3F-manøvre bifaldes bredt: Genialt at sætte Thulesen og Frederiksen sammen

BAGGRUND: Både iagttagere og fagbevægelsesfrænder kipper med kasketten for 3F, der med sidste uges overraskende topmøde med S og DF skubbede til en historisk repositionering af fagbevægelsen og banede vejen for en fredning af pensionsalderen. Stuntet kan styrke formand Per Christensen.

Foto: Søren Bidstrup/Scanpix
Lasse Lange

En lille lort. Det var, hvad Socialdemokratiets formand var.

En forræder og en lille lort, der havde ødelagt alting.

Det var ikke det danske sprogs fineste fraser, der blev hevet frem, sidst en central fagforeningsboss offentligt blandede sig i, hvilke partier Socialdemokratiet bør alliere sig med.

De latrinære besværgelser blev leveret af daværende LO-formand Thomas Nielsen, da han gjorde status oven på dannelsen af den SV-regering, som den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen skabte i samarbejde med Venstre i 1978.

Det er klart et nybrud.

Erik Meier Carlsen
Journalist og forfatter
1978: Et spændt øjeblik kort inden Anker Jørgensen (th.) danner regering med Venstre. Samarbejdet med V var medvirkende til, at LO-formand Thomas Nielsen (tv.) om Anker sagde, at
1978: Et spændt øjeblik kort inden Anker Jørgensen (th.) danner regering med Venstre. Samarbejdet med V var medvirkende til, at LO-formand Thomas Nielsen (tv.) om Anker sagde, at "den lille lort havde ødelagt alt". Foto: Svend Aage Mortensen/Scanpix

Læs også: Holstein om DF og S-flirt: Løkke kommer til at danse efter deres pibe

I 2017 har fortegnet vendt sig. Mens Thomas Nielsen, der havde et veldokumenteret horn i siden på Anker, vendte sig imod et regeringssamarbejde henover midten, ses 3F-formand Per Christensens facilitering af sidste uges vinterferie-rendezvous mellem den nuværende socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen, og Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, som en velsignelse af et tæt parløb mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Der går en rød tråd fra Nyrups ‘ikke stuerene’ og frem til, at 3F sidder for bordenden til et møde mellem de to partier.

Dennis Kristensen
Formand, FOA

Et parløb, der måske en dag kan komme til at handle om fordelingen af regeringsmagten.

For Erik Meier Carlsen, der er journalist og forfatter til bøger om både fagbevægelsen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, er der tale om en skelsættende begivenhed.

”I forhold til den måde, fagbevægelsen har optrådt på i nyere tid, er det meget usædvanligt,” siger Erik Meier Carlsen og fortsætter:

”Det er klart et nybrud.”

Kan styrke formand
Meier Carlsen, der selv har en fortid som journalist på fagbevægelsens nu lukkede fagblad Det Fri Aktuelt, applauderer i lighed med en række andre kilder, Altinget har talt med, 3F-formand Per Christensens forsøg på at smede S og DF sammen i et tættere samarbejde.

”Jeg synes bestemt, at det er et godt træk fra Per Christensen,” siger Erik Meier Carlsen.

Han peger på, at det tættere samarbejde i første omgang fokuserer på nogle for fagbevægelsen helt centrale punkter – navnligt pensionsalder og social dumping.

”Oplevelsen af, at han er med til at sikre medlemmernes rettigheder på en helt konkret måde, kan bestemt godt komme til at styrke Per Christensen,” vurderer Erik Meier Carlsen.

Da Thomas Nielsen i 70’erne kastede eder og forbandelser efter Anker Jørgensen, var de to formænd fortsat repræsenteret i hinandens ledende organer, og partiet og bevægelsen var både økonomisk og på andre måder langt tættere forbundet, end tilfældet er i dag.

[Artiklen fortsætter efter billedet]

1979: Trods det tætte slægtskab var luften i en periode meget kold mellem LO-formand Thomas Nielsen (tv.) og den socialdemokratiske formand og statsminister, Anker Jørgensen.

