Det år, hvor flygtningene kom

ÅRSBERETNING: Ankomsten af et uhørt højt antal flygtninge blev starten på et år, hvor civilsamfundets stemme steg fra en hvisken til et brøl. Og hvor fonde, foreninger og frivillige gik nye veje i samfundets tjeneste.

Flygtninge på vej fra Rødby mod Sverige mandag 7. september sidste år. 
Flygtninge på vej fra Rødby mod Sverige mandag 7. september sidste år. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Carsten Terp Beck-Nilsson

De kom om aftenen. Søndag 6. september stod 175 flygtninge med ét på havnen i Rødby, på vej mod Sverige. Og siden da har Danmark ikke været det samme.

Det er et år i flygtningenes tegn, vi kan se tilbage på. Men også et år, hvor civilsamfundet sprængte sig vej fra teoribøgerne ud i den danske virkelighed; sågar i en sådan grad, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) indkaldte til civilsamfundstopmøde på Marienborg.

Flygtningekrisen, som situationen hurtigt blev døbt, er ikke den eneste forklaring på, at civilsamfundet i det forgangne år trådte ud af rollen som den ubemærkede dreng i klassen. Økonomisk pressede kommuner, der spejder efter nye ressourcer, og fonde, der udvikler, hvor staten afvikler, er medvirkende faktorer.

Men at civilsamfundets stemme i det forgangne år steg fra en hvisken til et brøl, skyldes ikke mindst flygtningenes ankomst den søndag i september.

Tag bare Venligboerne, der opstod i Hjørring, da byen modtog 500 flygtninge og med Facebooks hjælp spredtes over hele landet, hurtigere end man kan nå at sige asyl.

Og nogenlunde lige så hurtigt skiltes vandene. Mens Røde Kors generalsekretær Anders Ladekarl har kaldt Venligboerne det bedste, der nogensinde er sket for integrationen i Danmark, har andre indtaget en mere skeptisk eller sågar kritisk position.

Polariseringen blev tydelig, da en markant venligbo, forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen, i en reportage i Information beskrev den teltlejr i Haderslev, hvor 400 flygtninge blev indkvarteret.

”Det værste er, at det er unødvendigt, men hensigten er også at skræmme flygtninge,” skrev hun blandt andet i reportagen, hvor hun udpenslede de trange og uhumske forhold, flygtningene levede under.

Beskrivelsen faldt i den grad udlændingeminister Inger Støjberg (V) for brystet. Efter et besøg i teltlejren svarede hun igen med en udtalelse om, at ”Det er ren følelsesporno, og jeg kan ikke genkende det.”

Også den konservative Naser Khader følte sig stødt på manchetterne. Og i et blogindlæg i BT beskrev han, hvordan den ellers sympatiske ide med Venligboerne var blevet ”voldtaget” af det, han kaldte ”Medievenligboere” som Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

Det har nu ikke fået forfatteren til at stikke piben ind. Som dette interview fra Politiken tydeligt demonstrerer, holder hun ikke sin kritik tilbage. Og det har avisens læsere kvitteret for ved at kåre hende til Årets Københavner.

Rusk i det etablerede
Venligboernes eksplosive og tumultagtige vækst satte sig også spor i det veletablerede civilsamfund.

I et interview med Altinget funderede præsidenten for Røde Kors over, hvordan den hæderkronede nødhjælpsorganisation kan lære af de initiativer, der brød frem over hele Danmark i de dage.

”Hvordan giver vi plads til alle dem, der samler tøj sammen til flygtninge lige nu? Det kan jeg godt forstå, de gør. For de har behov for at gøre noget helt konkret. Jeg bliver også selv påvirket af, at flygtningene er lige her i Europa. Men det kunne måske være mere kost-effektivt, hvis de havde fået lov at gøre det i en Røde Kors-sammenhæng, hvor vi kunne sige 'Knap så meget af det her og lidt mere af det her', så vi kunne sikre, at hjælpen kommer frem og måske er lidt mere til nytte,” sagde Hanna Line Jakobsen.

