ANALYSE: Når man sidder i Danmark og betragter Obamas nu årelange kamp for at reformere sundhedssektoren i USA, er det måske svært at forstå, hvordan noget så basalt kan være så svært at blive enige om, og især, hvordan det kan pådrage sig mere opmærksomhed, tid og arbejdsindsats end jobsituationen, krigene i Irak og Afghanistan og miljøet. Og hvorfor der på tværs af alle medier varmes op til afstemningen i repræsentanternes hus søndag eftermiddag, som var det til finale i fodbold-VM.

Men der er en grund til, at tre præsidenter før Obama har fejlet i deres forsøg på at reformere sundhedslovgivningen i USA. De gennemgribende ændringer, som der foreslås, er netop: gennemgribende. Og de rækker langt ud over sundhedssektoren i sig selv, ja, langt ud over USA's grænser. Her er fire grunde til, at det er interessant at følge sundhedsreformen, også selvom man sidder på den østlige side af Atlanterhavet.

1. Det handler om Obamas præsidentskab.
Barack Obama kom ud af starthullerne som præsident med et brag, ved oven i de massive problemer, han havde arvet fra George W. Bush, at annoncere, at han havde mod på at forsøge at reformere sundhedsområdet. Noget, præsident-rockstjerner som Clinton, Kennedy og Truman havde forsøgt før ham uden held. Det virkede totalt overmodigt. Men Obama holdt fast og satte hele sin politiske kapital ind på reformen. Af alle de skibe, han satte i søen i 2009 med forventning om, at de kom tilbage i triumf i 2010, så demokraterne kunne bruge sejrene i midtvejsvalget til november, var sundhedsreformen den største skude.

Og det lignede en storsejr. Det lykkedes for første gang nogensinde at få Repræsentanternes Hus til at stemme om en sundhedsreform. Og da Senatet, efter en gyserslutspurt , hvor de sidste stemmer skulle hives hjem, OGSÅ stemte for, så det ud som om, Præsident Obama kunne tage sin plads blandt de HELT store præsidenter. Ikke blot var han den første afroamerikaner på posten, han var også den første, der havde reformeret sundhedssystemet siden Roosevelt i 30'erne og 40'erne. Han skulle bare lige have senatet og huset til at blive enige om en tekst, og så skulle der lige stemmes om det, og så færdig. En formalitet.

Men sådan gik det som bekendt ikke. I en af demokraternes højborge, Massachusetts, valgte man en republikaner til senatet. Scott Brown blev manden, der vippede Obamas plan af pinden ved at forhindre, at en samlet tekst nogensinde kunne komme til afstemning i senatet, nu hvor demokraterne ikke havde de magiske 60 stemmer, men kun 59.

Og så så det sort ud for Obama, der havde fået Nobels fredspris uden at præsentere nogen som helst resultater. Amerikanerne valgte ham, fordi de utålmodigt manglede en ny leder. Men tropperne i Irak er ikke trukket hjem, Guantanamo er ikke lukket, ledigheden stiger stadig visse steder, og folk kan stadig mærke krisen kradse over et år efter Obamas tiltræden.

Hvis man ved noget om politik og samfundsforhold, ved man også, at det tager tid at ordne den slags - det sker ikke fra den ene dag til den anden. Men det er svært at forklare en befolkning, der sidder i en økonomisk skruetvinge.

Så hvis sundhedsreformen - Obamas største og mest vigtige projekt lige nu - ikke går igennem, viser han sig som en svag præsident, der havde talegaverne, men ikke evnen til at ekskvere. Et genvalg virker usansynligt, skulle afstemningen i morgen ikke føre til et godt resultat.

2. Det handler om nationaløkonomien
Vi kender mest amerikanske firmaer som kæmpe-corporations, der multinationalt sidder på halve og hele markeder rundt om i verden. Men i selve USA er rigtig meget af den lokale økonomi bundet op på såkaldte mom and pop-virksomheder, små virksomheder, der ofte er familiedrevne. Økomnomerne diskuterer stadig om det vil være godt eller skidt for disse virksomheder, når reformen evt. træder i kraft. Reformen indeholder nemlig et påbud om at alle amerikanere skal have en sundhedsforsikring. Enten een, de selv køber, eller får tilbudt igennem deres job. Virksomheder skal også tilbyde alle deres fastansatte fuldtidsmedarbejdere en sundhedsforsikring. Det kan blive en dyr omgang for de små virksomheder, siger republikanerne. Demokraternes modargument er, at for de relativt få, små virksomheder, der ikke allerede tilbyder deres ansatte en sundhedsforsikring, kan det faktisk bedre betale sig at betale den bøde, som man får, når man ikke tilbyder sundhedsforsikring, eller tilbyde en minimumsforsikring, som de ansatte så kan spæde lidt til selv for at få en bedre dækning.