Per Christensen og 3F er nøglemedlemmer af fagbevægelsens LO-familie. Men Erik Meier Carlsen ser ikke fagbossens aktive og tydelige deltagelse i Socialdemokratiets tilnærmelse til Dansk Folkeparti som et skridt på vej tilbage til den gamle normal med et langt tættere forhold mellem fagbevægelsen på den ene side og Socialdemokratiet på den anden.

”Det er helt tydeligt, at 3F-formanden handler i fuld overensstemmelse med S-ledelsen ved Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen. Men jeg tror ikke, vi er på vej tilbage til den type nære relation, som vi har set historisk. Jeg tror, at 3F-formandens ærinde er meget bundet op på de konkrete ting omkring pensionsalder med videre,” siger Erik Meier Carlsen.

Vi kan ikke vrage dem, der ikke er stuerene
Også i den øvrige fagbevægelse mødes Per Christensens træk med anerkendelse.

Dennis Kristensen er formand for FOA, det tredjestørste LO-forbund efter 3F og HK, og var gæstetaler ved Dansk Folkepartis årsmøde i 2014. Han bifalder 3F’s træk og siger, at han gerne selv havde sat sig på Per Christensens stol skulder ved skulder med de to partiformænd.

”Vi skal varetage vores medlemmers interesser over for dem, der er valgt til Folketinget, uanset hvem de er,” siger Dennis Kristensen, og fortsætter:

”Vi kan ikke tillade os at vælge og vrage mellem, hvem vi synes er stuerene, og hvem der ikke er.”

FOA-formanden er glad for, at det 3F-iværksatte møde ser ud til at have været med til at sikre, at pensionsalderen nu bliver holdt i nogenlunde ro.

”Set med FOA’s og fagbevægelsens øjne er det rigtigt interessant, at der der et flertal uden om regeringen om ikke at forhøje pensionsalderen yderligere,” konstaterer Kristensen.

Han mener, at mødet, der fandt sted i Christiansborgs samtaleværelse og blev bragt som et video-interview af Fagbladet 3F, er udtrykt for, at der er sket et skred i fagbevægelsens tilgang til Dansk Folkeparti.

”Der går en rød tråd fra Nyrups ’ikke stuerene’ og frem til, at 3F sidder for bordenden til et møde mellem de to partier. Det er et udtryk for et fuldstændigt kursskifte i både Socialdemokratiet og dele af fagbevægelsen,” siger Dennis Kristensen.

”Jeg er ikke sikker på, at alle er enige med 3F. Men jeg er,” tilføjer FOA-formanden.

Han mener ikke, at det havde vakt samme opsigt, hvis det havde været ham, der agerede mellemmand mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

”Jeg har sådan set ment det samme i alle 15 år, jeg har været formand: At det ikke er afgørende, hvem man samarbejder med, men hvad man får ud af det,” siger Dennis Kristensen.

”Det er 3F, der er vendt 180 grader.”

Genialt fundet på
Også i hovedorganisationen FTF er der tilfredshed med det, der er kommet ud af 3F-mødet mellem Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl.

”Vi er partipolitisk uafhængige, men vi er selvfølgelig optagede af, at der nu er skabt en alliance om ikke at pille ved pensionsalderen. Det har vores medlemmer stor interesse i,” siger FTF-formand Bente Sorgenfrey og tilføjer:

”Det er klart, at alliancer har en pris. Men kan de skabe en alliance omkring pension og velfærd, så synes vi, at det er positivt.”

Læs også: Kenneth Thue: S og DF som ny magtakse i dansk politik?

Bente Sorgenfrey siger, at det ikke ville være fremmed for hende at gøre noget tilsvarende.

”Jeg synes, at det var genialt fundet på på mange måder. Det skabte da noget debat,” siger hun.

FTF-formanden advarer mod at bære nag.

