Professor: Udenrigstjenesten er på vej mod sammenbrud

FIK DU LÆST: Der er et systemsammenbrud på vej i udenrigstjenesten, siger professor Martin Marcussen, der står bag ny bog om det moderne diplomati. Han afliver samtidig en række myter. (Bragt føste gang i august 2016)

Udenrigstjenesten er på vej mod et sammenbrud, mener Martin Marcussen. På billedet ses fra venstre) ambassadør Torben Gettermann, tidligere udenrigsminister og nuværende finansminister Kristian Jensen (V) og departementschef Ulrik Vestergaard Knudsen under et besøg i Nigeria tidligere i år.
Udenrigstjenesten er på vej mod et sammenbrud, mener Martin Marcussen. På billedet ses fra venstre) ambassadør Torben Gettermann, tidligere udenrigsminister og nuværende finansminister Kristian Jensen (V) og departementschef Ulrik Vestergaard Knudsen under et besøg i Nigeria tidligere i år.Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix
Lasse Lange

Det kongelige danske udenrigsministerium og diplomatkorps har de senere år været ramt af så massive besparelser, at det truer selve udenrigstjenesten.

Det siger professor Martin Marcussen, der er aktuel med bogen Diplomati – Et portræt af den moderne udenrigstjeneste.

“Der er et systemsammenbrud på vej. Et systemsammenbrud, som vi kender det fra Skat og andre steder i den offentlige sektor,” siger Martin Marcussen til Altinget.

Ifølge ham står den danske udenrigstjeneste i en situation, hvor der er både behov og mulighed for at gøre en forskel, hvis der satses rigtigt. Det gør der så desværre ikke, siger Martin Marcussen.

Hvis der er nogen, der tror, at udenrigstjenesten er en organisation med luksus og en hierarkisk opbygning, der er fjernet fra den danske virkelighed, så tager de fejl. Ingen af de myter har noget på sig i dag.

Martin Marcussen
Professor, forfatter til bogen Diplomati

“Vi har egentlig alle forudsætningerne for at forsvare danske interesser i udlandet. Vi har et godt renommé. En god sammentænkt udenrigspolitisk infrastruktur, og verden har ændret sig efter den kolde krigs afslutning på en måde, så en aktør som den danske stat faktisk kan gå ud og gøre en forskel,” siger professoren.

Diplomati er billigt
“Vi er punching above our weight i international relations,” forklarer Martin Marcussen.

Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad der kan ske, hvis ikke vi har et beredskab.

Martin Marcussen
Professor, forfatter til bogen Diplomati

“Men alt det forstyrres lige præcis nu. I stedet for at udnytte momentum til at gå ud og investere i en udenrigspolitisk infrastruktur, så vi kan være med til at udnytte de muligheder, der er i diplomatiet til at genoprette eller videreudvikle en liberal verdensorden, gør vi det modsatte. Udenrigstjenesten er igennem 20 år blevet skåret ind til en størrelse, der gør, at vi simpelthen ikke har et beredskab.”

Professor Martin Marcussen redegør i sin bog for de besparelsesrunder, Udenrigsministeriet har været igennem siden starten af 00’erne. i perioden 2002-2013 er lønsumsudgifterne i ministeriet reduceret med 33 procent, ligesom der i de kommende år er planlagt yderligere besparelser.

“I realiteten betyder det, at man nok må tvivle på, om vi har en resilient udenrigstjeneste, der er i stand til at varetage de grundlæggende udenrigspolitiske opgaver, når det kommer til stykket. Verden står i brand, og der er et behov for, at vi er derude med alle midler. Timingen er helt forkert,” siger Martin Marcussen, der sammenligner Udenrigsministeriet med Skat.

“Her var ideen også, at det skulle gøres billigere, det skulle decentraliseres, det skulle udliciteres og så videre. Lige pludselig står man så over for et systemsammenbrud, som er langt dyrere at afværge end de besparelser, man har opnået,” siger Martin Marcussen.

En del af problemet er, at man ser udenrigstjenesten som en omkostning snarere end en investering, siger han,

“Diplomati er et af de billigste udenrigspolitiske redskaber. Man kan drive hele udenrigstjenesten i to år for den pris, det koster at købe et Joint Strike Fighter-fly. Det er ekstremt billigt.”

Essentielle danske interesser
Ifølge forfatteren betyder besparelserne helt konkret, at der ikke er råd til kompetenceopbygning, ordentlige IT-løsninger og – værst af alt – så har man ikke råd til et ordentligt analyseapparat, når der skal træffes udenrigspolitiske beslutninger.

