Åbningsdebat: Her er Morten Østergaards tale

Det talte ord gælder

En ny virkelighed

Meget er forandret henover sommeren. Sammensætningen af partier er forandret her i salen. Men den største forandring er sket udenfor.

Det er jo virkeligheden, der banker på. Flygtningestrømmene er taget til i hele Europa. Pludselig står de i ved vores grænser og beder om hjælp.

Men i første omgang er det ikke os politikere, der åbner og byder dem velkomne. Det har været opmuntrende at se danskerne åbne døren og deres hjerter, da der blev banket på, og jeg mærker også, at mange herinde anerkender det.

For os radikale er det altid en glæde, når folk tager ansvar. Ikke blot for dem selv, men også for andres. Det handler om mennesker, som vi siger. 

****

Men det stærke folkelige lederskab under flygtningekrisen forpligter. Der er brug for et stærkt politisk lederskab. Hverken annoncer i udenlandske aviser eller den verbal-migræne, som skiftende venstrefolk bringer i anvendelse, når man skælder ud på alt fra nyankomne flygtninge til de danskere og virksomheder, der tager fra, udgør for noget lederskab.

Statsministeren udtalte, at med flygtningestrømmene er vi blevet overhalet af virkeligheden. Men han må tale for sig selv.

Fordi i Radikale Venstre har vi – valgkamp eller ej – aldrig slingret. Der er flere flygtninge i verden, og derfor er der flere flygtninge i Danmark.

Vi har peget på behovet for, at vi også på flygtningeområdet samarbejder og finder fælles europæiske løsninger. Derfor var det helt på sin plads, at statsministeren omsider placerede sig på rigtige side af den streg, som den tyske kansler Merkel trak i flygtningespørgsmålet.

Det var godt, at tilsagnet om 1000 flygtninge blev spillet ind i EU-løsningen. Et lille skridt for menneskeheden. Men tilsyneladende et stort for Venstre. Når man nu har lovet færre flygtninge, og at vi ikke skulle diskutere asylpolitik i EU.

Jeg ser frem til de videre drøftelser om Danmarks position, når vi skal finde mere varige løsninger og svar på, hvad vi gør, når flygtningekrisen viser sig at være mere end af flygtig karakter. Det eneste, der ikke dur, er at stå udenfor. Og regeringen har taget de første skridt i retning af en fælles løsning. Jeg ser frem til de næste, og vil også opfordre regeringen til i almindelighed at søge sit flertal i integrationspolitikken hos partier, der rent faktisk ønsker en succesfuld integration hurtigt og bedre end det sker i dag med de mange syriske flygtninge, der nu er kommet.

*****

Regeringen indledte jo sit arbejde med et såkaldt kasseeftersyn af statens finanser. Der var ikke en krone tilbage i statskassen, måtte man forstå.

Det er jo sådan en rituel stammedans for nye regeringer. Kønnere bliver det ikke af, at det er finansminister Hjort Frederiksen, der iført strutskørt og kastagnetter lader eder og forbandelser falde ned over den økonomi, han nu har fået ansvaret for – til trods for at den på alle parametre er i bedre stand, end den han efterlod. Det behøver man ikke tage vores ord for. Det er alle iagttagere enige om.

Men det kan jo godt være, at ideen om et kasseeftersyn ikke så tosset endda. For fører regeringens politik til det, statsministeren så rørende kaldte menneskelig, økonomisk, værdimæssig og geografisk balance?

For os som radikale er den afgørende målestok, om politikken peger fremad, om vi investerer i fremtiden og livsvilkårene for vores børn og børnebørn.

Og regeringen har jo fra sin første færd delt milde gaver ud. Men hvem betaler regningen? Det kunne sådan et politisk kasseeftersyn af regeringens gøren og laden jo kaste lys over. Så lad os da se på det.

Pengene brændte så meget i lommen, at der måtte laves hastelovgivning over sommeren for at få den første milliard til ”Os med hus & have” af sted.