Men der stod trods alt ikke Venligboerne på alt, der havde med flygtninge. Kristeligt Dagblad kunne berette, at et samlet civilsamfund var gået i aktion for at give de 21.000 flygtninge, der ankom til Danmark i 2015, en god start. I de store byer var endda flere frivillige, end der var behov for, skrev avisen.

Landsbyen, der nægtede at dø
Og i den lille, svenske landsby Röstånga tog civilsamfundet utraditionelle metoder i brug – ikke for at integrere flygtninge, men for at holde liv i et landsbysamfund, der var i fare for at sygne hen.

Og i sådan et projekt er der brug for alle, der vil – uanset hvor de kommer fra, som Nils Phillips, den frivillige, ulønnede formand for aktieselskabet Röstånga Utvecklings A/B, udtrykker det.

”Siden 2007 har vi arbejdet med at gøre denne by levende og bæredygtig. Og det projekt er åbent for alle, der bor i byen – uanset om de har boet her i to år eller to generationer. Det er ikke et integrationsprojekt. Det er et udviklingsprojekt,” siger han i artiklen her.

Kollektive løsninger kommer tilbage
Röstånga er fortællingen om et civilsamfund, der nægtede at acceptere, at små landsbyer er dømt til døden. I stedet for at abonnere på den gængse beretning om landsbydød har indbyggerne taget pennen i egen hånd og skriver deres egen historiefortælling.

Det samme gør store grupper af borgere i England, som finder sammen under paraplyen Citizens UK. Og det er vel at mærke ikke en paraply, der bare er til for at skærme dem imod politisk uvejr.

Nej, det er en organisation, som med brug af en metode kaldet community organising skaber markante politiske resultater – med rod i borgernes egne, oplevede problemer.

I Altinget beskrev vi i starten af maj, hvordan de to topkandidater til Londons borgmestervalg blev sat stævne af 6.000 borgere, som afkrævede dem løfter om at samarbejde om at løse de problemer, som London Citizens havde identificeret.

Metoden er også kommet til Danmark, hvor organisationen Medborgerne med knap to millioner fra TrygFonden er i færd med at opbygge en borgeralliance på Nørrebro og i Nordvest.

Og også andre steder i landet er borgerne kommet i spil, når de politiske løsninger skal findes. For det er ganske enkelt en nødvendighed at indgå nye og brede alliancer, hvis vi skal løse de komplekse problemstillinger, vi står over for.

Sådan lyder det fra Huset DeltagerDanmark i denne artikel, hvor den ene af de to direktører, Bjørn Hansen, opremser en lang kæde af sammenfiltrede problemstillinger, som ikke kan løses af én kommune, én ngo eller én fagforening.

Men går man sammen, er det muligt – og man får en bonus med i købet, påpeger Bjørn Hansen.

”Når man bringer aktører sammen for at løse et problem, så opbygger man samtidig nye relationer mellem folk i et lokalsamfund eller nationalt. Så udover at løse nogle konkrete problemer, kan kollektiv effekt bringe folk sammen om at bygge noget, der er varigt.”

Et spark til de folkevalgte
Borgerne er kommet i spil, men også andre alliancer er nødvendige i en verden med problemer, der ikke respekterer landegrænser.

Nogle af disse problemer er så omfattende, at politikerne ikke magter at løse dem. Tit og ofte er det mest virkningsfulde faktisk, når erhvervsliv og civilsamfund går sammen og giver de folkevalgte et los bagi.

Det synspunkt gjorde den tidligere udviklingsminister og nuværende formand for FN's økonomiske kommission, Christian Friis Bach, sig til talsmand for i dette interview.

Og i Bestseller Foundation sidder faktisk en mand, som er inkarnationen af samarbejdet mellem erhvervslivet og civilsamfundet.

Kristian Sloth Petersen har i årevis arbejdet i bistandsmiljøet. Nu er han direktør for den erhvervsdrivende fond, der er stiftet af tøjmilliardæren Anders Holck Povlsen.

