DF vil ikke afvise besparelser på foreningslivet

DØR PÅ KLEM: DF vil bevare foreningers momskompensation, men er åbne for at spare penge på ordningen. Samtidig lover man foreningerne, at eventuelle besparelser ikke slår fuldt igennem allerede i 2018.

Dennis Flydtkjær (til højre) vil ikke afvise, at der kan spares penge på foreningers delvise momsrefusion. 
Dennis Flydtkjær (til højre) vil ikke afvise, at der kan spares penge på foreningers delvise momsrefusion. Foto: ritzau/Jens Dresling
Rasmus Dahl Løppenthin

Selvom Dansk Folkeparti afviser at afskaffe foreningers momsrefusion, er man stadig åben over for at spare penge på ordningen.

Sådan lyder meldingen fra Dansk Folkeparti forud for forhandlingerne, der starter i den nærmeste fremtid.

"Det ville være tosset at mødes, hvis man på forhånd sagde, at det ikke kunne komme på tale at finde nogle penge," siger Dennis Flydtkjær.

Regeringen vil sløjfe foreningers momsrefusion, som koster 160 millioner årligt. I stedet vil man oprette en såkaldt reserve på 67 millioner, som almennyttige foreninger kan søge. Dermed lægger man op til en besparelse på mere end 90 millioner, og det er for voldsomt, mener DF.

Ordningen bliver udhulet, efterhånden som der er flere og flere, der søger på den. Derfor kunne det godt være, at der var behov for at justere på, hvilken målgruppe der kan søge på puljen.

Dennis Flydtkjær
Skatteordfører (DF)

“Jeg kan bare ikke se for mig, at det bliver i nærheden af den størrelsesorden, som regeringen lægger op til. For så skal man godt nok ud i noget af en grovbarbering, og det ser vi ikke lige for os,” siger Dennis Flydtkjær.

Vil stoppe udhuling
Dansk Folkeparti går samtidig til forhandlingsbordet for at finde en løsning på den "udhuling", som ordningen har været udsat for. Med et loft på 160 millioner og et stadigt stigende antal ansøgere får hver forening nemlig mindre og mindre i momsrefusion.

"Ordningen bliver udhulet, efterhånden som der er flere og flere, der søger på den. Derfor kunne det godt være, at der var behov for at justere på, hvilken målgruppe der kan søge på puljen," siger Dennis Flydtkjær.

Ender man med at skære i ordningens loft, afviser Dansk Folkeparti dog at gøre det i et hug, som allerede slår fuldt igennem i 2018.

"Det er i hvert fald ret kort varsel, når finansloven først er vedtaget i november, hvis beløbet så er væk 1. januar. Og jeg synes også, det er for kort varsel. Man er nødt til at give foreningerne en fair chance. Så hvis vi ender med at gå i regeringens retning, er det nødvendigt med en ordentlig indfasning," siger han.

Foreslår færre skattelettelser
Pengene fra foreningers momsrefusion skal gå til en styrket kontrolinstans i Skat. Det formål støtter Dansk Folkeparti, men partiet afviser, at pengene nødvendigvis skal tages fra foreningsdanmarks kasser.

“Små 100 millioner kroner er selvfølgelig et kæmpe beløb for danskerne, men det er det jo ikke i den store sammenhæng, når man samtidig ønsker at bruge 15 milliarder kroner på skattelettelser. Så kunne man jo lave skattelettelser for lidt mindre, og så styrke Skat med nogle af de penge,” siger Dennis Flydtkjær.

I det hele taget har han svært ved at se Dansk Folkeparti stemme for en omkalfatring af ordningen.

“Jeg kan meget vel se, at det ender med, at der slet ikke sker noget på det her område. Eller at det bare bliver småjusteringer," siger Dennis Flydtkjær.

Skatteminister Karsten Lauritzen har noteret sig kritikken, før han påbegynder de kommende forhandlinger om forslaget.

”Det frivillige foreningsliv ligger personligt mig meget på sinde, og det samme gælder jo resten af Venstres folketingsgruppe. Derfor det er det også naturligt, at der er en bekymring. Man kan diskutere, hvor meget man skal spare på ordningen, og det er der så forskellige holdninger til. Det er helt legitimt," skriver han i et skriftligt svar til Altinget.

Dokumentation

Sagen kort

I forbindelse med regeringens finanslovsudspil for 2018 foreslog skatteminister Karsten Lauritzen (V) at sløjfe foreningers momsrefusion. Ved at nedlægge ordningen får man 160 millioner i kassen, hvoraf man bruger de 67 millioner på en reserve, som almennyttige foreninger kan søge penge fra. Provenuet på små 100 millioner kroner skal gå til en kontrolinstans i Skat.

Forslaget har medført et ramaskrig i foreningsdanmark, som føler sig snigløbet af regeringen, der er på trapperne med en ny civilsamfundsstrategi.

Samtidig har det medført hård kritik, at Roskilde Festival og frikirkerne er blevet fremhævet som eksempler på formål, der ikke bør få momsrefusion.

Karsten Lauritzen (V) har hele tiden fastholdt, at han anerkender festivalernes og frikirkernes indsats, men at deres arbejde ikke faldt inden for det, man oprindeligt ville støtte, da man indførte ordningen i 2007. Derfor vil han oprette en reserve på 67 millioner målrettet sociale, humanitære og sygdomsbekæmpende formål. Altså de formål, som den daværende VK-regering oprindeligt ville støtte, da de indførte ordningen.

Den udlægning er imidlertid afvist af blandt andre Indsamlingsorganisationernes brancheforening Isobro. Man henviser til, at blandt andet frikirkerne har været med i støtteordningen fra dag et. Og at den daværende VK-regering allerede i 2008 foretog en lempelse, som medførte en kraftig stigning i udbetalingerne af momsrefusion til foreningslivet.

I sidste uge meldte de borgerlige kritikere af forslaget sig så på banen. Jan E. Jørgensen lod forstå, at han ikke så noget behov for at nedlægge ordningen. Og Dansk Folkeparti meddelte, at man ikke ville stemme for at afskaffe foreningers momsrefusion.

Tirsdag uddyber Dennis Flydtkjær så til Altinget, at han holder en dør på klem for, at skatteministeren kan komme igennem med nogle af sine besparelser på området. Det har S tidligere blankt afvist.

På trods af den megen uro påbegynder man inden for den nærmeste fremtid forhandlingerne om regeringens forslag.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carl Holst

Director, Influenter, højskolelærer, bestyrelsesformand, Idrættens Analyseinstitut, Videncenter for Folkeoplysning, Play the Game, Center for Grundtvigforskning, bestyrelsesmedlem i DigiRehab
lærer (Haderslev Statsseminarium 1996)

Dennis Flydtkjær

MF (DD)
datamatiker (Erhvervsakademi Midtjylland 2002)

Orla Østerby

Direktør og bestyrelsesmedlem, Tangsø Invest, bestyrelsesmedlem og medstifter, Tangsø Sundhedscenter, fhv. MF
byggetekniker









0:000:00