Men hovedpointen her er en helt anden. Ifølge de seneste tal er 30% af den amerikanske arbejdsstyrke nu freelancere. Og tendensen er stigende. Der er flere årsager til dette. Een ting er, at større virksomheder undlader at fastansætte for at kunne præsentere pænere tal til deres aktionærer, en anden er, at de slipper helt for at tænke på sundhedsforsikringer og andre jobgoder. Men der er også en trend i befolkningen, en lyst til at være fri på markedet, og efterhånden som antallet af industrielle jobs falder, og service- og informationsjobs stiger, kan det i højere og højere grad lade sig gøre at arbejde som freelancer.

Med andre ord kan USA henover de næste 20 år risikere at se helt op til 50% af arbejdsmarkedet, der ikke er fastansatte. Og så får sundhedsforsikringsselskaberne rigtig meget at lave, for pludselig vil mange flere have deres egen sundhedsforsikring.

Hvis det bliver en trend, at man selv sørger for sin sundhedsforsikring - hvilket Obamas reform muliggør i endnu højere grad ved dels at sænke priserne, dels ved at oprette en "børs", hvor almindelige mennesker kan forhandle gode grupperabatter, dels ved at give skattefradrag for forsikringer til dem med allerlavest indkomst  - så vil både større og mindre virksomheder få skåret kraftigt i deres omkostninger, hvad kan sætte fut i den amerikanske økonomi igen, hvilket fører os til det næste punkt:

3. Det handler om USA's økonomiske magt i verden.
Mange peger på at USA's tid som økonomisk supermagt er slut, og at Kina og måske Indien kommer til at overtage. Men man skal ikke undervurdere amerikanerne for tidligt, og slet ikke sundhedsreformens rolle i den sammenhæng. For hvis scenariet ovenfor, hvor den tunge, økonomiske byrde for sundhedforsikring i højere grad bliver overtaget af den enkelte, bliver til virkelighed, så vil der ske flere ting med USA's økonomi i forhold til resten af verden:

- Produktiviteten vil stige. Amerikanerne er et meget hårdtarbejdende folk af egen fri vilje, og med bedre sundhedsforsikringer, der dækker flere sygdomme, og ikke mindst, når FLERE amerikanere får sundhedsforsikringer, vil flere mennesker kunne arbejde endnu mere.

- Økonomien vil få et generelt boost. Ganske vist bliver det dyrere for den enkelte, der pludselig skal tænke en sundhedsforsikring ind i familiebudgettet, som de tidligere havde fået fra jobbet. Men Obama har valgt at investere i det her, hvad på længere sigt vil formindske USA's udlandsgæld, fordi der kommer gang i biksen. Og med de fradrag og støttemuligheder, den enkelte familie får, bliver den økonomiske byrde måske ikke helt så slem, taget i betragtning at deres mulighed for at gå til lægen eller komme på sygehuset ikke forsvinder, hvis der sker fyringer. Det betyder behov for flere sygehuse, flere læger, flere sygeplejersker, mere medicinsk udstyr, mere medicinproduktion osv. Med andre ord: Hvor det er typisk for vestlige regeringer at investere i anlæg og byggeri for at få gang i de økonomiske hjul efter en krise, har Obama valgt at investere i sundhedssektoren, for at få ringene til at sprede sig vandet derfra - og samtidig hjælpe folk til at blive sundere.

- USA's konkurrenceevne forbedres. Ud over de to ovennævente faktorer, er det jo åbenlyst, at når USA kan melde sig blandt de lande, hvor alle er sikret retten til at få sygehjælp, så er det i hvert fald ikke den faktor, der gør, at USA ikke kan konkurrere med Kina, Indien eller Europa, hvor sygehjælpen er offentlig.

USA's plads som økonomisk magtfaktor i verden får altså tilført ilt på denne måde.

4. Det handler om forskning.
Endelig er der hele den medicinske forskning, der også får et løft med Obamas sundhedsreform. Selvom meget medicin udvikles uden for USA, er det stadig USA, der er motoren i forskningen på sundhedsområdet. De har de bedste forskere og de bedste universiteter, og de store medicinalgiganter har alle såvel en stor tilstedeværelse som et stort marked i USA. Og det marked bliver med sundhedsreformen gjort markant større, når 30 millioner mennesker lige pludselig får mulighed for at købe dyr medicin. Man kan mene, hvad man vil om medicinalgiganter, men de har det med at være med til at udvikle medicin, der gør os sundere og øger vores livskvalitet. Og når deres kage bliver større, bliver der også flere penge til at forske - måske endda i sygdomme, der ikke på nuværende tidspunkt gøres så meget ved, fordi det økonomiske grundlag er for småt. Også her rækker sundhedsreformen ud over USA's grænser. Og på netop dette punkt kan Obamas sundhedsreform blive en gave, der ikke kun begunstiger amerikanerne, men os alle.

I dag lørdag pisker Obama, samt lederen af Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, rundt for at få de sidste stemmer på plads. Som det er lige nu, kan de tåle, at 39 repræsentanter stemmer nej, for 216 er det magiske flertal ud af de 255 demokrater, der sidder i huset. Men i går var stemmerne ikke helt hjemme endnu.

Når afstemningen kommer i morgen søndag, formodentlig om natten dansk tid, bliver det lidt af en gyser.