Han er overbevist om, at kombinationen af forretning og filantropi kan gøre en kolossal forskel for verdens fattigste. Derfor sætter han og fonden kun penge i projekter, der har en klar og tydelig bundlinje.

”Det, vi investerer i, skal være kommercielt bæredygtigt. Er det ikke det, kommer det ikke op at flyve, og så får vi ikke det impact, vi skal have. Og så er det spild af folks tid og kræfter,” siger Kristian Sloth Petersen her.

Op med det sociale afkast
Bundlinjen var også nærmest vævet ind i stoffet på de jakkesæt, der flokkedes ved gallamiddagen hos EVPA, European Venture Philanthropy Association, i Madrid i december sidste år.

Filantroper og fonde fra store dele af verden var til stede, forenet i troen på, at de mange redskaber, der anvendes i den finansielle sektor, kan skabe mere end bare profit til ejerne.

På samme måde som venturekapitalister spotter lovende virksomheder og investerer i dem for at skabe gazeller med højt afkast, screener venturefilantroper markedet for firmaer, der løfter samfundsopgaver, sætter penge i dem og forøger deres sociale afkast.

”Det handler om at skabe et større socialt gennemslag,” siger Pieter Oostlander, daværende formand for EVPA her.

Venturefilantropien er en avanceret tilgang, der anvendes ganske lidt på verdensplan. Men den giver nogle nye muligheder, som Egmont Fonden herhjemme har taget til sig og gjort til en del af værktøjskassen.

I ”Spireprogrammet” investerer fonden i enten udviklingen af en helt spæd ide, afprøvningen af en ide og udviklingen af en organisation eller udbredelsen af en allerede eksisterende aktivitet.

”Vi kan se, at vi ikke kan være helt så risikovillige, som vi ellers gerne ville, i vores eksisterende måder at arbejde på. Så derfor har vi etableret Spireprogrammet,” siger direktøren for Egmont Fondens Støtte- og Bevillingsadministration, Henriette Christiansen her.

Fonde træder ind på socialområdet
Og nu hvor vi er ved fonde og risikovillighed, så slog Den A.P. Møllerske Støttefond i foråret ind på nye veje.

Oprindelig var fonden mest til for at støtte ansatte, der kom til skade på arbejdet i og for A.P. Møller, men havde også doneret mellem 50 og 100 millioner kroner årligt til velgørende og almennyttige formål.

Men i slutningen af april afsatte fonden 750 millioner kroner over en femårig periode til at hjælpe udsatte borgere.

Trods enkelte mislyde på Christiansborg var begejstringen hos aktørerne på socialområdet ikke til at tage fejl af.

”Fonden har valgt den progressive vej,” lød det blandt andet her fra formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau.

Risikoviljen hos Den A.P. Møllerske Støttefond satte professor ved Roskilde Universitet, Thomas P. Boje, dog lidt spørgsmålstegn ved, da Altinget i juni kunne præsentere de første bevillinger i fondens satsning.

”Hvis fonden virkelig vil gøre en forskel, skulle den eksperimentere med mere kontroversielle og sprængfarlige projekter, som har risiko for ikke at holde. For det gør man ikke for offentlige penge, hvor der skal være garanti for succes,” sagde professoren i artiklen her.

Han medgav dog, at der var lyspunkter, når man flyttede blikket fra bevillingerne til forskning over til konkrete social projekter.

Og så var Den A.P. Møllerske Støttefond ikke enige om at bevæge sig tungt og markant ind på socialområdet.

Bikubenfonden stillede sig i spidsen for alliancen ”Hjem til alle.” Sammen med Realdania, Helsefonden og Københavns Kommune vil fonden finde nye veje og komme hjemløshed blandt unge til livs.

”Hvis vi gør det, vi altid har gjort, så får vi det, vi altid har fået, og det er lige præcis det, vi ikke vil have,” sagde direktør Søren Kaare-Andersen i artiklen her.

