Ny regeringsvilje tjener folkestyret

SÅ ER DER igen partivilje til at gå i regering. Det er en lykkelig udvikling, for det dur ikke, at partier helst vil stå udenfor og score den lette vælgersympati.

Politik er og må nødvendigvis have et moment af uforudsigelighed. Det er dét, der gør faget så fascinerende.

Op til valget i 2015 lå det længe i kortene, at Venstre gik efter en etparti-regering, bl.a. fordi Konservative var så svage. Det nye parti Liberal Alliance fik ikke sit ønske opfyldt om at være liberale stemmer, der arbejder i ministerkontorerne.

Her på Altinget styrker vi hele tiden debatstoffet, og vi har bragt indlæg, der henholdsvis skoser Anders Samuelsen for at hoppe direkte fra træet ind i Audien til indlæg, der fremhæver ham som statsmand, der ved at opstille et ultimativ om topskat fik opfyldt sit partis ønske om regeringsdannelse. Dejligt rummeligt debatunivers.

LIBERAL ALLIANCE FORTJENER sympati for, at partiet påtager sig det ministeransvar, Dansk Folkeparti så længe har undveget. Og LA har profiler, der er såre klassisk parlamentarisk dannet, bl.a. i Radikale og Venstre, to solide regeringspartier. Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll er ministerparate, det samme vil profiler som Ole Birk Olesen og Mette Bock være. For ikke at glemme Leif Mikkelsen, den gamle DGI-formand, der har stået bag LA politisk og organisatorisk så længe og godt kunne fortjene at krone sin lange organisatoriske og politiske karriere med en ministerpost. Han, der blev  sit partis første landsformand i maj 2008 og stadig er det, er det nærmeste, LA kommer en Claus Hjort Frederiksen. Det er ment absolut positivt.

Konservative har, bemærkelsesværdigt i disse dage med forhandlinger om trekløvergrundlag, ikke været så meget skudt på som LA. Ret beset sagde partiet efter valget nej til at gå i regering – så hvorfor nu? Er det muren, der rykker tættere og tættere på ryggen og begynder at presse sig på?

Men igen – ros til Pape for at flytte sin popo fra en kold oppositionsstol til en varm ministertaburet.

VENSTRE, ÅH VENSTRE, hvordan skal det dog så gå jer? Henved en tredjedel af ministerholdet skal nu afsættes og returneres sure tilbage i folketingsgruppen. For en liberal regering udvider vel ikke bare – på bekostelig vis – antallet af ministerier? Venstre med bagland råder over en del gode poster og ben, men det er indlysende, at der efter regeringsudvidelsen vil være kendte og betydende Venstre-folk i flere aldre, der som afsatte ministre vil gå rundt og sende diskrete pile mod den partiformand, der i forvejen har pile siddende i sig.

Statsministerens måske største udfordring i de nærmeste timer er derfor ikke at modtage listen fra Samuelsen og Pape over, hvem partilederne sætter på ministerholdet, men hvem Lars Løkke Rasmussen skal afsætte af sine egne.

TILBAGE STÅR SÅ, hvilken politik det nye trekløver vil føre. EU-politikken bliver passiv – som påvist af Altinget i dag stemmer LA lige så gerne som DF imod regeringen i EU-spørgsmål. Udlændingepolitikken bliver strammet yderligere. Det bliver formentlig lidt sjovere at være dygtig eller flittig i Danmark, hvad enten det så bliver over topskatten, registreringsafgiften eller grundskylden på lækre villaer, får denne flere penge til sig selv. Men det bliver også fortsat ret så trygt at være offentligt ansat – takket være det reelle velfærdsflertal uden om den blå regering.

Selv om landet lykkeligvis nu går fra ét til tre regeringspartier, taler vi fortsat om en lille mindretalsregering, som er fuldstændigt beroende på Dansk Folkepartis mandater, der som bekendt er lige så røde, som de er blå.