Sådan fordeles satspuljen på sundhedsområdet

OVERBLIK: Der er blandt andet penge til en forsøgsordning med medicinsk cannabis i den nye satspuljeaftale på sundhedsområdet, der fordeler 770 millioner kroner. Se alle initiativerne her.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix
Cecilie Gormsen

Tirsdag morgen faldt der en aftale på plads om fordelingen af satspuljen på sundhedsområdet. Nærmere bestemt er der blevet fordelt 770 millioner kroner til forskellige initiativer.

Og aftalen glæder sundhedsminister Sophie Løhde (V):

"Det er alt i alt en god aftale, som blandt andet betyder, at vi kan løfte indsatsen over for de mange danskere med diabetes, der ofte rammer dem med korte uddannelser hårdest,” siger Sophie Løhde i en pressemeddelelse.

Med aftalen øremærkes 65 millioner kroner til en ny national diabeteshandlingsplan, og det er vigtigt, fordi mere end 250.000 danskere har diabetes, påpeger Sophie Løhde. Og meget tyder på, at langt flere vil få sygdommen de kommende år.

Fokus på rehabilitering
Tirsdagens aftale har regeringen landet sammen med satspuljepartierne, som består af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale, SF og Konservative.

I aftalen er der også fokus på rehabilitering af patienter med sclerose, Parkinson, ALS og kræft. Der er afsat knap 200 millioner kroner til indsatser på rehabiliteringsområdet.

"Sundhedsvæsnets opgave stopper ikke ved sygehusenes udgang, når behandlingen er afsluttet. Vi skal også sørge for at give patienterne den nødvendige hjælp og støtte til at genoptage det liv, de havde før deres sygdom, og derfor er det vigtigt, at der er fokus på rehabiliteringen," siger Sophie Løhde.

Herunder kan du se, hvordan de i alt 770 millioner kroner fordeles:

- Rehabilitering – et godt liv efter kræft: 135 millioner kroner (2017-2020) og 50 millioner kroner årligt fra 2021

- En værdig og god palliativ indsats for kræftpatienter – herunder hospicepladser: 100 millioner kroner (2017-2020) og 34 millioner kroner årligt fra 2021

- National diabeteshandlingsplan: 65 millioner kroner (2017-2020)

- Tidlig indsats for sårbare familier: 82,3 millioner kroner (2017-2020)

- Forbedret tandsundhed til de svageste ældre: 40 millioner kroner (2017-2020)

- Pilotprojekt til forebyggelse af selvmord og pulje til udbygning af regionale selvmordscentre: 30 millioner kroner (2017-2020)

- Forløbsprogrammer for børn og unge med psykiske udfordringer: 38 millioner kroner (2017-2020)

- Styrket rehabiliteringsindsats for mennesker med sclerose: 33 millioner kroner (2017-2020)

- Hjælp til rygestop til særlige grupper: 27 millioner kroner (2017-2019)

- Tilbud til unge med kræft: 25 millioner kroner (2017-2020)

- Screening for livmoderhalskræft for ældre og udsatte grupper: 25 millioner kroner (2017-2019)

- Forsøgsordning med medicinsk cannabis: 22 millioner kroner (2017-2021)

- Styrket rehabiliteringstilbud særligt målrettet Parkinson-patienter: 20 millioner kroner (2017-2020)

- Forebyggelseskampagne målrettet rygning blandt børn og unge: 14 millioner kroner (2017-2020)

- Medicinfri afsnit i psykiatrien: 11 millioner kroner (2017-2019)

- Permanentgørelse af bevillingen til Nationalt Videnscenter for Demens: 1,6 millioner kroner årligt i 2017 og 2018 og 8 millioner kroner permanent fra 2019

- Sex & Samfund: 12 millioner kroner permanent fra 2017

- Nuanceret informationsindsats om HPV-vaccination samt pilotafprøvning af HPV-vaccinationstilbud målrettet unge mænd: 5 millioner kroner (2017-2018)

- Arveligt kolesterol (Familiær hyperkolesterolæmi): 6 millioner kroner (2017-2020)

- Ældredatabasen: 4,5 millioner kroner (2017)

- Livshistorier i demensplejen: 4 millioner kroner (2017)

- Udvidelse af fritvalgsrammen for Center for Hjerneskade og Vejlefjord: 4 millioner kroner (2017-2020)

- Videreførelse af sociolance-projektet: 4 millioner kroner (2017-2018)

- Nationalt partnerskab om forebyggelse af selvmord hos mennesker med psykiske lidelser: 4 millioner kroner (2017-2020)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sophie Løhde

Indenrigs- og sundhedsminister, MF (V)
HA (kom.) (CBS 2007)

0:000:00