Lange ventelister giver millioner til boligorganisationer

VENTELISTER: Lange ventelister giver millioner i kassen i de store almene boligorganisationer. Forbrugerrådet mener, det er "voldsomme beløb". Boligdirektør håber at kunne sænke prisen.

Der er stort pres på boligmarkedet i København, og det kommer blandt andet til udtryk ved store indtægter på ventelisterne i de almene boligselskaber. <br>
Der er stort pres på boligmarkedet i København, og det kommer blandt andet til udtryk ved store indtægter på ventelisterne i de almene boligselskaber.
Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix
Mads Bang

De fem største almene boligorganisationer i hovedstaden har store millionindtægter på deres ventelister. De seneste fire år er indtægterne samlet vokset med syv millioner, så det de i 2015 landede på 43 millioner kroner.

Forbrugerrådet Tænk og Lejernes LO peger på, at de store indtægter skal hænge direkte sammen med udgifterne til at drive ventelisterne.

Vagn Jelsøe, som er vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk forklarer, at det kan være fornuftigt at finansiere ventelister med gebyr, så de nuværende lejere ikke skal betale for at administrere ventelisten. Men han peger på, at det ikke må være en overskudsforretning at have ventelister.

”Det forudsætter et rimeligt forhold mellem de faktiske udgifter, og gebyrerne. Og det er der jo ikke, hvis de har så store indtægter. Det lyder umiddelbart voldsomt med de beløb her,” siger Vagn Jelsøe. som er vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

Der er lang ventetid på boliger i København, og det kan godt blive mere og mere meningsløst for nogle lejere at betale 150 kroner om året.

Jesper Larsen
Cheføkonom, Lejernes LO

Altinget har set på indtægterne i de fem største boligorganisationer i København, dels ved at hente regnskabstal og tal fra Landsbyggefondens Regnskabsdatabase. Det har ikke været muligt at indhente tal fra hele landet, da indtægterne ikke fremgår af databasen.

(Artiklen fortsætter under tabellerne)

Indtjening i 2015 fordelt på de forskellige organisationer:

Organisation kr.
KAB 23.063.000
Boligforeningen AAB 9.418.730
fsb  5.340.439
Boligforeningen 3B 3.750.412
Boligforeningen VIBO 1.644.129

Den samlede indtjening i perioden 2012-2015:

År 2012 2013 2014 2015
Samlet indtjening (kr.) 36.101.673 38.382.520 42.528.188 43.216.710

Kræver rimelig sammenhæg
Vagn Jelsøe fra Forbrugerrådet Tænk mener, at det er helt centralt, at være åben om de potentielt meget lange ventelister, som kan betyde, at man skal betale gebyr i årevis, før man får et tilbud om en bolig.

”Man kan spørge om, hvad det er, folk køber. Hvis det er sådan, at man betaler for at være på en venteliste, og det tager ti-tyve eller fyrre år at få en bolig, så kræver det en meget åben deklaration fra boligselskaberne,” siger Vagn Jelsøe. Han peger på, at det kan løbe op i flere tusind kroner, hvis man skal stå på venteliste i mange år, og det skal oplyses klart, når man skriver sig op.

Og de lange ventetider er et problem, lyder det fra cheføkonom i Lejernes LO Jesper Larsen.

”Der er lang ventetid på boliger i København, og det kan godt blive mere og mere meningsløst for nogle lejere at betale 150 kroner om året,” siger Jesper Larsen.

Vil gerne sænke prisen
I Altingets gennemgang af indtægter fra ventelisterne er det KAB, som administrerer mere end 45.000 boliger i hele hovedstadsområdet, der har den største indtægt, på omkring 23 millioner kroner fra ventelisterne i 2015.

Administrerende direktør Jens Elmelund forklarer, at KAB har store udgifter til ventelisterne, fordi selskabet ud over en digital løsning har en butik, hvor man kan få personlig betjening fem dage om ugen og et stort kontaktteam, hvor folk kan henvende sig telefonisk.

"Når folk har behov for en bolig og når man er presset på det behov, så lader man sig ikke bare spise af med at læse på nettet. Mange ringer ind og får vejledning," siger Jens Elmelund. Han forklarer, at det er vigtigt for KAB at give den service og vejledning, som er med til at give de boligsøgende en hurtigere vej til en bolig, som måske ligger et andet sted, end de først havde tænkt.

 Kan det ikke gøres billigere?
"En af de ting vi arbejder med i øjeblikket er, at vi investerer mange millioner i et nyt it-system. Vi har nogle forventninger om at kunne gøre det bedre og mere effektivt end i dag. Vi har nogle forhåbninger om, at når vi kommer på den anden side af den investering, så kan vi også se på prissætningen," siger Jens Elmelund.

KAB-direktøren anerkender, at det er en særlig forpligtelse for selskaberne at oplyse om de lange ventelister.

"Det synes jeg, at vi gør. Men der er nogen, som har været skrevet op som en slags forsikring, og som har en forventning om, at vi har en bolig til dem i morgen. Der bruger vi mange kræfter på rådgivning, og det er en formidlingsmæssig udfordring, som vi gerne vil kunne gøre bedre," siger Jens Elmelund.

 

Læs hele artiklen på Altinget: by og bolig (kræver abonnement). Få gratis prøveabonnement her.

Dokumentation

Sådan har vi gjort:

Vi har anvendt Landsbyggefondens regnskabsdatabase over almennyttige boligorganisationer i kommunerne. Her har vi samlet tilgængelig regnskabsdata for de fem største boligselskaber i Københavns kommune*.

Vi har medtaget foreningerne:

- KAB
- Boligforeningen AAB
- Boligforeningen VIBO
- fsb
- Boligforeningen 3B

I de tilfælde hvor organisationerne selv har opgjort indtjeningen ved indmeldelse- og ventelistegebyr, har vi medtaget disse tal og lagt dem sammen til en samlet indtjening. I KABs tilfælde har vi anvendt deres regnskab tilgængeligt på deres hjemmeside. 

*Lejerbo har ikke tilgængelig data i regnskabsdatabasen om indmeldelse- og ventelistegebyr, de er derfor ikke medtaget. 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Elmelund

Adm. direktør, KAB
cand.scient.adm. (Aalborg Uni. 1992), mpa (CBS. 2000)

Jesper Larsen

Cheføkonom, Lejernes LO
cand.polit.

Vagn Jelsøe

Chefkonsulent, Forbrugerrådet Tænk
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1981)

0:000:00