Konventionerne er blevet deres egen værste fjende

Aldrig igen.

Efter rædslerne i Nazi-Tyskland skulle der en gang for alle nedfældes principper for at hindre, at en stat forfulgte og myrdede sine egne borgere. Og kom der alligevel en ny krig eller et nyt diktatur, skulle flygtninge i det mindste få sikkerhed i nabolandene.

Det var de principper, der lå bag to af de vigtigste internationale konventioner, den europæiske menneskerettigheds-konvention fra 1950 og FN’s flygtningekonvention fra 1951. De spiller en betydelig rolle den dag i dag – men på en noget anden måde, end det var tiltænkt fra start.

Tværs gennem sikre lande
Den problematik illustrerer flygtningekrisen om noget: Retten til at få asyl blev skabt som en reaktion på den skandaløse behandling af jødiske flygtninge i 30’erne. Dengang sendte en række lande, herunder Danmark, i flere tilfælde jøder tilbage til den visse død i Hitlers Tyskland.

I det øjeblik en lovgivning eller en konvention mister sin folkelige legitimitet, lever den på lånt tid. I hvert fald i et demokrati.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Kernerettigheden – at et naboland ikke bare kan returnere i flygtning i livsfare til et diktatur – er der givetvis stadig folkelig støtte til. Men som 2015 viste, har flygtningestrømmen en anden karakter i dag.

Sidste efterår kunne man se flygtninge fra lande som Syrien, Irak, Afghanistan og Eritrea vandre gennem fem-seks-syv sikre lande for at ende i Tyskland, Holland, Belgien eller Skandinavien.

Det har aldrig været hensigten. Beskyttelse mod forfølgelse er en menneskeret. Men det ikke en menneskeret at leve i et nordeuropæisk velfærdssamfund.

Total sammenblanding
Nu er det ikke nødvendigvis ordlyden i flygtningekonventionen, der er hovedproblemet. Ifølge konventionen kan man godt lave en lynbehandling ved grænsen til Tyskland og derefter returnere asyllanterne. For Tyskland er jo et sikkert land. Men det sker kun i begrænset omfang.

Det skyldes, at endnu en international aftale – den såkaldte Dublin-forordning – kun giver ret til at returnere asylansøgere, hvis de først har søgt asyl i et andet land, eller hvis man kan bevise ulovlig indrejse til et andet land. Og selv da er det op til forhandling mellem landene. 

Dermed er man endt i en situation, som absolut ingen havde forudset, da Danmark som det første land underskrev FN’s flygtningekonvention tilbage i 1952.

Det, der var ment som ret til beskyttelse af vitale rettigheder, er endt som total sammenblanding af asyl og migration.

En flugt, der for syriske flygtninge starter som en reel flugt fra en brutal borgerkrig, men undervejs forvandler sig til en migration til lande, hvor man kan få bedre materielle forhold end steder som Tyrkiet, Grækenland, Serbien, Makedonien, Kroatien og Slovenien.

Lex Levakovic
En lignende udvikling kan konstateres med den europæiske menneskerettighedskonvention, som har endnu stærkere stilling i dansk ret. For den inkorporerede Folketinget ligefrem i dansk lov tilbage i 1992, og i praksis har den efterhånden fået forrang for dansk ret.

Her er det især konventionens artikel 8, der har skabt røre. Kernen i artikel 8 er retten til familieliv, og den ret er gang på gang blevet brugt til til at forhindre udvisning af kriminelle. De senere år har det især vakt opsigt, at Gimi Levakovic med 23 domme i bagagen og en somalisk dreng, der havde voldtaget en 10-årig pige, begge slap for udvisning.

Det var alt andet end beskyttelsen af dybt kriminelle, der var tænkt på, da konventionen blev nedskrevet. Men som direktør i tænketanken Justitia, Jacob Mchangama, påpeger, begyndte man på et tidspunkt i 70’erne at udvide tolkningen af menneskerettighederne.

Der opstod en praksis, hvor den enkeltes interesser ofte kom til at trumfe samfundets interesser. Det så man netop i udvisningsdommene, hvor dommerne ifølge konventionens ordlyd nøje skal afveje den enkelte (kriminelles) interesser mod samfundets interesser. Men hvor afvejningen kun sjældent falder ud til fordel for samfundet.

Trussel mod sig selv
Den udvikling af konventionerne har aldrig været funderet i en folkelig debat. Og man kan næppe finde et eneste land i Europa, hvor et flertal i befolkningen vil støtte en dom som den i Levakovic-sagen.

Konsekvensen kan let blive en underminering af den folkelige opbakning til menneskerettighederne. Når flygtninge bruger konventionerne til migration, og når kriminelle bruger dem til at slippe for udvisning, banes vejen for dem, der gerne ser konventionerne helt skrottet. Og det er der flere og flere partier i Europa, der ønsker.

I Frankrig, Holland, Ungarn og Polen angribes konventionerne af partier på den yderste højrefløj, men den står ikke længere alene med kritikken.

Selv i de gamle mainstream-partier er der stadig stærkere røster om at tage forbehold for eller suspendere dele af konventionerne. Det ser man i lande som Storbritannien, Østrig, Slovakiet og Norge.

Herhjemme har Dansk Folkepartis kritik af konventionerne fået følge af Liberal Alliance og Konservative, og kritikken af konventionernes praksis deles langt ind i Venstre og Socialdemokratiet. Venstres daværende integrationsordfører Karsten Lauritzen kritiserede kort før valget det, han kaldte for "konventionsregimet".

På lånt tid
I det øjeblik en lovgivning eller en konvention mister sin folkelige legitimitet, lever den på lånt tid. I hvert fald i et demokrati.

Derfor er udviklingen meget alvorlig for dem, der vil beskytte essensen af konventionerne og de helt grundlæggende menneskerettigheder.

Det synes man at være blevet bevidst om i det danske Institut for Menneskerettigheder, hvor direktør Jonas Christoffersen har anlagt en mere fleksibel holdning end den, der kendetegnede hans dybt politiserende forgænger Morten Kjærum. Men den samme erkendelse er tydeligvis ikke nået til domstolene.

Venter der et efterår med flere Levakovic-domme og nye strømme af asylansøgere med kurs mod de nordeuropæiske velfærdsstater, kan det pludselig komme til at gå meget hurtigt med afviklingen af konventionerne.