Advokater: Vi er ikke klar til sessionslogning

Af Torben Jensen
Generalsekretær i Advokatsamfundet 

I de senere dage har en del kritiske røster meldt sig i debatten om justitsministerens varslede genindførelse af sessionslogning.

Både inden for og uden for Christiansborgs tykke mure ser der ud til at være en stigende bekymring for, hvad den altomfattende sessionslogning i realiteten vil indebære. Bekymringen er helt forståelig, for der er adskillige vigtige spørgsmål i sagen, som indtil videre henstår ubesvaret.

I strid med EU-retten?
For det første kan man rejse det spørgsmål, om sessionslogning i den skala, som man nu vil indføre, er foreneligt med EU's charter om menneskerettigheder, herunder beskyttelsen af privatlivets fred. Som bekendt forkastede EU-Domstolen for knap to år siden det såkaldte logningsdirektiv, og det er derfor en nærliggende tanke, at der knytter sig nogle vanskelige EU-retlige og menneskeretlige problemer til en ordning, hvor der sker registrering af alt datatrafik i samfundet.

Når det tages i betragtning, at ingen andre EU-lande har indført sessionslogning i et omfang, som justitsministeren nu lægger op til, er det derfor helt afgørende, at der foreligger en tilbundsgående EU-retlig analyse og fastlæggelse af eventuelle retlige begrænsninger før der skrides til handling.

Hvad er meningen? 
Dernæst kan man spørge, hvad begrundelsen for at indføre sessionslogning egentlig skulle være. Som udgangspunkt kan man ikke være modstander af at give politiet tilstrækkelige efterforskningsmidler til opklaring og forfølgning af kriminalitet, men det forudsætter naturligvis, at disse redskaber er proportionale og ikke krænker borgernes rettigheder.

Kun et forudgående grundigt udvalgsarbejde kan skabe et betryggende grundlag for et lovgivningsinitiativ.

Torben Jensen
Generalsekretær i Advokatsamfundet

Og netop her savner vi information om betydningen af sessionslogning som efterforskningsredskab. Indtil videre er der kun nævnt ét eksempel på opklaring af en forbrydelse, hvor sessionslogning blev benyttet, og det er sagen om dobbeltdrabet i Hundredårsskoven. (Det er så vidt vides i øvrigt tvivlsomt, om det var information om datatrafik, der førte til opklaring af sagen).

På kant med datasikkerheden?
Et tredje aspekt er datasikkerheden. Indførelse af sessionslogning vil betyde en lagring af enorme mængder af data om borgerne og virksomhederne, som vil være i risiko for hacking og andre former for misbrug.

Uanset om man tilstræber et højt databeskyttelsesniveau, er det evident, at der aldrig vil kunne opnås 100 procent sikkerhed imod misbrug, og det er derfor kun rimeligt, at man i debatten om sessionslogning også rejser det spørgsmål, om man er villig til at acceptere, at følsom information om borgerne risikerer at falde i de forkerte hænder.

En dyr fornøjelse
Endelig kan der som et fjerde forhold peges på omkostningerne forbundet med sessionslogning. Det siger sig selv, at teleselskabernes logning af datatrafikken ikke kan gennemføres, uden at der afsættes væsentlige ressourcer til opgaven, og her er det vigtigt at få fastlagt præcist, hvad det vil betyde i ekstraomkostninger for selskaberne – især når det tages i betragtning, at omkostningerne næppe vil blive afholdt af selskaberne selv, men helt eller delvist vil blive overvæltet på kunderne. Det er rimeligt at spørge teleselskaberne og deres kunder, om de er villige til at betale for at udstyre politiet med nye efterforskningsredskaber.

Samlet set henstår der mange uafklarede spørgsmål, og der mangler information om både praktiske, juridiske og økonomiske forhold. Hvis regeringen fastholder ambitionen om at genindføre sessionslogningen, opfordres den derfor til at nedsætte et bredt sammensat udvalg bestående af sagkyndige og repræsentanter for de involverede aktører før sagen præsenteres for Folketinget. Kun et forudgående grundigt udvalgsarbejde kan skabe et betryggende grundlag for et lovgivningsinitiativ.