5. december: Torsten Schack Pedersen

JULEKALENDER: Altinget bringer hver dag frem mod juleaften et interview med en folketingspolitiker. I dag snakker vi med Torsten Schack Pedersen (V), der i år har skudt sin første sneppe og er blevet forstyrret på live-tv.

<div>"Hvis nogen synes, man er en klaphat, så fred være med det," siger&nbsp;Torsten Schack Pedersen (V), der hellere vil blive til grin end slet ikke at blive til noget.&nbsp;</div>
"Hvis nogen synes, man er en klaphat, så fred være med det," siger Torsten Schack Pedersen (V), der hellere vil blive til grin end slet ikke at blive til noget. 
Foto: Frederik Marker/Altinget.dk
Morten Hauge Larsen

Hvorfor gik du ind i politik?
Jeg mente, jeg havde ret. Jeg meldte mig ind i Venstre 25. januar 1993, som var den dag, Poul Nyrup (S) blev statsminister. Jeg tog fat i min lokale VU-formand og sagde: ”Så må du hellere finde et medlemskort, nu går den ikke længere.”

Hvilken politiker har været en inspiration for dig?
Jeg var enormt begejstret for den daværende formand for Venstre, Uffe Ellemann-Jensen. Han var en fantastisk udenrigsminister. Hele spillet omkring murens fald var meget spændende, og her spillede Uffe en eminent rolle.

Du har også et amerikansk flag på dit kontor?
Ja, det har jeg! Der er noget særligt over Ronald Reagan, som heller ikke lå på den lade side. Fronterne blev trukket klart op i forhold til, hvad der var den frie og den ufrie verden, og der var ikke plads til at være særlig tvetunget i den sammenhæng. Det kunne jeg godt lide. Flaget har jeg fået af en pensioneret oberst i luftvåbnet, og det har vajet over U.S. Capitol på femårsdagen for 11. september.

Hvilken politisk modstander har du mest respekt for?
Jeg har meget stor respekt for de Radikales skatteordfører, Nadeem Farooq. Jeg har aldrig oplevet, at noget, jeg har sagt i fortrolighed til ham, er kommet videre. Det, synes jeg, er en fantastisk egenskab. Så jeg kommer til at savne ham, nu når han stopper. 

Fakta
Torsten Schack Pedersen, født 26. juni 1976 i Farsø, søn af bankbestyrer Niels Johan Pedersen og advokatsekretær Linda Schack Pedersen. Gift med MF Louise Schack Elholm. Parret har børnene Daniel og Sofie.

Han er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet i 2004. 

Torsten Schack Pedersen er valgt til folketinget for Venstre i Nordjyllands Storkreds. 

- Skatteordfører
- Telekommunikationsordfører

- Fakta fra ft.dk 


Er du stadig i politik om fem år?
Det håber jeg. Det er privilegeret at være en del af folkestyret og præge det i den retning, jeg mener, er bedst for danskerne og Danmark. Som 16-årig mente jeg, at jeg havde ret, og at alt ville blive bedre, hvis det blev, som jeg mente. Sådan har jeg det stadigvæk.

Hvad gør du, når du skal koble af?
Jeg er begyndt at gå på jagt, og det er godt for sjælen. Der kan jeg være sammen med nogle gode mennesker i skønne omgivelser og kun være optaget af det.

Som 16-årig mente jeg, at jeg havde ret, og alt ville blive bedre, hvis det blev, som jeg mente. Sådan har jeg det stadigvæk.

Torsten Schack Pedersen
MF og skatteordfører

Hvad er den bedste bog, du har læst i år?
”Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt”. Den er hysterisk morsom. Det er en fantastisk historie og et vidnesbyrd om, hvad livet kan bringe af uforudsete muligheder.

Har du et motto?
Hellere blive til grin end ikke at blive til noget. Ud fra devisen, at hvis du gør noget, så er der også en risiko for at begå fejl. Hvis nogen synes, man er en klaphat, så fred være med det. Så længe du kan se dig selv i spejlet.

Hvad er den bedste politiske aftale, du har været med til at lave?
Det må være skatteaftalen i 2009, hvor vi sænkede skatten på arbejde med næsten 30 milliarder kroner. Det er noget, der virkelig har sat spor.

Har du en favorit TV-serie?
MythBusters er rigtig interessant, de laver nogle sindssyge ting. Hvis det bare er tidsfordriv, må det være Two and a Half Men. Den er i hvert fald ikke politisk korrekt.

Hvad er det bedste eller mærkeligste, der er sket for dig i år?
Jeg var ude for noget uventet, da jeg for nyligt skulle interviewes live til TV2 News. Der var ikke nogen tekniker til stede, men jeg fik snakket med redaktøren, sat mig ind i boksen og fik mikrofon på. Så var vi klar. I det splitsekund signalet stiller over på mig, åbner teknikeren døren og siger: ”Nå, nu skal jeg komme og hjælpe dig”, og jeg siger bare: ”Gå væk!”. Det fangede Natholdet så.

Hvad ser du mest frem til næste år?
Folketingsvalget. Nu har jeg jo skudt min første sneppe, så det kan jeg ikke se frem til.

Det er sneppen, du er mest stolt af?
Det er fordi, den er særligt svær at skyde. Der er mange ritualer forbundet med det.

Hvilke?
Jamen… Den skal kysses i rumpetten, når man har skudt den.

Kan det passe, at jeg har set i ”Nak og Æd”, at man trykker på dyret imens?
Ja, det kan blive en meget sjov fornøjelse. Det kan gøres på en venlig måde og en mere uvenlig måde. Men der blev heldigvis ikke trykket, så det var billigt sluppet.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00