Paula Larrain: Chefredaktionerne sejler i blød alfaderlighed

Bragt første gang 14. maj 2017

Ingen af de seks største landsdækkende aviser har en kvinde siddende for bordenden. Det synes du måske ikke er særlig mærkeligt, for sådan er det jo. En chefredaktør er som regel en mand. Og så er der Lisbeth Knudsen.

Knudsen har været den undtagelse, man har kunnet hive frem, men efter at hun og hendes efternavnesøster Anne Knudsen forlod Pilestræde, springer kønsfordelingen på chefgangene mere i øjnene.

Nu er fordelingen blandt de ansvarshavende på de seks største landsdækkende private medier:

Nu er hun i 50'erne og er freelance, sammen med alle de andre "rejekællinger".

Paula Larrain

Berlingske: Mand.
Weekendavisen: Mand.
BTMX: Mand.
Ekstra Bladet: Mand, sekunderet af kvinde.
Politiken: Mand, sekunderet af kvinde.
Jyllands-Posten: Mand, sekunderet af mand og her har man 14 i redaktionsledelsen – kun to er kvinder.

Er det naturligt, eller er der noget strukturelt eller kulturelt galt? Politikens Hus satte sig for nogle år siden et mål om, at 40 procent af lederne skulle være kvinder i 2018. Det mål ser ud til at blive svært at nå.

En enkelt kvinde på min Facebook-side fremhæver, at kvinder er mere aggressive og derfor i hendes øjne dårligere chefer. Det er en interessant observation. For måske er der noget om snakken.

Paula Larrain

Der er ingen grund til at tro, at kvinder, der både kan og vil de magtfulde stillinger, bevidst sorteres fra, blot fordi de er kvinder. Men noget tyder på, at rekrutteringsbasen er for lille. Ganske som i stort set alle andre brancher i den private sektor.

Det kan undre, at dette også gælder for mediebranchen, når nu 40 procent af medlemmerne i Dansk Journalistforbund er kvinder. Det vrimler med kvalificerede, ambitiøse kvinder både udenfor og inden for den private presses mure. Hvorfor når så få kvinder frem til toppen?

Jeg stillede spørgsmålet på Facebook, hvor jeg qua mine snart 30 år i og omkring branchen har samlet et stort netværk op blandt både mænd og kvinder. Reaktionerne er interessante. Journalistmænd forsøger at argumentere for, at det ikke er et problem, fordi de kender flere kvinder, der er chefer. Wow.

Læs mere: Anna Libak forlader Berlingske i protest

Ikke mindst fremhæves DR og TV 2, som begge ikke er private, selvstændige medier, men statens. For begge organisationer gælder, at den øverste chef ikke er journalist og i øvrigt er politisk udpeget. Hvorfor kan så mange kvinder godt være chefer i den statslige sektor, mens den private sakker bagud?

En enkelt kvinde på min Facebook-side fremhæver, at kvinder er mere aggressive og derfor i hendes øjne dårligere chefer. Det er en interessant observation. For måske er der noget om snakken.

Uden at kunne dybdeanalysere alle de fremadstormende kvinder jeg kender, kan jeg dog godt genkende en vis aggressivitet i dem. Det mener jeg seriøst ikke er noget problem, hvis de ellers er dygtige. Jeg vil gå så langt som til at sige, at branchen netop nu mere har brug for noget visionær aggression, frem for blød alfaderlighed.

Det er ofte, at erfarne kvinder i min branche får behæftet denne karaktervurdering, aggressiv, og jeg tror, der er noget om det. Altså, at kvinder, der er fremme i skoene, bliver anset for aggressive. Af både de mænd, som de er i konkurrence med og af kvinder, der ikke er interesserede i at kravle op i systemet, men som foretrækker en blød mand i chefstolen, som gør dem godt tilpas.

De kvinder fra min generation, som efter min mening har afgjort ledelsespotentiale er ofte nogle lidt barske typer. Drengepiger, der sænker deres stemmer, når de taler og som nedtoner deres feminine fremtræden. Altså ifører sig lange bukser og jakke. Er det derfor, de fremstår som aggressive, fordi de skal hævde sig på samme måde som mænd og måske endnu mere for at være med?

Der er noget med kvinder og den opfattede autoritet, som er skæv. Undersøgelser viser, at autoritet hænger sammen med for eksempel dyb stemme og rolig fremtræden.

