Året der gik på retsområdet

OPSAMLING: Politiets penge, retsforbehold og voldtægtsstraffe fyldte godt i det forgangne folketingsårs retspolitiske debat. Og så har Justitsministeriet fået nye chefer, heriblandt en minister, som kom på slap line.

Folketingsåret 2015/16 har givet retsordførere, regeringen og aktørerne meget at tale om. Ikke mindst politiets økonomi har fyldt meget.
Folketingsåret 2015/16 har givet retsordførere, regeringen og aktørerne meget at tale om. Ikke mindst politiets økonomi har fyldt meget.Foto: Mathias Bojesen/Scanpix
Kim Rosenkilde

”Det bliver ikke fejlfrit.”

Så meget kunne Søren Pind (V) love, da Altinget i september interviewede den nytiltrådte justitsminister.

Som uddannet jurist, tidligere underviser i statsret ved Københavns Universitet og resolut borgerlig værdipolitiker var både modstandere og tilhængere enige om, at den nye minister i hvert fald ikke ville gøre retspolitikken kedelig.

Kedeligt har det første år med V-regeringen ikke været. Heller ikke på retsområdet. Og fejl er der begået flere af. Også af justitsministeren. Men mere om det senere.

Jeg har for eksempel hørt om en, der sidder ude hos politiet, han hedder Våben Palle. Han har alle tænkelige våben, som han går og skyder af.

Søren Pind (V)
Justitsminister

Tre f’er dominerede efteråret 2015. Flygtninge, folkeafstemning og flerårsaftale.

Efterårets tre f'er
Med sidstnævnte sigtes mod rammerne for politiets økonomi, der blev forhandlet på plads som en del af finanslovforhandlingerne.

Aftalen førte til et løft af politiets ressourcer, som ikke mindst bliver finansieret af besparelser på ungdomsuddannelser. Det fik Radikale til at springe fra, mens Socialdemokraterne blev hængende, fordi erhvervsskolerne blev undtaget.

Politiaftalen blev Pinds indtil nu største forlig.

Mindre held havde han, regeringen og de øvrige EU-positive partier med at få den danske befolkning med på at afskaffe det danske forbehold over for EU’s samarbejde omkring retlige og indre anliggender.

Et flertal af vælgerne hældte 3. december den foreslåede tilvalgsmodel ned ad brættet og satte et foreløbigt punktum for yderligere dansk-europæisk integration på retsområdet.

S støtter Pind i alt
Samlet set har Søren Pind fremsat 20 lovforslag som justitsminister om alt fra landsforræderi til mobillån. Samtlige har fået opbakning fra Socialdemokraterne, mens 11 af forslagene har støtte fra et enigt folketing.

I løbet af foråret har ikke mindst diskussionen om retsforfølgelse og straf af voldtægtsmænd og bedre hjælp til offeret stået centralt. Selv om Dansk Folkeparti ikke fik opfyldt sit ønske om minimumsstraf, var det en diskussion, som for en sjælden gang skyld har kunnet samle alle partier i Folketinget om at øge straffen.

Blandt de lovforslag, der delte vandene, er det først og fremmest Enhedslisten, Alternativet og SF, der er gået imod regeringen.

Det gælder blandt andet etableringen af det såkaldte PNR-register, som giver PET adgang til en række oplysninger til alle flypassagerer. Det stemte Liberal Alliance også imod.

Også den seneste skærpelse af indsatsen mod ’fremmedkrigere’, der blandt andet indfører et generelt indrejseforbud i visse konfliktområder, blev mødt med protester fra den rød-grønne del af Folketinget.

Sessionslogning udskudt
Fuld opbakning var der imidlertid til den første forøgelse af straffen for voldtægt i de seneste 13 år, og så endnu en revision af knivloven, der skulle rede de sidste tråde ud af et mangeårigt ømt punkt for Justitsministeriets embedsmænd.

Et enkelt bebudet lovforslag nåede aldrig at blive fremsat. Regeringen trak i marts et ventet lovforslag om et nyt system for sessionslogning tilbage efter massiv forudgående debat og kritik.

Lovforslagets indhold blev aldrig offentligt kendt. Men en konsulentrapport viste ifølge Justitsministeriet, at det skitserede forslag ville medføre udgifter for erhvervslivet for omkring én milliard kroner om året.

Tilbagetrækning af lovforslaget betød, at Søren Pind (V) som et af sine afsluttende lovforslag inden sommerferien måtte ændre en bestemmelse, som angav, af netop dette punkt skulle have været revideret i folketingsåret 2015-2016.

Udskiftning i politiets top
Som ny politisk førstemand i Justitsministeriet har Søren Pind gjort Martin Ruby til sin særlige rådgiver. Men udover den politiske top er der også skiftet ud blandt cheferne i en række underliggende myndigheder.