”Det er klart, at vi ikke har været glade for nogle af de ting, Dansk Folkeparti har været med til at lave omkring dagpenge. Men man skal ikke bære nag, og i dag har vi en dialog med Dansk Folkeparti om den offentlige sektors størrelse, uddannelsespolitik og en masse andet,” siger Bente Sorgenfrey.

”Vores medlemmer stemmer bredt på Folketingets partier, og det nytter ikke noget, at vi kun kigger på den ene side af salen. Vi skal kigge bredt.”

00’ernes lærepenge
Peter Mose er en del af rådgiver- og forfatterparret Hegelund & Mose, der er på vej med en bogen ”Flyt magten”, der handler om lobbyisme.

Han kalder 3F-manøvren for ”god interessevaretagelse.”

”Hvis sådan et stunt skal være vellykket, skal alle, der deltager i det, føle, at de vinder. Og i dette tilfælde har det været en succes – ikke bare for Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl – men også for 3F og Per Christensen,” siger Peter Mose, der vurderer, at 3F ”kun kan vinde på det her.”

”Det historiske bånd til Socialdemokratiet har været fagbevægelsens styrke og svaghed. Det bånd stadfæster Per Christensen og 3F hermed – samtidig med, at man får balanceret sig i forhold til Dansk Folkeparti,” fortsætter han.

Peter Mose ser en parallel i Metal-formand Claus Jensen, der optrådte på Venstres landsmøde, mens Helle Thorning-Schmidt (S) var statsminister. Ligesom 3F har Metal-formanden et historisk bånd til S. Men med besøget hos Venstre fik han fortalt medlemmerne, at han var klar til at varetage deres interesser bredt, mens han sendte et signal til den daværende S-ledede regering om, at de ikke kunne regne med Metals støtte automatisk

”Lars Løkke Rasmussen (V) var ør af lykke. Det var noget af et trofæ at få et kernesocialdemokratisk smedeværksted over i Venstres favn,” fortæller Peter Mose.

”Og Claus Jensen var også en vinder, for han fik tydeliggjort, at han kunne lave forretning – også med Lars Løkke.”

Lobby-rådgiveren og forfatteren vurderer, at tilnærmelsen til Dansk Folkeparti i nogen grad skal ses i lyset af fejl, fagbevægelsen begik i 00’erne.

”Fagbevægelsen fik nogle dyre lærepenge under VKO, da Anders Fogh Rasmussen (V) var statsminister, og Dansk Folkeparti agerede støttekorset. Man havde ikke gode relationer til Pia Kjærsgaard, og det betød, at Dansk Folkeparti ikke syntes, at man skyldte fagbevægelsen så forfærdeligt meget. Ældre-Sagen var til gengæld nogle dygtige lobbyister, og de ældre endte med at få ganske meget,” siger Peter Mose.

”Men de relationer mellem fagbevægelsen og Dansk Folkeparti bliver i disse år stærkt forbedrede,” slutter han.

Om den tid, hvor en fagforeningsboss udråber en partiformand til at være et ekskrement af beskedent omfang, er forbi, vil tiden vise. Foreløbigt ser 2017 dog ud til at være meget langt fra 1978.

1980: Trods Anker Jørgensens egen fortid i fagbevægelsen var der ingen varme følelser mellem ham og LO-formand Thomas Nielsen. Ved den socialdemokratiske kongres undlod LO-formanden (tv.) simpelhen at klappe af partiformand og statsminister Anker Jørgensens beretning. Det gør Metal-formand Georg Poulsen (i midten) og S-finansminister Knud Heinesen (th.) til gengæld.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bente Sorgenfrey

Næstformand, Europabevægelsen, næstformand, Professionshøjskolen Absalon
Pædagog (Frøbel Højskolen 1978)

Dennis Kristensen

Fhv. forbundsformand, FOA
portør (Amtssygehuset i Herlev 1976)

Erik Meier Carlsen

Debattør, forfatter, fhv. chefredaktør, B.T. og Information
journalist (Demokraten, Aarhus. 1967), cand.mag. i religionshistorie (Københavns Uni. 2014)

0:000:00