“Vores opgradering i Arktis-indsatsen består af én ekstra mand. Vi har næsten den mindste repræsentation blandt EU-landene i Bruxelles – kun Letlands og Luxembourgs er mindre – selv om EU er det sted, hvor en stor del af de danske love bliver produceret, og vi er i en periode, hvor reglerne for EU’s styring og institutionelle infrastruktur bygges op. Det samme gælder FN. Selv om der er masser af problemer med FN, så er det nu engang den styringsstruktur, vi har på globalt plan. Selvfølgelig skal vi da være der. Vi kan ikke bare være der med den lille bitte delegation, som vi er i dag,” siger Martin Marcussen.

Nu er du udenrigstjeneste-nørd, så du vil selvfølgelig have flere penge til udenrigstjenesten. Hvis du gik op i hestesport eller fodbold, ville du vel have flere penge til idrætten?

“Det kunne man forestille sig. Men jeg mener faktisk, at det er essentielle danske interesser, der er på spil,” siger Martin Marcussen.

Ad hoc-diplomati
Hvis ikke man vil afsætte flere midler, bliver politikerne nødt til at prioritere langt strammere og vælge, hvilke opgaver man fremover vil løse, og hvilke man ikke vil løse, mener Martin Marcussen, der dermed lægger sig på linje med regeringens udenrigspolitiske gransker, ambassadør Peter Taksøe-Jensen.

“Det værste vil være, hvis vi får sådan et ad hoc-diplomati, hvor man sender en enkelt mand til Arktis, to til Ukraine, en enkelt mand til Palæstina og så videre. Det giver en god feeling og opretholder en forestilling om, at vi er supergode i verden, men det gør absolut intet i praksis. Det bliver ren symbolpolitik,” siger Martin Marcussen, der dog ikke har den store tillid til politikernes evne til at prioritere den udenrigspolitiske indsats skarpt.

“Man kan jo ikke sende en dansk politiker til udlandet, uden at de får en ny ide til, hvor der skal gøres en indsats,” siger Martin Marcussen.

Hvad vil konsekvensen i værste tilfælde være?

“Vi lever i en tid med rekordmange flygtninge, terror, kamp om Arktis, Putin og så videre, så det er ikke, fordi vi mangler krisescenarier. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad der kan ske, hvis ikke vi har et beredskab,” siger Martin Markussen.

Han understreger dog, at han ikke mener, at han har skrevet “en sort bog”. Hvis man vælger at satse på udenrigstjenesten, så er der rigtig gode muligheder for at lykkes, da udenrigstjenesten faktisk gør rigtig mange ting rigtigt, siger Martin Marcussen, der samtidig ønsker at afkræfte en del af de fordomme, der eksisterer omkring Udenrigsministeriet som system.

Vil aflive myter
Eksempelvis er kulturen i ministeriet langt fra så hierarkisk, som mange tror.

“Udenrigstjenesten er ikke en top-down-organisation, som det måske var under den kolde krig. Det er en organisation med mange unge ledere og en organisation, hvor man ønsker at lytte til de yngste,” siger Martin Marcussen.

Han nævner som eksempel, at de yngste medarbejdere i organisationen for nyligt blev bedt om at levere idepapirer om, hvordan man kunne lave mere innovativ udenrigspolitik.

“Udenrigstjenesten er i dag en meget dynamisk organisation,” siger Martin Marcussen,

“Hvis der er nogen, der tror, at udenrigstjenesten er en organisation med luksus og en hierarkisk opbygning, der er fjernet fra den danske virkelighed, så tager de fejl. Ingen af de myter har noget på sig i dag,” fortsætter han.

Udover besparelser har de mange forandringer og reformer ført en række kulturændringer med sig. Loyaliteten og troen på, at man gør noget godt, er intakt, men der tale om en presset arbejdsplads uden meget glæde. Samtidig er fokus skiftet fra klassiske diplomatiske fokusområder som netværksopbygning, tillidsrelationer og det at sørge for, at “shit does not happen”, som Martin Marcussen siger.

“Det er et ekstremt usynligt og svært målbart diplomati, for succesen måles på, at der ikke sker noget,” forklarer Martin Marcussen.

I stedet fokuserer man i dag mere på outreach, transparens og udadvendt kommunikation på den ene side. Og på den anden side mere kortsigtede hensyn til, hvad den almindelige dansker bekymrer sig om, eksempelvis at hjælpe med at sikre vækst og beskæftigelse gennem økonomisk diplomati.

“Det er nemmere kvantificerbart. Hver eneste dag efter arbejdstid skal man kunne gøre op, hvad man konkret har leveret til den danske borger," siger Martin Marcussen.

Dokumentation

"Diplomati - Et portræt af den moderne udenrigstjeneste" af Martin Marcussen udkom 8. august på Hans Reitzels Forlag. Bogen er på 500 sider og vejl. pris er 400 kroner.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Marcussen

Professor, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
ph.d.

0:000:00