Skoler svigter indsats mod mobning

STRATEGI: Hver tredje skole har ikke et værdiregelsæt og en antimobbestrategi, påpeger Red Barnet. Det er ikke godt nok, lyder det fra undervisningsministeren, der bebuder ny indsats for at understøtte skolernes arbejde.

Ifølge Red Barnet har hver tredje skole har ikke et værdiregelsæt og en antimobbestrategi.
Ifølge Red Barnet har hver tredje skole har ikke et værdiregelsæt og en antimobbestrategi.Foto: Katrine Emilie Andersen/ Scanpix
Erik Bjørn Møller

Til trods for at folkeskoleloven fastslår, at det er lovpligtigt, forsømmer skolebestyrelserne og skoleledelserne på hver tredje skole landet over at udarbejde et værdiregelsæt og en antimobbestrategi.

Det fremgår af et svar fra undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V), der citerer Red Barnet for oplysningerne om, at hver tredje skole ikke lever op til lovens krav. Og det er ministeren langt fra tilfreds med.

”Det er ikke godt nok. Skolerne skal leve op til folkeskolelovens krav,” fastslår hun i svaret til Socialdemokraternes Yildiz Akdogan.

Undervisningsministeriet vil derfor i samarbejde med flere organisationer med erfaring i at bekæmpe mobning nu undersøge, ”hvordan vi kan understøtte skolernes udarbejdelse og brug af antimobbestrategier, så strategierne opfylder deres hensigt, og så ingen børn og unge bliver mobbet,” fremgår det af svaret.

Det er ikke godt nok. Skolerne skal leve op til folkeskolelovens krav.

Ellen Trane Nørby (V)
Undervisningsminister

Mere komplekst end tidligere
Ifølge Ellen Trane Nørby er det nødvendigt, at skolerne løbende prioriterer både ”forebyggende og intervenerende” indsatser mod mobning.

”Bare ét tilfælde af mobning er nemlig ét for meget. Derudover har nye, digitale medier medført, at mobning har udviklet sig til et langt mere komplekst problem end tidligere,” skriver undervisningsministeren.

V har ændret kurs
Inden Venstre dannede regering efter folketingsvalget var partiets kurs imod mobning dog noget mere markant. I et udspil i valgkampen lød det blandt andet fra partiets daværende politiske ordfører, integrationsminister Inger Støjberg, at der skulle trækkes i børnechecken, hvis ikke mobbernes forældre hjælper til med at stoppe mobningen.

Samtidig ville Venstre også etablere et nyt centralt tilsyn, der med samme beføjelser som for eksempel Arbejdstilsynet skulle kunne udtale kritik og udstede påbud til skoler, der ikke tager affære, hvis en elev udsættes for mobning.

Men de initiativer har undervisningsministeren ikke stående på sin huskeseddel.

Nu handler det i stedet om samarbejde og en drøftelse af problemerne i en bredere kreds.

”Det er afgørende, at alle relevante parter involveres, så vi sikrer, at arbejdet mod at forebygge og bekæmpe mobning gør en forskel for de børn og unge, som i dag lider under mobning,” lyder det fra undervisningsminister Ellen Trane Nørby.

Læs hele artiklen på Altinget: uddannelse (kræver abonnement). Få gratis prøveabonnement her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ellen Trane Nørby

Fhv. minister & MF 2007-22 (V), byrådsmedlem, Sønderborg
cand.mag. i kunsthistorie (Københavns Uni. 2005)

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

0:000:00