2. december: Liselott Blixt

JULEKALENDER: Hver dag frem mod juleaftensdag vil Altinget.dk bringe et interview med en folketingspolitiker. I dag er det Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti.
Hvorfor gik du ind i politik?

"Det startede med, at jeg arbejdede på et plejehjem. Jeg syntes, at de ældre fik en for dårlig behandling, og derfor stillede jeg op til byrådet, hvor jeg blev valgt ind. Jeg fik samtidig en uddannelse som social- og sundhedsassistent og begyndte at arbejde på sygehusene. På det område syntes jeg også, at tingene kunne gøres bedre. Så stillede jeg op til Folketinget og blev valgt ind. Og det var heldigvis sundhedsområdet, jeg fik lov til at arbejde med."

Hvad er dit vigtigste politiske mål?

"Jeg håber på at ændre en del ting, som jeg synes kører for dårligt. Men mere specifikt er det ordnede retningslinjer for de forskellige sygdomsgrupper. Lige i øjeblikket står jeg på en konference for smertepatienter. Og der mener jeg, at vi mangler utroligt meget. 

Patienter, der har diffuse smerter eller diagnoser, som ikke er der, bliver ikke behandlet ordentligt i systemet, hvor man mistænkeliggør dem. De bliver glemt og klemt i systemet, f.eks. på det sociale område, hvor de måske ikke kan få den hjælp, som de skal have, fordi de går syge i for lang tid og ikke kan få sat diagnose på."

Hvilken dansk politiker har været en inspiration for dig?

"Pia Kjærsgaard er helt sikkert en af dem, som jeg ser op til. Netop fordi hun kunne komme fra en helt almindelig uddannelse til nu at have siddet i Folketinget i snart 25 år. Og hun bliver ved med at have syn for de ældre og de svage i samfundet. Jeg kan godt være bange for, at nogle politikere glemmer, hvad der sker uden for Folketinget, og jeg er opmærksom på, at jeg ikke skal være en af dem, der glemmer, hvordan det er at være på gulvet."

Hvilken politisk modstander har du størst respekt for?

"Jeg har stor respekt for Sophie Hæstorp Andersen (S). Hun burde have fået en ministerpost. Hun har sat sig grundigt ind i tingene, vil noget på området og kan arbejde tværpolitisk. Det er det samme med Karen Klint (S).

De er socialdemokrater begge to, men det er sjovt nok dem, jeg har det bedste samarbejde med. Jeg respekterer dem højt, fordi de ikke tænker på, om man er fra det ene parti eller det andet, men mere går efter sagen, og hvem man vil hjælpe på de forskellige områder."

Fakta
Liselott Blixt er 46 år og har siddet i Folketinget siden valget i 2007. Lige fra hun blev valgt ind, har hun været Dansk Folkepartis sundheds- og psykiatriordfører. Hun er uddannet social- og sundhedsassistent, men har også arbejdet som både buntmager og hjemmehjælper. Hun har siden 2002 været byrådsmedlem i Greve Kommune, hvor hun har plads i kommunens økonomi- og socialudvalg.

Politikere har en travl hverdag. Hvad gør du for at rekreere?

"Om sommeren kører jeg motorcykel. Når jeg kører motorcykel, er der ingen telefon, jeg kan tage, for det kan man ikke, mens man kører. Og samtidig skal man koncentrere sig så meget, at alt andet kommer i baggrunden. Og når du er sammen med motorcykelfolk, så er man ens påklædt. Man ligner de andre og bliver ikke peget ud, fordi man er folketingsmedlem. Så det er rart at være lidt anonym."

Hvad er den bedste bog, du har læst i år?

"Jeg har ikke nået at læse så mange bøger. Men jeg har læst Skrøbelige hjerter af Vibeke Manniche, og det er en meget sjov bog. Det er en afslapningsbog, men den har noget sundhedsvæsen over sig og indeholder nogle relevante problemstillinger set ud fra mit synspunkt."

Jeg kan godt være bange for, at nogle politikere glemmer, hvad der sker uden for Folketinget, og jeg er opmærksom på, at jeg ikke skal være en af dem, der glemmer, hvordan det er at være på gulvet.

Liselott Blixt
Dansk Folkepartis sundheds- og psykiatriordfører

Er du stadig politiker om fem år?

"Det vil jeg tro. Men hvis sundhedsvæsenet er blevet så godt på fem år, at der ikke er noget at brokke sig over, så tror jeg ikke, at jeg kan være politiker. Men jeg tvivler på, at det ser så godt ud til den tid. Så længe der er noget, jeg kan kæmpe for, noget jeg tror på, og nogle der tror på mig, så vil jeg også være politiker."

Hvis du en dag ikke er politiker længere, hvad laver du så?

"Jeg har tidligere arbejdet som social- og sundhedsassistent, og jeg kunne godt tænke mig at arbejde som det igen. Jeg savner at arbejde på sygehusene, og jeg savner at arbejde med mennesker. Før i tiden havde jeg også et værksted, hvor jeg syede overtøj til handicappede mennesker. Så en kombination af de to ting, det ville jeg nok gå videre med, hvis jeg ikke var politiker."

Hvad fortryder du fra 2011?

"Jeg synes faktisk ikke, at der er noget at fortryde. Det har været et fantastisk år. I forbindelse med folketingsvalget satte jeg mig og skrev ned, hvad jeg havde fået gennemført. Der var alligevel ret mange ting, og så tænkte jeg: Hold da op, jeg har alligevel været med til at gøre en forskel."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Liselott Blixt

1. viceborgmester, Greve Kommune
buntmager (Lollands Buntmageri, 1986), social- og sundhedsassistent (Social- og Sundhedsskolen i Greve, 2002)

Pia Kjærsgaard

MF (DF), fhv. formand for Folketinget, fhv. partiformand, DF
kontor (Købmandsskolen København, 1965)

Sophie Hæstorp Andersen

Overborgmester (S), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2006)

0:000:00