Historien om skibsbyggeren, der endte med at bygge maskiner til mennesket

Gemt af vejen på et depot på Odense Bys Museer venter Anders Stengaard Sørensens svendestykke på at blive bragt til live.

En 22 motorer lang slangerobot. Designet til at kunne nå længere ind i skibsskrogets indre end nogen svejserobot før den.

Desværre for robotforskeren - og ikke mindst Odense Stålskibsværft, som under Mærsks ejerskab havde postet millioner i udviklingsarbejdet - kom slangerobotten aldrig i brug.

Tiden var ganske enkelt løbet fra dem. Asien havde med Murens fald og globaliseringens sejrsgang indtaget rollen som verdens fabrik og lagerhal. Lave lønninger og høj kvalitet kunne selv verdens mest avancerede automatiseringsteknologi ikke konkurrere med. Og således var der ikke andet at gøre end at arkivere slangerobotten og komme videre.

Mennesket er blevet objektet for robottens arbejde. Det åbner en masse nye projekter og dimensioner, som blandt andet er baggrunden for, at vi på Syddansk Universitet lavede en civilingeniøruddannelse i velfærdsteknologi.

Anders Stengaard Sørensen
Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, Syddansk Universitet

“Vi fik vist verden, hvad miljøet omkring Odense Stålskibsværft var i stand til. At vi kunne få succes med en teknologi, som Nasa havde skrottet, fordi de ikke kunne få det til at virke. Men samtidig fik vi også vist os selv, hvorfor vi var nødt til at komme videre,” fortæller Anders Stengaard Sørensen, der i dag er lektor på Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet.

Her tager den 45-årige odenseaner, som ikke kun er ingeniør af navn, men så sandelig også af påklædning - kortærmet skjorte, Fjällräven-bukser og fodformede lædersko - imod på det nøjsomt indrettede kontor på første sal. Bøger, papirstakke, ringbind og en computer er der gjort plads til. Og stole til at sidde i.

Vi fik vist verden, hvad miljøet omkring Odense Stålskibsværft var i stand til. At vi kunne få succes med en teknologi, som Nasa havde skrottet, fordi de ikke kunne få det til at virke. Men samtidig fik vi også vist os selv, hvorfor vi var nødt til at komme videre.

Anders Stengaard Sørensen
Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, Syddansk Universitet

Men det er tydeligt, at tiden helst tilbringes et andet sted. Nemlig i laboratoriet i stueetagen, hvor han sammen med et hold af forskningsassistenter arbejder på at udvikle en serie nye træningsrobotter.

Robotter skulle gøre op med manuelt arbejde
Dem vender vi tilbage til. Først skal lektoren afslutte historien om, hvordan en skibsbygger fra Lindø ender blandt landets førende udviklere af velfærdsteknologiske robotter.

Automatisering var i slutningen af firserne ikke til at komme uden om, hvis man ville optimere produktionen. Det var ledelsen på Odense Stålskibsværft godt klar over. Japan var dengang ligesom i dag stedet at søge teknologisk inspiration, så derfor importerede man et nyt svejsesystem, som straks bankede produktiviteten i vejret.

Problemet med det japanske system var, at det kun kunne svejse lige linjer i åbne konstruktioner. Det er fint nok, når man bygger et containerskib. Og selv om Mærsk byggede masser af dem, byggede man også supertankere og andre skibe, som i højere grad var designet i krumme linjer.

“Et andet problem var, at der ikke fandtes maskiner, som kunne svejse inde i skibet, når først skroget var sat sammen. Det betød, at en stor del af produktionen kun kunne laves på manual vis,” forklarer Anders Stengaard Sørensen foran tavlen på kontoret.

Et tilfælde gjorde, at direktøren på skibsværftet en dag - efter sigende på golfbanen - hørte om et nyt projekt om kompleks molekyledynamik, som forskere fra Syddansk Universitet var involveret i. Og dermed var en ny forskningsdisciplin født.

Murens fald dræbte forskningen
De tekniske detaljer hverken kan eller skal artiklen gå i detaljer med. Men forklaringen er ifølge Anders Stengaard Sørensen kort fortalt, at man ved at kopiere matematiske modeller fra kemiens verden kunne designe robotter til at løse opgaver, som tidligere var utænkelige at lægge i armen på en robot.

Hurtigt voksede de nye tanker fra projektstadium til at blive i egentlige selskaber - naturligvis stadig under ejerskab af Mærsk. Det største selskab - Amrose - havde i midten af halvfemserne mere end 30 udviklere ansat.

“Hr. Møller var selv meget engageret i projektet, fordi han havde et stort ønske om at bevare produktionen på dansk jord. Men så faldt Muren, og da globaliseringen senere tog fart stod det snart klart, at økonomien ikke kunne komme til at løbe rundt,” fortæller han.

Nu fulgte en periode med gradvis udflytning af produktionen til Østen, mens man i Odense fortsat arbejdede med nye teknologier. Nogle af dem viste sig at være såvel teknologiske som økonomiske successer - herunder automatisering af malerprocesser og rørsvejsning.

“Men til sidst havde man ikke brug for teknologien længere. Og derfor begyndte man at etablere nye selvstændige selskaber, som snart fandt andre nicher. Heldigvis var robotmiljøet i Odense på det tidspunkt så stærkt, at folk kunne blive og få andet arbejde. Ellers kunne man godt frygte, at arbejdspladserne var røget til Aarhus eller København.”

Raderer til blinde frem for stok
Og i dag kan hovedparten af Fyns i alt 2.300 arbejdspladser i robotindustrien tilskrives virksomheder, som er kommet til udefra.

