Møller

Danske gymnasieelever skal ikke længere have adgang til digital hjælp fra internettet under eksamener, men skal i stedet vise hvad de har lært uden brug af google eller andre digitale hjælpemidler.

Det mener Liberal Alliance, der i et nyt udspil til forhandlingerne om en ny gymnasiereform lægger op til både at øge antallet af prøver og eksamener – og gøre dem mere retfærdige uden de samme muligheder for snyd som i dag.

”Vi er kommet ind på en forkert vej i Danmark, hvor vi tror, at al digitalisering af uddannelse er godt. Det er det ikke. De unge er jo i forvejen digitale fra morgen til aften, men det giver jo ingen mening at have søgefunktioner til eksamen, for man skal jo ikke eksamineres i, om man er i stand til at hente viden, men om man faktisk har læst og forstået og kan finde ud af at bruge det uden hjælp,” siger Liberal Alliances undervisningsordfører Merete Riisager.

”Hvis man skal have kørekort, skal man jo også vise, om man kan køre bil. Ikke om man kan finde ud af at sætte automatpiloten til,” tilføjer hun og påpeger, at forslaget vil reducere elevers snyd til ”et minimum.”

Forslag møder kritik
Forslaget om at spærre for adgangen til nettet møder dog ingen opbakning fra gymnasierektorerne i Danske Gymnasier, hvor formand Anne-Birgitte Rasmussen har svært ved at forestille sig, at ”vi skulle gå tilbage til blyant og papir”.

”Vi mener, at vi er nødt til at have nettet med. Vi kan ikke forestille os, at vi – i den tid vi lever i – afvikler vores prøver, uden at eleverne har adgang til det materiale, de har anvendt. Det hele ligger jo digitalt, og det er meget svært at se en virkelighed, hvor man ikke har adgang til nettet,” siger hun.

Liberal Alliance lægger også op til at øge antallet af eksamener, ligesom partiet vil indføre mundtlig eksamination af den såkaldte SRP-opgave (studieretningsprojekt). Det skyldes blandt andet meldinger fra gymnasielærere om, at elever får så megen hjælp fra familie og venner til SRP'en, at det nogle gange skaber tvivl om, hvorvidt eleverne selv har forstået, hvad det går ud på.

Artiklens overskrift og indledning er præciseret efter, at LA-ordfører Merete Riisager på Facebook - helt berettiget - har kritiseret den oprindelige overskrift "Liberal Alliance kræver blyant og papir ved eksamen." Den overskrift er der ikke dækning for i artiklen, som i omtalen af Liberal Alliances nye gymnasieudspil blandt andet fokuserer på forslaget om at sætte ind mod elevsnyd ved at hindre netadgang under eksamenerne. Altinget beklager den misvisende overskrift.

Læs hele artiklen på Altinget : uddannelse (kræver abonnement). Få gratis prøveabonnement her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne-Birgitte Rasmussen

Fhv. rektor, Københavns åbne Gymnasium
cand.scient. i matematik og fysik (Københavns Uni. 1984), MPG (Copenhagen Business School)

Merete Riisager

Forfatter, foredragsholder, fhv. undervisningsminister (LA), fhv. direktør, Dansk Svømmeunion
cand.mag.pæd. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00