Så længe skal danskerne kunne roame frit i EU

FORSLAG: Danskere og andre europæere skal kunne bruge deres mobiltelefoner på tværs af EU's landegrænser i mindst 90 dage uden en ekstraregning, viser nyt udspil. Radikale vil kæmpe for, at antallet af dage hæves.

Fra juni 2017 kan alle EU-borgere frit roame i alle EU-lande i mindst 90 dage.
Fra juni 2017 kan alle EU-borgere frit roame i alle EU-lande i mindst 90 dage.Foto: Søren Bidstrup/Scanpix
Emma Qvirin Holst

BRUXELLES: Til næste sommer skal danskere i højere grad frit kunne bruge deres mobiltelefoner til blandt andet at surfe på nettet, når de er i et andet EU-land.

Vel at mærke uden de samtidig får en ekstraregning fra deres teleselskab.

Det fremgår af EU-Kommissionens udkast til reglerne for implementeringen af fri roaming i EU, der blev præsenteret mandag.

Helt præcis får alle EU-borgere krav på mindst 90 dages fri roaming om året inden for EU's grænser, når Unionen i juni 2017 gør en ende på teleselskaberne ekstratakster.

90 dage skal forhindre misbrug
Grunden til, at der sættes et tal på, hvor mange dages fri roaming, som EU-borgerne har ret til, er for at forhindre misbrug.

Det skal for eksempel ikke være muligt for en dansker at købe et telefonabonnement og simkort i et andet EU-land og tage med sig hjem til Danmark, fordi det er billigere.

Ligeledes skal en dansker med permanent ophold i et andet EU-land ikke kunne bruge sin mobil med danske takster ubegrænset.

Rohde vil kæmpe for flere dage
Det danske medlem af Europa-Parlamentet, Jens Rohde (R), er med til at forhandle om de nye regler. Han accepterer behovet for en begrænsning af antallet af dage, hvor europæerne kan roame frit. 

Men han mener, at Kommissionen har sat barren for lavt med 90 dage. I stedet så han gerne, at det kom op på over 150 dage.

Han understreger dog, at han endnu ikke har diskuteret det konkrete tal med sin gruppe i Parlamentet.

For Jens Rohde handler diskussionen om at sikre mindst mulig begrænsning af europæernes frie bevægelighed.

”I dag er vi så knyttet til vores iPhones og vores digitale ydelser, at en del af den frie bevægelighed for mennesker og arbejdskraft også er digital. Derfor vil jeg forsøge at maksimere den frie roaming,” siger Jens Rohde.

Han anerkender, at det er de færreste, der står i den situation, at de har brug for fri roaming i mere end 90 dage i udlandet. Men det er en principsag for ham at få flest mulige frie dage. 

Maks-pris skal også forhandles
Når de 90 dages fri roaming er opbrugt, må teleskabernes takster stadig ikke overstige de nye fælles EU-takster.

Niveauet mangler at blive endelig vedtaget af Europaparlamentet og Ministerrådet, men Kommissionen har foreslået 0,04 euro per minut taletid, 0,01 euro per sms og 0,085 euro per megabyte data.

Kommissionens forslag om minimum 90 dages fri roaming skal nu diskuteres med medlemslandene. Det er målet, at Kommissionen kan vedtage reglerne senest 15. december i år.

Læs hele udkastet her (på engelsk).

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00