Jeg husker et eksempel fra den journalistiske efteruddannelse, hvor kursisterne, der var redaktionschefer in spe, blev bedt om at udpege, hvem de mente, var mest autoritære af de tilstedeværende. Valget faldt på en mand og på en kvinde, der i sin fremtræden var meget maskulin og som i øvrigt ikke sagde mange ord i løbet af kurset. Hun scorede ellers lavt på andre parametre. Men hendes udstråling var autoritær.

Vurderet på det ydre og på stemmen er kvinder generelt ikke autoritære. Det er også min personlige erfaring som tv-vært, hvor jeg i begyndelsen af både mænd og kvinder blev bedt om at sætte mit lange hår op. For ellers ville ingen tage mig alvorligt, lød deres velmenende forklaring. Siden er hårkampen heldigvis vundet af mangt en kvindelig vært. Men stemmen. Den skal stadig være dyb. Ellers falder man igennem.

Er det derfor, ambitiøse kvinder føler sig kaldet til at være mindre feminine og mere aggressive i deres fremtoning? Mindre blødsødne? Mere hårde? Fordi de prøver at efterligne mænd?

Læs mere: Kan man dø af kønskvoter?

Omvendt hører man, at kvinder bliver overhalet til topjobs, fordi de var for risikoaverse, altså at de var mere forsigtige end de mandlige kandidater og mere ydmyge over for egne kvalifikationer end mændene. Ja, eksemplerne er svære at blive klogere på, men noget halter øjensynligt, når resultatet ser ud, som det gør.

Der er mange paradokser og måske ingen klare svar at finde.

Følgende er derfor mit eget personlige bud på en forklaring, baseret på tre årtiers observationer af flere kvinder og mænd med lige meget potentiale:

Kvinder, der gerne vil være chefer i dansk presse, er ofte drengepiger. De kan lide at konkurrere med mændene og nægter at lade sig begrænse af eget køn. I 20'erne kan hun sagtens være med på lige fod med mændene, hvor alle løber hurtigt for at blive set. Når hun er i 30'erne får hun børn.

Som ambitiøs drengepige har hun fundet sig en partner, der er hendes ligesindede. Han er også ambitiøs og derfor ikke lige til at bede om at tage halvdelen af barslen.

Hun er derfor presset i disse år af mandlige kolleger, der ikke nødvendigvis fik sig en karrierekvinde derhjemme og derfor ikke er bundet af amning og institutionernes åbningstider.

Hendes 30'ere går, og hun vælger mulighederne for de fede stillinger fra. Hun arbejder sig lige så langsomt op, men er ikke på fast tracket længere. Det har hun tilfælles med kvinder i mange brancher. Hun får mere livserfaring end ledelseserfaring. Det tæller ikke med på CV'et.

Hendes arbejdsglæde kan hun ikke lægge i lønnen, for her er hun også sakket bagud i forhold til jævnaldrende. Hun bliver helt bogstaveligt anset for at være mindre værd, når der skal rekrutteres.

Så er hun i 40'erne og har travlt. Hun er om sig og hævder sin erfaring, men bliver ikke taget i betragtning for, der er drenge i 30'erne, der kan løbe hurtigere og som hviler mere i sig selv end hun. De har været på hjemmebane hele tiden. Hun må i stedet være feminin derhjemme og maskulin på arbejde.

Engang i mellem bliver rollerne byttet rundt, og hun forskrækker sine børn eller taber masken på arbejde.

Læs mere: Danmark glider ned ad ranglisten for ligestilling

Hun har lært, at man skal være en del af et netværk for at få de fede stillinger. Men drengevennerne fra 20'erne fortsatte uden hende, da de blev voksne og vil egentlig helst drikke whisky med de andre drenge end blive forstyrret af det andet køn.

Nu er hun i 50'erne og er freelance, sammen med alle de andre "rejekællinger".

Mændene lærte undervejs, at efterspørgslen på de bløde værdier i ledelse er in, og nu bliver de rekrutteret, fordi de er rare og venlige, mens de kvindelige jævnaldrendes pis stadig er helt i kog af at kæmpe sig frem i en mandsdomineret verden. De trækker nitten.

De bliver valgt fra som besværlige, de har nemlig ikke lært sig girafsprog, for det var et helt 'no go', hvis de som unge skulle være med på drengevognen.

Mændene har i dag med andre ord beholdt chefstolene ved at erobre de feminine værdier fra kvinderne, som aldrig ville være kommet frem overhovedet uden at være maskuline.

Det er da helt skævt. Spøjst på en trist måde. Men godt gået af drengene.

........

Paula Larrain er uddannet journalist og er bl.a. tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik og Baltikum som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig medierådgiver, medietræner, moderator, foredragsholder og klummeskribent. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.