Her kæmper Konservative om borgmesterkæder

ANALYSE: Det Konservative Folkeparti skal til kommunalvalget ud og forsvare 14 borgmesterposter. Partiets succeskriterium er status quo, men det kan både blive til flere og færre. 

Høje Taastrups borgmester Michael Ziegler (til højre) er et af Det Konservative Folkepartis sikre kort i den kommende kommunalvalgkamp.
Høje Taastrups borgmester Michael Ziegler (til højre) er et af Det Konservative Folkepartis sikre kort i den kommende kommunalvalgkamp.Foto: /ritzau/Carsten Bundgaard
Morten ØyenTyson W. Lyall

På Christiansborg har partiet aldrig været mindre. Men i det politiske Danmark udenfor Slotsholmen ser det anderledes ud.

På tærsklen til kommunalvalget 21. november kan Konservative se frem til en valgkamp, hvor det ikke ligger under for partier som Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Med 14 siddende borgmestre har partiet de kommunale rødder plantet i en sådan grad, at de her kun overgås af Venstre og Socialdemokratiet.

Målet og forventningen fra partiet er, at man lander nogenlunde på det samme antal igen efter 21. november.

Der er risiko for at gå et par poster tilbage, men med lidt medvind kan der omvendt også komme et par ekstra i posen.

Få indblik i – og overblik over – de kommunale konservative slagmarker her.

De sikre

En række kommuner kan betegnes som relativt sikre for partiet. Bykonger i solide konservative enklaver og populære borgmestre betyder, at Konservative uden det store drama bør kunne beholde borgmesterkæden i ni kommuner:

  • Vallensbæk
  • Høje Taastrup
  • Gentofte
  • Hørsholm
  • Allerød
  • Helsingør
  • Lyngby-Taarbæk
  • Vesthimmerland
  • Frederiksberg

De mindre sikre
Konservative borgmesterposter er flere steder resultatet af kompromis. Venstre og Socialdemokratiet er oftest større end Konservative, men har historisk set haft svært ved at samarbejde. Derfor ender Konservative i stedet med flere steder at løbe med posten, selvom partiet langt fra er størst.

Man kunne kalde det ”Viborg-modellen” efter partiformand Søren Pape Poulsen, som i 2009 blev borgmester i Viborg med støtte fra Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti.

Med denne model er det i høj grad op til borgmesterens resultater og diplomatiske evner at forlænge embedsperioden.

Viborg: Det er relativt åbent, om Konservative kan beholde Søren Pape Poulsens gamle borgmesterpost i Viborg, hvor Venstre håber at vinde posten med Ulrik Wilbek som spidskandidat.

Hillerød: I 2013 brød Konservative 16 års socialdemokratisk bystyre – med hjælp fra Socialdemokratiet selv. For selvom Venstre blev størst, og der var blåt flertal, tilbød Socialdemokratiet borgmesterkæden til Konservative. Konservative kandidater meldte sig ud af partiet i protest og nogle borgere i Hillerød arrangerede fakkeloptog i protest mod konstitueringen. Opgaven for Konservative blev gjort en smule mere vanskelig, da byrådsmedlem Mette Thiesen i sommer skiftede til Nye Borgerlige.

Lolland: Drama var der også på Lolland i 2013, hvor den konservative godsejer Marie Louise Friedrichsen i to dage var borgmester med støtte fra de røde partier. Det blev dog for meget for øens største parti Venstre, som med tidligere fødevareminister Henrik Høegh i spidsen tilbød borgmesterposten ”tilbage” til Socialdemokratiet.

Køge: Selvom Konservative kun blev fjerdestørst i Køge i 2013, formåede partiet med en pragmatisk midterløsning at få borgmesterkæden. Og selvom Konservative tror på fremgang ved det kommende valg, skal der samles mandater på tværs af partier.

Sorø: Konservative blev i 2013 det største borgerlige parti i Sorø, hvor de blå partier holdt sammen. Selvom Socialdemokratiet tilbød borgmesterkæden til Venstre, afviste Venstre og holdt fast i den borgerlige kandidat med flest vælgere i ryggen; nemlig Gert Jørgensen (K).

Thisted: I juni skiftede Lene Kjeldgaard Jensen fra Venstre til Konservative og tog borgmesterkæden med, og hun er dermed Konservatives nyeste borgmester.

Ærø, Rudersdal, Vejen og Hjørring vurderes som konservative boblere, hvor der måske kan vindes en borgmesterpost, hvis alle marginaler falder ud til konservativ fordel. Det kan du læse mere om i den fulde analyse på Altinget: christiansborg (kræver abonnement), hvor man også kan finde en udførlig analyse af alle de konservative kommuner.

Tegn gratis prøveabonnement her.

Dokumentation

De 14 siddende borgmestre fra Det Konservative Folkeparti: 

Allerød
Jørgen Johansen

Frederiksberg
Jørgen Glenthøj

Gentofte
Hans Toft

Helsingør
Benedikte Kiær

Hillerød
Dorte Meldgaard

Høje-Taastrup
Michael Ziegler

Hørsholm
Morten Slotved

Lyngby-Taarbæk
Sofia Osmani

Vallensbæk
Henrik Rasmussen

Køge
Flemming Christensen

Sorø
Gert Jørgensen

Thisted
Lene Kjelgaard Jensen

Viborg
Torsten Brask Møller Nielsen

Vesthimmerland
Knud Kristensen


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00