Friskoler advarer mod mistænkeliggørelse

TILSYN: Politikerne løber med folkestemningen og er med til at udsætte de muslimske friskoler for kollektiv mistænkeliggørelse, mener formanden for Dansk Friskoleforening, der nu opfordrer politikerne til at vise tillid.

Peter Bendix Pedersen: Muslimske friskoler mistænkeliggøres, og det er uværdigt.
Peter Bendix Pedersen: Muslimske friskoler mistænkeliggøres, og det er uværdigt.
Erik Bjørn Møller

Fra højre til venstre har landets politikere ladet sig gribe af folkestemningens angst og bæven for terror og flygtninge og konkurrerer nu om, hvem der vil sætte hårdest ind med stramninger af tilsynet med landets 550 privat- og friskoler, samtidig med at de åbenlyst indrømmer, at stramningerne specielt er tiltænkt landets 28 muslimske friskoler.

Sådan lyder det fra formanden for Dansk Friskoleforening, Peter Bendix Pedersen, der i et netop afsendt brev til undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) og kulturminister Bertel Haarder (V) nu advarer skarpt imod den ”kollektive mistænkeliggørelse” af de muslimske friskoler.

”Det er jo simpelthen demokratisk uværdigt at behandle et mindretal på den måde. Det er en skidt tendens, men politikerne er blevet grebet af frygt og bæven og løber med folkestemningen, fordi de har set nogle dokumentarprogrammer på TV 2,” siger Peter Bendix Pedersen.

Han påpeger samtidig, at den kollektive mistænkeliggørelse ikke gavner arbejdet med at finde løsninger mod radikalisering.

”Jeg er derimod overbevist om, at det netop er disse skoler, der ligger inde med nogle af svarene på, hvordan vi undgår, at der sker radikalisering,” siger han.

Debat på uoplyst grundlag
Han påpeger, at der er behov for flere nuancer i debatten, hvor de flersprogede skoler også skal inddrages og gøres til medspillere frem for nu, ”hvor disse skoler slåes over én kam og udsættes for kollektiv mistænkeliggørelse”.

De politiske forslag til stramninger over for muslimske friskoler førte til, at Peter Bendix Pedersen i sidste uge inviterede repræsentanter fra foreningens 26 muslimske friskoler til møde for at høre deres opfattelse af problematikken.

”De fortæller samstemmende, at der ikke finder radikalisering sted på deres skoler, fordi de har meget tæt kontakt med både børn og familier. De fortæller også, at de føler sig misforstået, at de udsættes for mytedannelser, og at det er skudt helt forbi, hvis man tror, at radikalisering sker i grundskolen,” siger Peter Bendix Pedersen.

Peter Bendix Pedersen frygter, at politikernes ønsker om at gribe ind mod radikalisering medfører uigennemtænkte stramninger, som politikerne vil fortryde.

”Og nej, vi kan ikke tage imod alle flygtninge i det her land, og vi er alle bekymrede for terror. Men der må findes andre måder at tackle det på. Politikerne kræver mere kontrol. Jeg mener, at vi har brug for noget mere demokratisk tillid,” siger han.

Læs hele artiklen på Altinget: uddannelse (kræver abonnement). Få gratis prøveabonnement her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bertel Haarder

Fhv. MF og minister (V)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1970)

Ellen Trane Nørby

Fhv. minister & MF 2007-22 (V), byrådsmedlem, Sønderborg
cand.mag. i kunsthistorie (Københavns Uni. 2005)

0:000:00