I politiet er der kommet en lille håndfuld nye politidirektører til. Blandt andet to, som har en utraditionel baggrund i det klassisk juristdominerede ledelseslag.

Det gælder Kit Claudi Grøn-Iversen ved Fyns Politi, der har bred offentlig ledelseserfaring, og Jørgen Abrahamsen ved Sydøstjyllands Politi, som oprindeligt er politiuddannet.

Også på Midt- og Vestsjælland kom der sidste år ny politidirektør i skikkelse af Anne Barbara Sidenius Tønnes. Og seneste er tidligere afdelingschef i Justitsministeriet Jens-Christian Bülow blev direktør for Nordsjællands Politi.

Den post var tidligere besat af Finn Borch Andersen, der 1. januar blev udpeget til chef for PET.

JM’s nye fagchefer
I Datatilsynet kom Christina Angela Gulisano til som direktør i august 2015.

Også internt på Slotsholmen blev der først og fremmest i efteråret taget imod en række nye ansigter.

Med ressortomlægningen i forlængelse af regeringsskiftet blev asyl- og udlændingepolitikken udskilt til sit eget ministerium.

I Justitsministeriet blev der i kølvandet heraf omorganiseret blandt andet med oprettelsen af nye kontorer for analyse, koncernstyring og databeskyttelse.

Samlet set blev en håndfuld chefstillinger besat i løbet af efteråret. Nogle med helt nye ansigter, andre med gamle kendinge.

’Kieffer’ og Våben Palle
Og så tilbage til Søren Pind og det der med fejlene.

At trække et lovforslag tilbage kort tid inden det skulle lægges offentligt frem, hører vel med til kategorien af sager, hvor der er begået fejl. Det var situationen med forsalget til en ny model for sessionslogning.

En anden type fejl stod Søren Pind helt personligt for, da han på et samråd i Folketingets Europaudvalg underholdt med historier fra det justitsministerielle ressort.

Det var den om politiets egen ’Våben Palle’, der ifølge ministerens oplysninger skulle være temmelig skydeglad. Under overbevisning om, at det åbne samråd var lukket, underholdt Pind med en af Justitsministeriets interne anekdoter.

”Jeg har for eksempel hørt om en, der sidder ude hos politiet, han hedder Våben Palle. Han har alle tænkelige våben, som han går og skyder af. ’Kieffer’ påstår, at han en gang har pløkket hul i loftet derude,” lød det fra Søren Pind.

Hvem ’Kieffer’ er, fremgik ikke nærmere af samrådet. Men der er et vist navnesammenfald med chefen for Justitsministeriets forebyggelseskontor, Rasmus Kieffer-Kristensen.

Dokumentation

Søren Pinds lovforslag 2015/16

Radikalisering og overvågning

  • Forslag til lov om ændring af lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og toldloven.
    (Politiets Efterretningstjenestes adgang til oplysninger om flypassagerer i terrorsager m.v. og SKATs håndtering af oplysninger om flypassagerer i forbindelse med toldkontrol m.v.).
    Vedtaget 82 stemmer for forslaget (S, DF, V, RV, KF) 27 stemmer imod forslaget (EL, LA, ALT, SF), 0 stemmer hverken for eller imod forslaget.
  • Forslag til lov om ændring af straffeloven (Tilslutning til fjendtlig væbnet styrke).
    Vedtaget 111 stemmer for forslaget (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF, KF), 0 stemmer imod forslaget, 0 stemmer hverken for eller imod forslaget.
  • Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Udveksling af oplysninger om tegn på radikalisering og ekstremisme).
    Vedtaget 109 stemmer for forslaget (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF, KF), 0 stemmer imod forslaget, 0 stemmer hverken for eller imod forslaget.
  • Forslag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Sektionering af radikaliserede og ekstremistiske indsatte).
    Vedtaget 109 stemmer for forslaget (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF, KF), 0 stemmer imod forslaget, 0 stemmer hverken for eller imod forslaget.
  • Forslag til lov om ændring af lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven m.fl. (Ændring af revisionsbestemmelse vedrørende sessionslogning).
    Vedtaget 77 stemmer for forslaget (S, DF, V, KF), 33 stemmer imod forslaget (EL, LA, ALT, RV, SF), 0 stemmer hverken for eller imod forslaget.
  • Forslag til lov om ændring af straffeloven og om ophævelse af Lov, hvorved det forbydes fra dansk Territorium at understøtte krigsførende Magter.
    (Væbnede konflikter i udlandet m.v).
    Vedtaget 84 stemmer for forslaget (S, DF, V, LA, KF), 25 stemmer imod forslaget (EL, ALT, RV, SF), 0 stemmer hverken for eller imod forslaget.

