Året der gik: Effektiviseringer i forsyningssektoren

Et flygtigt blik kastet tilbage på året, der gik i forsyningssektoren, har sjældent givet så god mening som i år.

Historien begynder med konstateringen af, at Danmark efter Venstres magterobring i slutningen af juni for første gang fik en forsyningsminister. Ministeren skulle ved at samle energi, klima og forsyning under sine vinger skabe synergi og sammenhæng i sektoren.

Og hvem var mere oplagt til posten end Lars Christian Lilleholt (V). Tidligere politisk næstformand i Dansk Fjernvarme og mangeårig fagordfører med fingrene langt nede i substansen. Han burde om nogen kunne identificere og adressere sektorens udfordringer anno 2015.

Optimisme afløst af skuffelse
Og med optimismen boblende i mavesækken kom aktørerne således tilbage fra sommerferie blot for at indse, at de næsten ikke kunne blive andet end skuffede. Godt nok havde Lilleholt mere styr på detaljerne end nogen i stolen før ham, men hvad hjælper det, når man er bundet af en økonomisk politik, som dikterer besparelser og effektiviseringer?

Det var ræsonnementet blandt en række brancheorganisationer, som var overraskede over, at regeringen gik så hårdt til stålet, som tilfældet var det med efterårets finanslovsudspil. Grøn realisme var betegnelsen for kursændringen i energi-, klima- og miljøpolitikken, som skulle gøre op med det socialdemokratiske overforbrug.

Det var således ikke et udtryk for ond vilje eller et sort klimasyn, at man lagde op til at halvere støtten til udvikling af miljø- og energiteknologi. Eller at man forkastede en ny forsikring, som skulle gøre det mindre risikabelt at bore efter geotermisk varme i undergrunden.

Finanslovens torden stilnede af
Energiordfører i Venstre Thomas Danielsen brugte disse ord til at forklare, hvorfor der alligevel ikke kunne findes 40 millioner kroner til at forsikre fremtidens geotermiske projekter.

“Kasseeftersynet har vist, at der ikke er midler til alt det, som den forhenværende regering lovede. Og da vi støttede forslaget om geotermi, var det jo ud fra en forventning om, at pengene var der. Det var de så ikke. Det er beklageligt, at den tidligere regeringen ikke havde styr på økonomien, men det må vi så tage os af,” sagde han og præsenterede således et argument, som skulle gå igen i resten af forløbet omkring finansloven for 2016.

Aftalen endte i øvrigt med at være mere nænsom ved energiforskningen end først foreslået. Ligesom en udmøntning af energireserven på godt 200 millioner kroner ved juletid reddede den ellers allerede skrottede geotermiske forsikring. Plus en række andre initiativer.

Affald, vand og afgifter
Efter en tiltrængt juleferie vendte aktørerne tilbage til en dagsorden, der var præget af tre emner:

• Affald
• Vand
• Afgifter

Og skal man være lidt fræk, kan man indramme debatten med ét enkelt ord: effektiviseringer.

Først var der affaldssektoren, som med sin delvise placering under Eva Kjer Hansens (V) Miljø- og Fødevareministerium hurtigt frygtede, at den ville gå en overset tid i møde. Man havde lagt snittet sådan, at den økonomiske regulering var underlagt Lilleholts (V) nyetablerede forsyningsministerium, mens ressourcedagsordenen skulle håndteres af Eva Kjer Hansen.

Netop ressourcerne og spørgsmålet om genanvendelse versus forbrænding var et emne, som lå den tidligere regering stærkt på sinde, men som har fyldt utrolig lidt under Lars Løkke Rasmussens (V) anden regeringsperiode.

EU's affaldspakke lægger linjen
Meldingen var, at man afventede EU’s nye affaldspakke. Og det vakte derfor stor opmærksomhed, da EU-Kommissionen efter halvandet års optakt i december 2015 præsenterede sin handlingsplan for cirkulær økonomi. Her blev det blandt andet foreslået, at 65 procent af det kommunale affald og 75 procent af emballageaffaldet senest i 2030 skal genanvendes.

Affaldspakken er i sin helhed langt fra forhandlet på plads. Et lille skridt på vejen blev dog taget, da EU’s miljøministre tidligere på ugen blev enige om at støtte en række initiativer, som skal trække de europæiske virksomheder i en mere cirkulær og ressourceeffektiv retning.

Ellers har det helt store affaldsrelaterede spørgsmål været diskussionen for eller imod liberalisering af forbrændingssektoren. Alle vidste, at udspillet var på vej, men alligevel måtte direktør i Dansk Affaldsforening Jacob H. Simonsen et øjeblik gribe i bordpladen, da nyheden i midten af maj nåede frem til ham.

“Nu har vi talt om en liberalisering af affaldssektoren så længe, at det er klart, at man får et chok, når det står der på sort og hvidt i et officielt udspil fra regeringen,” sagde han til Altinget.

