Hollænderne sætter EU på prøve med ny folkeafstemning

BRUXELLES: Da Altinget fanger Bart Nijman på mobilen, sidder han i kampagnebussen i den mellemstore by Nijmegen i slutspurten på sin valgturné, inden hollænderne onsdag går i stemmeboksen for at kaste deres dom over den handels- og associeringsaftale med Ukraine, som EU har indgået.  

Nijman står i spidsen for GeenPeil, kampagneafdelingen af den populistiske og populære satiriske nyhedsblog GeenStijl, der har mere end en lille aktie i, at hollænderne overhovedet skal til urnerne 6. april, efter det lykkedes dem at indhente 427.939 gyldige underskrifter for en folkeafstemning.

Kampagnen, der føres sammen med EU-skeptikerne i tænketanken Forum voor Democratie og foreningen Burgercomité EU, er den første af sin art, efter en ny lov 1. juli 2015 åbnede for, at et minimum af 300.000 underskrifter kunne fremtvinge en folkeafstemning om nye politiske tiltag. 

Ukraine ved et tilfælde
Bart Nijman indrømmer blankt, at det var lidt tilfældigt, at det lige blev aftalen med Ukraine, der kom i søgelyset. Det flaskede sig bare sådan, at det var den første passende EU-relaterede sag, der kom igennem det hollandske parlaments to kamre sidste sommer.

”Emnet var mindre vigtigt,” siger han i en pause mellem uddeling af flyers og småkager på kampagnesporet.

”Vi ville bruge den nye folkeafstemningslov i praksis så hurtigt som muligt, fordi vi føler, at både det europæiske demokrati og det hollandske demokrati er ude af trit med, hvad vælgerne vil have.”

Han er dog godt tilfreds med, at det alligevel blev aftalen med Ukraine, der nu skal stemmes om, fordi det tvinger en debat frem om Unionens strategiske gøren og laden, som ellers var gået under befolkningens radar.

”Vi står på et tidspunkt, hvor der i vest er en folkeafstemning om britisk EU-medlemskab på bedding. I syd har vi Grækenland med sin stadig uløste økonomiske krise, der kan blusse op igen, hvornår det skal være. Og derudover har vi en stor migrationskrise. Der er allerede ret mange ildebrande inden for EU, som vi ikke har styr på. På samme tid udvider man mod øst og vækker den russiske bjørn – det reagerede vi imod,” siger Nijman.

Stor skepsis
EU’s såkaldte associeringsaftale med Ukraine fra 2014 giver frihandel og visumfri adgang i bytte mod reformer af blandt andet retsvæsenet og økonomien og er blevet stemplet som den mest vidtgående aftale, EU nogensinde har indgået af den slags.

Aftalen er støttet af alle EU’s 28 ledere og fremhæves i skåltalerne som den demokratiske håndsrækning, der skal hjælpe ukrainerne på politisk og økonomisk kurs igen.

Et massivt politisk flertal i Holland er for aftalen, der kun blev afvist af det yderste højre og venstre hos henholdsvis Geert Wilders’ populistiske Frihedsparti på den ene fløj og det kommunistiske Socialistparti samt enkeltsagsgruppen Dyrerettighedspartiet på den anden.

På nej-siden er der derimod stor skepsis over for aftalen, og argumenterne spænder bredt. Det mest vægtige argument har været, at mange ikke ønsker en politisk tilnærmelse mellem EU og det fattige, demokratisk ustabile og notoriske korrupte Ukraine, fordi man frygter, at det er at stille landet reelt EU-medlemskab i udsigt.

Sats fra regeringen
Den siddende storkoalition mellem Hollands svar på Venstre og Socialdemokraterne – VVD og PvdA – har med vilje ført ekstremt lav profil. Regeringen fører ikke egentlig valgkamp – blandt andet fordi de to partier ikke helt kan blive enige om deres EU-linje.

Men derudover har de også satset på, at befolkningen simpelthen ikke ville være interesseret nok til at dukke op, hvilket kunne betyde, at stemmeprocenten ikke nåede op på de påkrævede 30 procent, der gør resultatet gyldigt.

Enkelte ministre, herunder premierminister Mark Rutte, er nu kommet lidt mere på banen og har opfordret folk til at stemme. Men det kan være for sent, vurderer lektor i statskundskab ved Leiden Universitet, Hans Vollaard.

”Det er noget af et sats af den hollandske regering ikke at investere mere i kampagnen for at holde stemmeprocenten nede, for lige nu ser den ud til at komme over de 30 procent,” siger han.

Nej i front
De seneste meningsmålinger har vist et solidt flertal til nej-siden.

Sker det, så er regeringen presset til at acceptere udfaldet, også selv om afstemningen i princippet kun er vejledende, mener Jan Marinus Wiersma, der i 15 år var medlem af Europa-Parlamentet for de hollandske socialdemokrater, PvdA.

I dag er han ekstern senioranalytiker ved det udenrigspolitiske forskningsinstitut Clingendael med speciale i EU’s naboskabspolitik.

”Regeringen vil acceptere, at et nej er et nej, og dermed har de mere eller mindre erklæret afstemningen bindende. Så den er politisk meget svær at ignorere,” siger Wiersma.

Ingen plan B
Han påpeger det paradoksale i, at aftalen sådan set allerede provisorisk er trådt i kraft pr. 1. januar i år, hvilket gør det ekstra penibelt, hvis et enkelt land pludselig modsætter sig. Derfor er der heller ikke nogen på ja-fløjen, der tør tænke højt om konsekvenserne af et nej.

”Alle forsøger at undgå at diskutere, hvad der så skal ske. Regeringen siger, at de først vil tage bestik af situationen efter afstemningen og vil ikke på forhånd give nogen indikation af, hvad de vil gøre. Men hvis ét land siger nej, så er det veto, og så er der ikke nogen aftale med Ukraine,” siger han.

Det betyder i Wiersmas optik dog ikke, at aftalen vil blive skrottet. Men der skal findes en løsning – måske med nogle tilpasninger. For eksempel med garantier til den hollandske befolkning om, at associeringsaftalen ikke er en direkte vej for ukrainerne til et senere EU-medlemskab, der kan gøre aftalen mere politisk spiselig for borgerne.

Folkeafstemningen i Holland foregår onsdag 6. april.

Læs hele artiklen på Altinget: eu (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.