Den socialøkonomiske rutsjebanetur
Og nu hvor vi er ved det sociale – og økonomien – hvorfor så ikke kaste os over socialøkonomien?

Det sidste års tid har været lidt af en socialøkonomisk rutsjebanetur. I efteråret kunne vi først berette, at den nye udbudslov giver kommunerne nye muligheder for at reservere kontrakter til de socialøkonomiske virksomheder.

Kort efter kunne vi så fortælle, at regeringen havde besluttet at lukke først Vækstcenter for Socialøkonomiske Virksomheder og herefter Rådet for Socialøkonomiske Virksomheder.

Herefter kunne vi berette, at nye evalueringer dokumenterede, at det kan betale sig at investere i socialøkonomiske virksomheder, og at forskellige aktører på området var gået sammen om at danne Komité for Socialøkonomi for at fastholde fokus på området. Hvorefter erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) bekendtgjorde, at han bestemt troede på, at socialt ansvar kunne blive en god forretningscase. Så derfor havde han dannet Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst, som dog ikke havde fået nogen penge med til sit arbejde.

Og der står vi så nu.

Blodtuden – og dens eftervirkninger
Det var ikke det eneste sted i civilsamfundet, hvor økonomien gjorde knuder i det forgangne år.

En lørdag morgen i november vågnede direktørerne i store danske fonde op med en blodtud, der var blevet tildelt dem over natten.

For at få finansloven til at hænge sammen ville regeringen nemlig fjerne to af de fradrag, som fondene fik. Og det satte gang i et forløb over seks måneder, som vi på Altinget fulgte i over 20 artikler. Da vi ikke forventer, du læser vores artikler slavisk fra ende til anden, har vi forsøgt os med en letforståelig oversigt over hele det langstrakte forløb, fortalt i GIF'er, her.

Og så kan vi hurtigt springe videre og fortælle, at miseren med fradragene har givet fondene noget at tænke over.

“Det var virkelig et wakeupcall,” siger direktør i Nordea-fonden Henrik Lehmann Andersen her.

Om det vil føre til, at fondene med tiden danner en brancheforening, vil vise sig. Men det er givet, at en del fonde har lært, at der er behov for at fortælle mere og bredere om, hvad de laver, og hvad deres betydning er.

De store pengespil
En brat opvågnen fik Ungdommens Røde Kors også, da organisationen i oktober sidste år blev opmærksom på, at den stod til at tabe op mod to millioner kroner årligt.

Baggrunden var en omlægning af den model, som Dansk Ungdoms Fællesråd bruger, når paraplyorganisationen fordeler tipsmidler blandt sine 72 medlemmer.

Og godt nok havde URK siddet med i det udvalg, der skulle finde frem til den nye model. Men URK havde tolket kommissoriet som et stykke administrativt arbejde og sendt sin administrationschef, mens de andre organisationer havde sendt politikere. Og politisk blev sagen hurtigt.

Udfaldet af sagen, som du finder et rids af her, blev, at et flertal på 16 ud af de 17 medlemmer i DUF's styrelse til stor ærgrelse for URK stemte for den nye uddelingsmodel.

Hvor meget det ender med at koste organisationen i tilskud, står ikke klart endnu.

Og knap var den ene kamp om spillegevinster ovre, før den næste begyndte.

Foreningsdanmark får nemlig sin grundfinansiering fra de såkaldte udlodningsmidler – i praksis det overskud, det giver, når danskerne gambler familieformuen væk på lotto og Eurojackpot. Men der er ikke penge nok i kassen til at dække behovet. Og tre ministre har svedt sig igennem forsommeren i et forsøg på at opfylde løftet om at sikre foreningsdanmark stabile indkomster.

Planen var at komme med et udspil inden sommerferien. Det lykkedes ikke.

Altinget beskriver her, hvad der er på spil, hvem de tre ministre er, og hvad deres positioner hver især er.

Og så lover vi ellers at følge op, når sommerferien er ovre, og vi tager hul på et friskt blad i den civile årbog.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00