Nu skal effekten af sociale indsatser dokumenteres

EVIDENS: Satspuljepartier indleder forhandlinger om halv mia. kr., som skal bruges til at udvikle og udbrede evidensbaserede tiltag på socialområdet.

Mette Pabst

Det skal være slut med at hælde milliarder i hjemløse, væresteder og hjælp til udsatte børn uden at vide, om projekterne rent faktisk virker.

Det mener partierne bag satspuljeaftalen. De vil nu sikre, at pengene på socialområdet i langt højere grad går til projekter, der har en dokumenteret effekt.

Fredag mødtes alle partier på nær Enhedslisten til sættemøde i Børne-og Socialministeret for at skyde forhandlingerne om en mere evidensbaseret tilgang til socialområdet i gang.

For bordenden sidder socialminister Mai Mercado (K) med en pengepose på knap en halv milliard kroner. Penge, der i løbet af de næste fire år skal sætte turbo på anvendelse af sociale indsatser, der virker.

Hvis jeg skal være storladen, så er det her en af de største forandringer længe. Det her kan være med til at skabe en kæmpe positiv forandring i sårbare menneskers tilværelse.

Pernille Rosenkrantz-Theil (S)
Socialordfører

Et fokus, der ifølge ministeren i for lang tid har manglet på socialområdet.

"Der er for mange indsatser i dag, som de udsatte ikke får nok gavn af, fordi vi ikke kender effekten af dem. Det vil vi nu ændre, så vi får en socialindsats med større udbytte for den enkelte udsatte," siger Mai Mercado til Altinget.

Investeringer til både voksne og børn
Satspuljepartierne blev allerede i november enige om, at øremærke 432,3 millioner kroner over de næste fire år til at investere i udbredelsen af tiltag med veldokumenteret effekt. Men tidspres og storm om satspuljerammen gjorde, at partierne valgte at skubbe de egentlige forhandlinger om udmøntningen til det nye år.

Der er tale om to rammer, som satspuljepartierne i løbet af foråret skal forhandle på plads. Den ene er udviklings- og investeringsprogrammet, der har fokus på evidens på voksenområdet, hvor der er afsat 249 millioner kroner de næste fire år. Den anden ramme på 183,3 millioner kroner er øremærket investeringer i socialt udsatte børn og unge.

Kommuner skal lære af hinanden
Støtten til de evidensbaserede effekter skal ifølge socialministeren rette sig efter tre spor. For det første skal metoderne udvikles og afprøves for at se, hvad der virker – og hvad der ikke virker.

Så skal dataindsamlingen kvalificeres og være mere systematisk, end den er i dag. Og endelig skal de gode metoder bredes ud, så udsatte voksne i alle landets kommuner får glæde af dem.

I dag udbredes evidensbaserede metoder kun meget langsomt fra en kommune til en anden. Det nye fokus på dokumenteret effekt er et kvantespring i den rigtige retning, mener Karin Nødgaard, der er socialordfører for Dansk Folkeparti. 

"Vi skal lære af de gode eksempler på socialområdet. Hvis nogle kommuner har lavet noget godt, der fungerer, så skal andre kommuner kunne bruge det, i stedet for at hver kommune skal ud at opfinde den dybe tallerken," siger hun.

S: Største forandringer længe
Hos Socialdemokratiet ser man evidensbaserede tiltag som et værktøj til at kunne hjælpe endnu flere endnu bedre. Partiet har især fokus på børneområdet og den tidligere indsats overfor udsatte børn, når rammen i de kommende uger skal forhandles på plads.

"Vores mål er at få etableret en hovedmotorvej, hvor vi kan investere tidligt i mennesker. Vi vil investere i den forebyggende indsats, så vi kan fange børnene, før deres verden vælter," siger socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Hun mener, at aftalen om større fokus på dokumenterede effekter og tidligere indsats overfor udsatte er en af de største forandringer, der er sket på socialområdet i mange år.

"Hvis jeg skal være storladen, så er det her en af de største forandringer længe. Det her kan være med til at skabe en kæmpe positiv forandring i sårbare menneskers tilværelse," siger hun.

Forhandlingerne om, hvordan pengene skal udmøntes, går igang i denne uge. Socialminister Mai Mercado forventer, at den endelige aftale ligger klar i løbet af foråret.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karin Nødgaard

Afdelingsleder, fhv. MF (DF)
lærer (Haslev Lærerseminarium 1990), diplom i ledelse (2021)

Mai Mercado

MF og gruppeformand (K), fhv. børne- og socialminister, fhv. formand, FOF
cand.scient.pol. (SDU 2008)

Pernille Rosenkrantz-Theil

Social- og boligminister, MF (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00