En af Anders Stengaard Sørensens første velfærdsteknologiske opgaver var, da han blev bedt om at udnytte et nybrud i radarteknologien til at hjælpe blinde med at navigere uden stok.

“Det lykkedes faktisk. Og vi vandt en konkurrence med en præmie på 100.000 kroner for vores løsning. Problemet var bare, at vi fuldstændig havde fejllæst markedet. Ganske vist er én procent af befolkningen blind, hvilket giver et stort potentielt kundegrundlag. Men af dem er 99 procent blinde på grund af alderssvækkelse. Og da vores teknologi primært var til dem, der ønskede at bevare et aktivt liv, var det reelle grundlag måske på 50 personer.”

“Dér lærte jeg en vigtig lektie: Nemlig at det, der fungerer i værftshallen, ikke nødvendigvis fungerer i dagligstuen.”

Allans uheld blev Anders' held
En erfaring, som han i høj grad fik gavn af, da han år senere blev kontaktet af den tidligere jægersoldat Allan Lauritsen.

Efter en faldulykke fra 26 meter havde Allan Lauritsen knust så mange knogler i kroppen, at ingen læge for alvor troede på, at han kunne genvinde sin fysik. Men takket være hårdt arbejde - og lige så vigtigt talstærk assistance fra Jægerkorpset - lykkedes det ham at overvinde brud og lammelser.

“Da Allan kom til mig, var det, fordi han var klar over, hvor priviligeret en situation han havde været i. Og at en person uden hans netværk aldrig ville have adgang til samme professionelle hjælp. Hans mål var derfor at udvikle en træningsrobot, som kunne hjælpe folk tilbage fra alvorlige uheld,” forklarer lektoren.

Allan Lauritsen byggede den første model i garagen. I laboratoriet på Syddansk Universitet blev den tilvirket med motor og styring. Og den har allerede hjulpet flere personer i genoptræningen.

“Afsættet er, at det i dag er dyrt for kommunerne at genoptræne folk, fordi terapeuten kun kan hjælpe én patient af gangen. Men med automatiserede robotter kan man hjælpe flere på én gang. Og hvis vi endda kan flytte robotterne hjem til folk, er perspektiverne store,” forklarer han.

Prototypen fra garagen er begrænset ved kun at kunne udføre en enkelt øvelse - i det konkrete tilfælde styrkelse af biceps. Det betyder, at kommuner og hospitaler ville blive nødt til at investere i en mindre maskinpark, hvis teknologien skulle udvikles til at dække hele kroppen.

Teknologi skal ud til masserne
Holdet i laboratoriet har derfor arbejdet i to retninger. Dels med en fleksibel robotarm baseret på Universal Robots (UR) design. Dels med en lavteknologisk variant baseret på forhjulet fra en elcykel.

Og selv om det sidste kan lyde håbløst dilletantisk, giver det faktisk god mening, forklarer Anders Stengaard Sørensen.

“Målet er jo, at vi skal have teknologien ud til masserne. Og mens en UR-arm alene koster 150.000 kroner i indkøb, kan vi få prisen på den lavteknologiske træningsrobot helt ned på måske 5.000 kroner, når den bliver sat i produktion,” siger han og fortsætter:

“Det betyder, at det faktisk bliver realistisk for kommuner og hospitaler at købe robotterne i så stort antal, at man kan have dem stående ved hospitalssengene og i folks private hjem. Og det er netop ved at vægte tilgængelighed så højt i vores arbejde, at vi skiller os ud fra de mange andre forskere, der rundt omkring i verden arbejder med træningsrobotter.”

Menneskets forhold til teknolgi i tre etaper
Lektoren fjerner sprittuschen fra tavlen og bliver mere filosofisk i udtrykket. Han mener, at man kan dele mennesket interaktion med teknologien op i tre etaper:

Først var der teknologier, som løste opgaver for os. Eksempler herpå er bilen, køleskabet, vaskemaskinen og i nyere tid også robotstøvsugeren.

Herefter fulgte teknologier, som gjorde noget ved os. Her nævner han diverse velfærdsteknologiske robotter, som eksempelvis vasker eller mader os.

“Mennesket er blevet objektet for robottens arbejde. Det åbner en masse nye projekter og dimensioner, som blandt andet er baggrunden for, at vi på Syddansk Universitet lavede en civilingeniøruddannelse i velfærdsteknologi.”

Anders Stengaard Sørensen var selv involveret i et projekt, som i høj grad gjorde noget ved mennesket, da han tilbage i 2007 blev bedt om at udvikle en robot, som kunne tage blodprøver automatisk.

“Hospitalet i Vejle ville undersøge, om ikke man kunne spare nogle af de mange penge, som man hvert år brugte på at tage blodprøver fra patienter (i 2007 var tallet på landsplan 500 millioner kroner). Og det lykkedes os at udvikle en robot, som selv kunne vurdere, hvor nålen skulle sættes ind. Problemet var de kliniske forsøg, som viste sig at være meget dyre. Og da Vejle Amt på samme tidspunkt blev erstattet af Region Syddanmark, var der ikke økonomi til at køre projektet videre.”

Det bringer ham frem til det foreløbig sidste skridt i processen. Nemlig teknologi, som arbejder med mennesket. Og her er træningsrobotterne et oplagt sted at starte, forklarer han.

“Det kan godt være, at vi kan bygge en robotstøvsuger til folk, der ikke selv magter at støvsuge gulvet. Men hvis vi i stedet kan hjælpe folk til at genvinde førligheden, så de selv kan løse opgaverne, så tror jeg, at det er et valg, som de fleste vil foretrække.”