18. december: Karsten Hønge

JULEKALENDER: Karsten Hønge (SF) kobler af med rockmusik og kan ikke fordrage ømskindede politikere, der tager sig selv alt for højtideligt. Det afslører han blandt andet i dagens kalenderinterview.

Karsten Hønge (SF) er vild med tv-serierne <i>Breaking Bad</i> og <i>Boston Legal</i>. Derudover ser han stand-up og kan godt lide at lytte til <i>Bruce Springsteen and the E Street Band</i>.
Karsten Hønge (SF) er vild med tv-serierne Breaking Bad og Boston Legal. Derudover ser han stand-up og kan godt lide at lytte til Bruce Springsteen and the E Street Band.Foto: Altinget
Franka Lykke Vedel Kessing

Hvorfor gik du ind i politik?

Jeg er ikke gået ind i politik og kommer aldrig til det. Sådan tænker jeg virkelig ikke om det. Ved at gå ind i politik antyder jeg, at jeg har en eller anden karriere kørende. At det er noget, jeg vil for politikkens skyld, og sådan er det ikke.

Jeg har svært ved at finde mig i ting – ikke kun stor social uretfærdighed, men også på det mindre plan – jeg gider ikke at blive kostet rundt med.

Karsten Hønge (SF)
Medlem af Folketinget

Hvornår blev du så politisk interesseret?

Fakta
Karsten Hønge er født 25. september 1958 i Nykøbing Mors.

Han er uddannet tømrer i 1983. Og har tidligere blandt andet været formand for Forbundet Træ-Industri-Byg fra 1997 til 2006.  

Han blev valgt ind i Folketinget i Fyns Storkreds i 2015 og har tidligere været folketingsmedlem fra 2007 til 2011. Derudover har han været m
edlem af Fyns Amtsråd fra 2002 til 2006, af byrådet i Odense Kommune 2006-2007 og af regionsrådet i Region Syddanmark fra 2013 til 2015.

Karsten Hønge er beskæftigelsesordfører, transportordfører, erhvervsuddannelsesordfører, landdistrikts- og øordfører, grønlandsordfører og færøerneordfører for SF.

Kilde: ft.dk

Jeg er et tidligt skadet barn. Jeg var 14 år, da jeg meldte mig ind i SF. Begge mine forældre var medlemmer af Socialdemokratiet hele livet. Så jeg kommer fra et hjem, hvor man diskuterede politik, og min far forlangte simpelthen, at jeg tog stilling. Jeg kunne ikke slippe uden om ikke at mene noget. Det reagerede han meget negativt over for. Og han var sådan en to meter høj tømrer, så når han reagerede negativt, var det ret træls. 

Derudover har jeg altid lidt haft et fightergen. Jeg har svært ved at finde mig i ting – ikke kun stor social uretfærdighed, men også på det mindre plan. Jeg gider ikke at blive kostet rundt med.

Hvilken politiker har været en inspiration for dig?

Der har været forskellige gennem årene, blandt andet Gert Petersen (SF) og Preben Wilhjelm (SF og VS). Man skal bare ikke tage sig selv alt for højtideligt og være alt for ømskindet. Sådan nogle politikere kan jeg simpelthen ikke fordrage. Jeg kan godt lide, at man går lidt til den. Derfor kan man jo godt være gode venner og i øvrigt respektere hinanden.

Hvilken politisk modstander har du mest respekt for?

Det har jeg for eksempel for Claus Hjort Frederiksen (V), fordi han står for noget og vil noget, og det lægger han ikke skjul på. Han vil nogle træls ting, men han vil noget. Han slår hårdt fra sig, er i hvert fald ikke ømskindet og prøver ikke at please alle. Og så lader han ikke som om, at Venstre skal være et midterparti. Det kan jeg godt lide ham for.

Er du stadig i politik om fem år?

Står det til mig, vil jeg gerne. Jeg er sikker på, at jeg stadig har lige så meget ild i maven om fem år. Jeg føler mig mindst lige så tændt, som dengang jeg var en hidsig SFU’er i 70’erne.

Hvad er den bedste politiske aftale, du har været med til at lave?

Det er en række forskellige aftaler omkring en styrkelse af erhvervsskolerne, som jeg var med til at sætte i gang i min første periode i Folketinget. Til de mest uddannelsesparate var det muligheden for at tage en studentereksamen samtidig med en faglig uddannelse, som er kendt under navnet EUX. Det andet tiltag er endt under navnet Den Kombinerede Ungdomsuddannelse og retter sig mod unge, som har forskellige udfordringer, før de kan tage en egentlig uddannelse.

Hvad gør du for at koble af?

Må jeg have lov til at nævne Bruce Springsteen and the E Street Band? Ej, jeg gør flere ting, men jeg kan rigtig godt lide at høre musik. Og det er rockmusik. Ikke sådan noget sødladent popmusik. Derudover løber jeg lidt, og så har jeg mine tre børn. En bor stadig hjemme, og de to andre er under store protester fra min side flyttet hjemmefra. Jeg har også en kæreste – vi var kærester, da jeg var ung og mødtes igen 30 år efter og genoptog forholdet. Det er lidt sødt, ikke?

Hvad er den bedste bog, du har læst i år?

Det ved jeg ikke lige. Til gengæld er jeg sikker på, at den bedste bog, jeg får læst i år bliver Carsten Jensens Den første sten.

Har du en yndlings tv-serie?

Jeg vakler lidt mellem Breaking Bad og Boston Legal. Breaking Bad er simpelthen så spændende, men Boston Legal er også fuldstændig fantastisk. Det er virkelig grotesk humor, samtidigt med at den tager relevante problemstillinger op. Jeg er også vild med stand-up. Min ubetingede favorit er Jan Gintberg – sådan noget råberi, det kan jeg altså godt lide.

Har du et motto?

Ja: Man kan ikke være venner med alle. Det har jeg ellers aldrig haft før, men hvis jeg endelig skal have et, så må jeg gå med det. Og det er også noget, jeg praktiserer. Ej, jeg tror sgu, den er langtidsholdbar. Det der med at please hinanden, det duer ikke. Hverken i politik eller i privatlivet. Man skal jo være den, man er.

Hvad er det mærkeligste eller bedste, der er sket for dig i 2015?

Det bedste? Det var, at jeg blev valgt. For satan. Der tog vælgerne sig lige sammen på Fyn.

Hvad ser du mest frem til i 2016?

Jeg skal være morfar til februar. Det er mit første barnebarn, så det bliver rigtig spændende. Det går jeg en del op i for at sige det mildt.

Politisk ser jeg frem til at få stabiliseret SF. Vi er stadig i en lidt udsat position. Vi skal have fundet den lysende sti ud ad junglen – der er jo rovdyr på alle sider af partiet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karsten Hønge

MF (SF), medlem, SF’s landsledelse og daglige ledelse, 3. næstformand, Folketingets Præsidium
tømrer (Aarhus. 1983), journalist (DMJX 2013)

0:000:00