Liberalisering af affaldssektoren
Nyheden kom, efter at en række rapporter havde fortalt forskellige historier om sektoren. En analyse fra Klimarådet viste tilbage i november, at øget affaldsimport vil belaste det danske CO2-regnskab. I april kom så en rapport fra Ea Energianalyse – bestilt af Dansk Affaldsforening – som viste det stik modsatte: nemlig at der udover at være gevinster i millionklassen ved at sejle mere affald ind fra udlandet ikke kunne påvises negative konsekvenser for klimaet.

I februar stod Deloitte bag en lækket rapport udarbejdet for Energistyrelsen, som viste, at reformen af erhvervsaffaldet fra 2007 var slået fejl. Tanken var, at en privatisering af håndteringen af virksomhedernes genanvendelige erhvervsaffald ville føre til lavere priser og miljømæssige gevinster.

Ingen af delene viste sig at holde stik. Men det kan ifølge Lars Christian Lilleholt ikke bruges som argument imod en yderligere privatisering af sektoren.

“Rapporten viser, at markedsudsættelsen ikke er fuldt udmøntet. Det er dog ikke det samme som at sige, at reformen ikke har ført til de ønskede mål – eller at private virksomheder ikke har kunnet løfte opgaven,” skrev han i et skriftligt svar til Altinget.

Afbrudte PSO-forhandlinger blokerer
Forløbet kulminerede i maj med præsentationen af første halvdel af afgiftsanalysen, som blev sat i søen helt tilbage i 2012. Hovedkonklusionen var her, at en afskaffelse af PSO-afgiften ville være til gavn for både den grønne omstilling, erhvervslivet og samfundsøkonomien som sådan.

Og derfor kom det næppe bag på nogen, da regeringen med sin ‘forårspakke’ ugen efter annoncerede, at den omstridte afgift skulle flyttes fra elregningen til bundskatten.

Herfra fulgte et knudret og uklart forløb, som fandt sin midlertidige landingsbane, da Dansk Folkeparti i begyndelsen af juni fastslog, at partiet ikke ville blive del af en aftale om hævelse af bundskatten på denne side af sommerferien.

Og så længe der ikke er fundet en løsning på PSO-problematikken, når man heller ikke frem til en aftale om affaldsforbrændingssektoren, som Altinget senere kunne fortælle det.

Balladen om vandsektoren
Nok om affald og afgifter. Et tredje emne, som optog politikernes og aktørernes sind i løbet af efteråret og vinteren, var ændringen af vandsektorreformen fra 2009.

I april 2015 nåede man efter et langt og afbrudt forhandlingsforløb frem til en bred politisk aftale om vandsektorens fremtidige organisering. Men da aftalen så i efteråret skulle omsættes til juridisk spiselige paragraffer, gik der atter diskussionsklub i processen.

Endnu værre blev det, da Danva gik tilbage i aftaleteksten og analyserede sig frem til, at ministeren var i færd med at snyde vandselskaberne for 800 millioner kroner. Det drejede sig om den såkaldte luftkorrektion, som dækkede over, at de nye prislofter ikke tog hensyn til, at nogle selskaber havde præsteret bedre end forventet. Og derfor skulle belønnes for dette.

“Nogle selskaber var langt foran, mens andre var bagud. Men i gennemsnit var selskaberne 800 millioner mere effektive end forventet. Og derfor er vi fortørnede over, at man nu vil tage forspringet fra os,” sagde branchedirektør Carl-Emil Larsen.

En uge inden lovændringen skulle stemmes på plads, formåede Konservative at skrue retorikken yderligere op ved at kræve, at et uløst skattespørgsmål også skulle afklares. Og gerne hurtigst muligt. Men da det kom til stykket, blev loven fredeligt stemt på plads af et bredt flertal.

Mindst magtfulde minister
Hvad skete der ellers?

Der var den politiske aftale om fjernvarmens fremtid fra april, som fastslog, at sektoren i 2020 skal være effektiviseret for en halv milliard kroner.

Der var Lilleholts erkendelse af, at forskningen i ny energiteknologi har brug for hjælp, hvis den faldende danske eksport skal tilbage på rette spor.

Der var den nye fællesoffentlige digitaliseringsstrategi fra 2016-2020, som for første gang dedikerede et kapitel til forsyningssektoren.

Der var historien om, at Lilleholt trods sine mange anstrengelser ifølge Altingets magtanalyse var regeringens mindst magtfulde minister.

Og så var der rapporten fra McKinsey, som gik på jagt efter nye effektiviseringer i forsyningssektoren. En nyhed, som ikke faldt i god jord i en sektor, som troede, at den havde rigeligt at gøre med at føre de eksisterende effektiviseringsstrategier ud i livet.

Et spørgsmål om effektiviseringer
Og hvad er så meningen med det hele? Er forsyningsområdets vigtigste funktion lige nu at bidrage til et effektivt samfund?

Det spurgte Altinget Lars Christian Lilleholt om for nylig og fik følgende svar:

“At bidrage til et effektivt samfund er overskriften på arbejdet. Det betyder ikke nødvendigvis, at vi skal gøre tingene dårligere, end vi gør i dag. Tværtimod. Vi skal gøre det endnu bedre og så effektivt som overhovedet muligt. Og så skal vi tænke på tværs af forsyningssektorerne.”