Debat

3F: Drop registreringsafgiften

DEBAT: EU-forslaget om fri leasing af biler i EU er en gave til den danske transportdebat ifølge formand for 3F transport Jan Villadsen. Det øger nemlig behovet for et smartere afgiftssystem, skriver han.

Formand for 3F Transport Jan Villadsen har et klart budskab: Afskaf registreringsafgiften og indfør et afgiftssystem, der tager udgangspunkt i kørslen frem for bilen.
Formand for 3F Transport Jan Villadsen har et klart budskab: Afskaf registreringsafgiften og indfør et afgiftssystem, der tager udgangspunkt i kørslen frem for bilen.Foto: pressefoto/3f.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jan Villadsen
Formand for 3F Transport

Leasing af privatbiler på tværs af grænser kan blive en bombe under finansiering af danske veje, broer og velfærd. 

Sådan lyder advarslen fra socialdemokraternes Europa-parlamentariker Christel Schaldemose, der oplyser om et forslag fra EU-kommissionen via Altingets transportdebat.

Hun peger på, at EU-kommissionen ønsker nye muligheder for bilindustri og leasingfirmaer. 

Fakta

Bland dig i debatten!

Send dit debatindlæg til [email protected].

Konkret skal det ske ved at tillade frit valg af, hvilket land leasingkontrakten på en bil skrives under i - og tilhørende frit valg mellem, hvilket land bilen registreres i, og hvor der skal betales afgift. 

Betal for kørslen, ikke bilen
Forslaget er endnu langt fra at blive virkelighed. Men Christel Schaldemose har helt ret i sin spådom: Det giver vores danske statskasse et stort problem, hvis danske billister kan spare mange penge på at vælge tysk, svensk eller polsk leasing med tilhørende tyske, svenske eller polske afgifter frem for danske.

De fleste er vist enige om, at det haster med klog politik mod dumme køer i trafikken.

Jan Villadsen
Formand for 3F Transport

Den gode nyhed er, at det kan løses på andre måder end et udvandet eller nedstemt forslag. Men det kræver, at den danske regering og vores transportpolitikere sætter en ny og helt anden dagsorden. 

Det har både Trængselskommissionen, 3F Transport og tænketanken Kraka banet vejen for. 

Kraka og 3F Transport sammen, da vi i 2012 spillede ud med forslag til et nyt og intelligent afgiftssystem. Vel at mærke udgiftsneutralt i forhold til i dag. 

Vi foreslår, at registreringsafgiften for personbiler afskaffes. 

I stedet skal der indføres intelligent kilometerbetaling. Den kan opkræves via GPS, og det skal være billigst at køre i Vestjylland og på tidspunkter uden meget trafik. Dyrest i myldretiden og på steder, hvor trængsel har taget magten. 

Kraka har regnet ud, at en sådan overgang til intelligent kilometerbetaling kan bidrage med fire milliarder om året til samfundsøkonomien, især fordi vi får mindre trængsel.

Behov for klog politik
Forslaget er hverken blåt, rødt, dannebrogsstribet eller iklædt EU-stjerner. 

Det er sund fornuft, solidarisk og markedsstyret, når man betaler for, hvor, hvornår og hvor langt man vil køre. 

Samtidig giver det klar styring af, hvordan ny moderne infrastruktur prioriteres bedst.

Vores mål er hverken at komme EU i møde eller fylde ekstra penge i statskassen. 

Målet er langt mindre trængsel på vejene og afgifter, der er mere retfærdige, ved betaling imens man kører, og ikke fordi man vil køre. Altså afgifter for kørsel, når den finder sted og afgiftsfrihed, når bilen er parkeret i garagen. 

De fleste er vist enige om, at det haster med klog politik mod dumme køer i trafikken. 

3F og Krakas analyser fra 2012 ligner de forslag, Trængselskommissionen og produktivitetskommissionen nåede frem til i 2013. 

Og 2015 bør blive året, hvor politikerne følger op med mod, handling og principbeslutninger. 

Intelligent kilometerbetaling kan blive lige så naturligt som brobizz-bip ved Storebælt. Fordelene er åbenlyse: Biler til priser, der er tyske, kø-løs trafik på vilkår, der er jyske. Og dansk sammenhæng mellem investeringer i og brug af vores infrastruktur. 

Samtidig kan vi undgå, at forslaget fra EU-kommissionen om fri leasing over grænser ender som et stort dyrt problem for statskassen. 

Udspillet fra Kraka og 3F Transport er gratis, og findes her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00