Debat

Løkkegaard: Socialdemokratisk EU-bashing svækker dansk økonomi

DEBAT: Socialdemokratiet påstår, at østarbejdere kommer hertil og presser lønningerne. Sandheden er dog den, at udenlandske borgere i snart årtier er kommet til Danmark og har påtaget sig arbejde, som danskerne har sagt nej tak til. 

Udenlandske borgere har i årtier påtaget sig arbejde, som danskerne har sagt nej tak til. 
Udenlandske borgere har i årtier påtaget sig arbejde, som danskerne har sagt nej tak til. Foto: Miriam Dalsgaard/ ritzau
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Løkkegaard (V)

Medlem af Europa-Parlamentet for Venstre

Tilbage i 1999 kunne danske medier berette, hvordan jordbærhøsten blev reddet, fordi 800 unge fra hele Europa kom til Danmark for at arbejde i jordbærmarkerne over sommeren. Det er altså ikke et nyt fænomen, at europæiske borgere kommer til Danmark for at arbejde i blandt andet landbrugssektoren, hvor man i årevis har haft svært ved at rekruttere arbejdskraft. 

Netop derfor kan man kun ryste på hovedet af den socialdemokratiske beskæftigelsesordførers indlæg på Altinget.dk d. 28. juni. Hans påstand er, at østarbejdere kommer hertil og presser lønningerne - bl.a. fordi lønnen suppleres af høje danske velfærdsydelser - og det tilsammen presser unge mennesker ud af jordbærmarkerne.  

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Læs også: S: Kom ind i kampen, Løkke!

Sandheden er dog den, at udenlandske borgere i snart årtier er kommet til Danmark og har taget arbejde, som danskerne af den ene eller anden årsag ikke har påtaget sig. Og det skete endda før lønnen rettelig kunne suppleres med en dansk børnecheck til familien derhjemme. Dertil kommer, at det næppe nogensinde har været et højt betalt job at stå med fødderne i mulden i jordbærmarken.  

Arbejdskraftens fri bevægelighed er i sig selv til gavn for danske virksomheder, fordi udenlandske arbejdstagere er med til at holde hjulene i gang i dansk økonomi og derfor med til at sikre velfærden.

Morten Løkkegaard (V)
Medlem af Europa-Parlamentet

Fri bevægelighed gavner Danmark
Den frie bevægelighed hænger uløselig sammen med EU’s indre marked, som samlet set er en stor gevinst for Danmark. Det indre marked gør Danmark 100 mia. kr. rigere om året, og det gavner ganske almindelige danske familier med 65.000 kr. ekstra i lønningsposen. 

Arbejdskraftens fri bevægelighed er i sig selv til gavn for danske virksomheder, fordi udenlandske arbejdstagere er med til at holde hjulene i gang i dansk økonomi og derfor med til at sikre velfærden. Langt hovedparten arbejder endda under dansk overenskomst eller på overenskomstlignende vilkår.

Men det har aldrig været meningen, at EU-borgere skal fylde ledige stillinger, som danskere kan og bør tage. Derfor indførte Venstre-regeringen et kontanthjælpsloft og en integrationsydelse, som gør det mere attraktivt at arbejde for de, som er i passiv forsørgelse. Venstres politik virker, og arbejdsløsheden er lav. Spørgsmålet er, om Socialdemokraterne vil vende den positive udvikling og sende arbejdsduelige danskere tilbage i ledighedskøen ved at tilbagerulle Venstres politik.  

Velfærdsydelser skal ikke ud af landet
Det har heller aldrig være meningen, at udenlandsk arbejdskraft - efter et kort ophold i Danmark - skal have fuld adgang til de høje danske velfærdsydelser. Danske skatteborgere skal ikke sende velfærdsydelser, som svarer til halve årslønninger til andre EU-lande. Selvom problemet endnu er begrænset – da kun få benytter sig af muligheden - så kan udviklingen pludselig vende og presset kan stige på den danske velfærd. For Venstre handler det derfor både om ret og rimelighed og rettidig omhu. 

Derfor arbejder vi forsat på at sikre opbakning til den danske position hos andre EU-lande. Der blev faktisk fundet en løsning sammen med Storbritannien ift. børnechecken, men da briterne valgte at forlade EU, faldt aftalen med EU-Kommissionen til jorden. Nu gælder det om igen at sikre opbakning blandt EU’s øvrige lande om fx at indeksere børne- og ungeydelsen – et arbejde som er godt i gang.  

Hvad gør Socialdemokraterne?
Hvad gør Socialdemokraterne - udover at anklage andre partier for at se passivt til? Dengang man selv havde regeringsmagten, gjorde man faktisk det stik modsatte af den tidligere VK-regering og rullede stramninger i EU-borgeres adgang til børnechecken tilbage. Og nu spænder man desuden ben for dansk økonomi ved sammen med yderfløjene i Folketinget at begrænse danske virksomheders muligheder for at rekruttere kvalificeret udenlandsk arbejdskraft – vel at mærke samtidig med, at danske virksomheder skriger på arbejdskraft.  

Socialdemokraternes letkøbte EU-bashing og forslag om at lukke for arbejdstagernes fri bevægelighed risikerer at koste Danmark dyrt. Vi har brug for arbejdskraft udefra for at forbedre dansk økonomi, og samtidig skal vi forsvare det danske velfærdssystem.

Det ville klæde Socialdemokratiet at komme ind i kampen.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Leif Lahn Jensen

MF (S), næstformand, Statsrevisorerne, 1. næstformand, Folketingets Præsidium
10. klasse (Grenaa 1984), havnearbejder

Morten Løkkegaard

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (V), MEP (V), Næstformand, Renew Europe, kommunalbestyrelsesmedlem, Gentofte Kommune, fhv. MF (V)
journalist (DJH 1988)

0:000:00