Det gør jo finansministerens lille ”dance macabre” i forbindelse med regeringens kasseftersyn lidt tragikomisk, at regeringen finansierede sin bolig-job ordning med penge fra den kasse, man mente var tom. Det hedder vist overtræk. Eller et kviklån til finansiering af valgløfterne, så folk som mig kan finansiere private udgifter på fællesskabets regning. Endda med SF og Alternativet som kautionister. Men hvem skal betale?

Regningen gik umiddelbart videre til nyankomne flygtninge, som skal klare sig med en ydelse på SU-niveau – dog uden mulighed for at supplere indtægten som studerende. Fradrag for klip af ligusterhæk til mig. SU til en nyankommen enlig flygtningemor med tre børn. Det er ikke bare overtræk på statens saldo. Det er galoperende underskud på kontoen for almindelig medmenneskelighed. Det er ikke ansvarligt. Det er ikke balanceret. Det er bare småligt.

****

Bedre blev det ikke, da finanslovsforslaget endelig kom. For her så man tydeligt, hvor regningen for Venstres valgløfter parkeres.

Først var statsministeren iNew York og slog med hammeren ved FN’s generalforsamling, da verdens lande vedtog 17 bæredygtige udviklingsmål, og så drønede han til Danmark for at svinge øksen over dansk udviklingsbistand, som får en historisk reduktion på 2,3 milliarder kroner. Det er ude godt og hjemme billigst. Og i hvert fald ikke udtryk for en noget indskrænket fornemmelse for geografisk balance.

****

Og der er flere boner i posen. Massive besparelser på uddannelse og forskning. Vi forstår på den nye forskningsminister, at læreranstalter og forskningsinstitutioner blevet ”kornfede” under den tidligere regering.

Vi bryder sammen og tilstår. For os var det faktisk afgørende at investere i uddannelse og forskning. Vi så det som en investering i fremtiden, når vi år efter år brugte flere penge.

Vi troede, vi delte en fælles arv med Venstre, når det handlede om uddannelse og dannelse som noget der går i arv fra generation til generation.

Og vi troede, at vi var enige om, at i et land som Danmark er forskning og udvikling vejen til innovation og vækst.

Så kasseeftersynet slår altså ud både menneskeligt og økonomisk, når vi saver i den gren, vi sidder på. Og geografisk er det også skævt fordi det særligt rammer de små institutioner i udkantsdanmark, når man skærer på uddannelse.

****

Så er der det grønne område. Her vil jeg starte med et citat.

"Jeg vil allerede nu sætte pejlemærket for regeringens arbejde: Det er regeringens mål, at Danmark i 2050 er uafhængig af olie, gas og kul" Citat slut. Citatet er statsminister Lars Løkke Rasmussens.

Jeg erkender, at vi har været ovre i bunken for ”gamle bilag”, for det er fra åbningstalen i 2010. Men hvad er der mon sket i mellemtiden? Hvorfor har statsministeren mistet sit grønne klarsyn og ambitioner?

Fra Radikale Venstres side har vi fremlagt en klimaplan, der viser, hvordan man allerede i 2030 kan mere end halvere CO2-udledningen.

Og nej, det behøver ikke være på bekostning af vækst og arbejdspladser – tværtimod.

Og det er altså ikke bare noget jeg siger. Det sagde vores statsminister jo også. Endda mens han var i opposition.

For da Venstres formand blev udpeget af SR-regeringen til Global Green Growth Initiative som bestyrelsesformand, tog han det som bekendt meget alvorligt. Rejste verden rundt. Mødte frem frisk og veludhvilet. Altid med samme budskab til alverdens ledere: Grøn omstilling og vækst går hånd i hånd. I ved: Global Green Growth.

Og jeg forstår da godt, at det kan blive for meget med alt det rejseri. Det blev nok for bøvlet til sidst. Men ét er at skifte de bløde flysæder ud med kontorstolen i Prins Jørgens Gård. Men ét andet er at skifte holdning. For hvad er det, der er sket, hvor blev holdninger – de første klasses synspunkter – som Venstres formand turnerede med. Hvor blev de af, da statsministeren endelig fik serveretten og mulighed for at sætte handling bag ordene?