 Voldtægt og knive

  • Forslag til lov om ændring af straffeloven
    (Skærpelse af straffen for voldtægt, for samleje med et barn under 15 år).
    For stemte 82 (S, DF, V, LA og KF), imod stemte 25 (EL, ALT, RV og SF), hverken for eller imod stemte 0.
  • Forslag til lov om knive og blankvåben
    Vedtaget 110 stemmer for forslaget (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF, KF) 0 stemmer imod forslaget 0 stemmer hverken for eller imod forslaget.

Mobiltelefoner

  • Forslag til lov om ændring af straffeloven
    (Kriminalisering af uretmæssig besiddelse af mobiltelefon og lignende kommunikationsudstyr i varetægtssurrogat).
    Vedtaget 109 stemmer for forslaget (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF, KF), 0 stemmer imod forslaget, 0 stemmer hverken for eller imod forslaget.
  • Forslag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., straffeloven og retsplejeloven.
    (Styrket indsats mod mobiltelefoner i fængsler m.v).
    Vedtaget 85 stemmer for forslaget (S, DF, V, LA, KF), 25 stemmer imod forslaget (EL, ALT, RV, SF), 0 stemmer hverken for eller imod forslaget

Videokommunikation og digitalisering

  • Forslag til lov om ændring af retsplejeloven, lov om Domstolsstyrelsen og lov om retsafgifter.
    (Digitalisering af retsprocessen i borgerlige sager, oprettelse af en domsdatabase m.v).
    Vedtaget 113 stemmer for forslaget (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF, KF), 0 stemmer imod forslaget, 0 stemmer hverken for eller imod forslaget.
  • Forslag til lov om ændring af lov for Færøerne om rettens pleje m.fl.
    (Videoafhøring af børn og unge i straffesager, bestemmelser om territorial gyldighed for Færøerne og Grønland m.v).
    Vedtaget 108 stemmer for forslaget (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF, KF), 0 stemmer imod forslaget, 0 stemmer hverken for eller imod forslaget.
  • Forslag til lov om ændring af retsplejelov for Grønland.
    (Videoafhøring af børn og unge i kriminalsager m.v).
    Vedtaget 110 stemmer for forslaget (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF, KF, IA) 0 stemmer imod forslaget 0 stemmer hverken for eller imod forslaget

  • Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Videoafhøring af børn og unge i straffesager).
    Vedtaget 109 stemmer for forslaget (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF, KF), 0 stemmer imod forslaget, 0 stemmer hverken for eller imod forslaget
  • Forslag til lov om ændring af retsplejeloven.
    (Udtagelse af blodprøve, anklagemyndighedens deltagelse i retsmøder via videokommunikation m.v.).
    Vedtaget 103 stemmer for forslaget (S, DF, V, EL, LA, RV, SF, KF), 6 stemmer imod forslaget (ALT), 0 stemmer hverken for eller imod forslaget. EL stemte ved en fejl for forslaget.

  Internationale klager og udleveringer

  • Forslag til lov om ændring af lov om retshjælp til indgivelse og førelse af klagesager for internationale klageorganer i henhold til menneskerettighedskonventioner og retsplejeloven.
    (Ændring af betingelserne for retshjælp og indførelse af klageadgang til Procesbevillingsnævnet).
    Vedtaget 91 stemmer for forslaget (S, DF, V, LA, ALT, KF), 18 stemmer imod forslaget (EL, RV, SF), 0 stemmer hverken for eller imod forslaget.
  • Forslag til lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere m.fl.
    (Overførsel af kompetence fra Justitsministeriets departement til anklagemyndigheden i sager om udlevering og fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser m.v).
    Vedtaget 111 stemmer for forslaget (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF, KF), 0 stemmer imod forslaget, 0 stemmer hverken for eller imod forslaget.

 Fuldmagter og mobillån

  • Forslag til lov om fremtidsfuldmagter.
    Vedtaget 112 stemmer for forslaget (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF, KF), 0 stemmer imod forslaget, 0 stemmer hverken for eller imod forslaget.
  • Forslag til lov om ændring af lov om kreditaftaler.
    (Obligatorisk betænkningsperiode ved indgåelse af aftaler om kortfristede forbrugslån).
    Vedtaget 95 stemmer for forslaget (S, DF, V, EL, ALT, RV, SF, Naser Khader (KF)), 11 stemmer imod forslaget (LA, KF), 0 stemmer hverken for eller imod forslaget.
  • Forslag til lov om ændring af lov om forsikringsaftaler og lov om tilsyn med firmapensionskasser.
    (Udvidelse af forbud mod indhentelse og anvendelse af visse helbredsmæssige oplysninger ved tegning m.v. af forsikringer og pensioner).
    Vedtaget 93 stemmer for forslaget (S, DF, V, EL, Joachim B. Olsen (LA), ALT, SF, KF), 4 stemmer imod forslaget (RV) 7 stemmer hverken for eller imod forslaget.

Kilde: Ft.dk


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00