Det politiske kasseeftersyn af regeringens politik for fremtidens miljø og klima er nedslående. Man kan kun opfordre statsministeren til at finde tilbage til sig selv. Til de holdninger han havde, sidst han var statsminister. Til de holdninger han havde, da han var i opposition og gav den som formand for GGGI.

Men om ikke andet skal regeringen da begynde med at respektere, at selvom den er en mindretalsregering, skal den ikke sætte en ære i at være i mindretal. Vi er stolte af klimaloven og målet om 40 procent mindre CO2 i 2020, og vi opfordrer regeringen til at anerkende flertallet bag.

****

For Radikale Venstre er økonomi vigtigt. Det tror jeg, at de fleste er klar over.

For blot få år siden havde vi en økonomi, der buldrede derudad, vi kunne købe hele verden, og lærebøgerne skulle skrives om. Pludselig stod krisen og bankede på ude i virkeligheden.

Der skulle være reageret politisk i tide dengang. Det erkender alle vel idag.

Når regeringen konstaterer, at der ikke er de ønskede penge til rådighed, så er løsningen ikke at skære ned på uddannelse, klima og hjælpen til de mest udsatte som f.eks. selvmordstruede. Sådan var det ikke gået med os i regering.

Løsningen er at få dem, der kan, i arbejde. Et sundt princip er, at mere end halvdelen af befolkningen altid er i arbejde.

Vi har jo en økonomisk 2025-plan fra Venstre til gode. Den blev lovet i valgkampen, men den lader vente på sig, men i regeringsprogrammet tyder det på langt lavere ambitioner end SR-regeringen, og det er da også småt, hvad vi har set af konkrete initiativer. 

Til gengæld begynder Venstre sit reformarbejde det helt forkerte sted. Hos de fattige og udsatte.

Efter at have afskaffet den fattigdomsgrænse, som S og R indførte, går man løs på forsørgelsesgrundlaget for de mest udsatte og sårbare mennesker i samfundet.

Kontanthjælpsloftet giver et uhyre begrænset bidrag til den økonomiske balance. Nogle få hundrede ud af de mange tusinde kontanthjælpsmodtagere ventes i beskæftigelse. Men den menneskelige balance er helt skæv, for dem der berøres. Færre muligheder for dem med mindst i forvejen.

Lad det være sagt med det samme. For Radikale Venstre er det vigtigt, at det kan betale sig at arbejde, og vi vil gerne have flere fra kontanthjælp til beskæftigelse. Men vi tror ikke på ensidige nedskæringer i hjælpen til de fattigste.

Men om ikke andet på statsministeren i hvert fald holde sit løftet til Danmarks børn. Nemlig det at uanset hvilken politik, der føres, så skal den ikke føre til flere fattige børn. Det løser man jo ikke ved at holde op med at måle om man får flere fattige børn. Det løser man ved at overholde sine løfter.

***

I valgkampen lød det, at det var ”Venstre for Fremtiden” og i regeringsgrundlaget vist nærmest det samme. 

Og nu er valgkampen og regeringsdannelsen nu jo fortid, men fremtiden stadig foran os.

Det politiske kasseftersyn af Venstre-regeringens politik viser, at hverken når det handler om den økonomiske, værdimæssige, geografiske eller menneskelige balance, har regeringen svarene på morgendagens udfordringer. Og lægger man regeringens blinde øje for den grønne omstilling til, tårner regningen sig endnu højere op.

Så en opfordring her til sidst. På vegne af kommende generationer appellerer vi til større ambitioner. Fra radikal side vil det ikke skorte på samarbejdsviljen, hvis det er en politik for vores børn og børnebørn – frem for bare mere til os der har.

Med andre ord. Kære venstre-folk: ku’ I ikke tage jer lidt sammen for fremtiden.