Alle børn skal gå i skole – også flygtningebørn

Af René Gotfredsen Nielsen og Claus Hjortdal
Hhv. formand for Børne- og Kulturchefforeningen og formand for Skolelederforeningen

Hele Europa, inklusive Danmark, oplever en historisk stor flygtningestrøm, og samtidig skal vi sikre, at alle børnene går i skole. Alle børn har ret til uddannelse. Det er vigtigt, hvis de skal klare sig i voksenlivet.

På skolerne og i kommunerne er indslusning af flygtningebørnene en stor opgave. Det sker kun succesfuldt, hvis der ydes en ekstra indsats.

Antallet af børn er stort. Ifølge KL kan vi forvente, at antallet af modtageklasser vil stige til ca. 750 med et forventet antal nyankommne børn, der vil nærme sig 10.000. Til sammenligning var der i 2014 236 modtageklasser og i 2015 457 modtageklasser.

På skolerne og i kommunerne er indslusning af flygtningebørnene en stor opgave. Det sker kun succesfuldt, hvis der ydes en ekstra indsats.

René Gotfredsen Nielsen og Claus Hjortdal
Hhv. formand for Børne- og Kulturchefforeningen og formand for Skolelederforeningen

Spredningen af flygtningebørn er meget ujævn hen over landet, og på grund af en mere spredt boligplacering er spredningen også ujævn inden for den enkelte kommune. Det giver logistiske udfordringer, hvor bl.a. tilknytning til lokalområdet, fritidsaktiviteter samt transport vil give problemer.

Skoleindsats
Antallet af modtageklasser gør, at vi har akut brug for relevant uddannede lærere og pædagoger til opgaven. Undervisningen i modtageklasser af flygtningebørn, der ikke eller kun begrænset kan dansk eller engelsk, kræver høj faglighed med specialiseret viden om flersproglighed og andetsprogsundervisning. Der er ydermere brug for viden om både håndtering af kulturforskelle og traumer i den pædagogiske kontekst.

Samtidig er det nødvendigt, at kompetencerne hos lærere/pædagoger i almenundervisningen er på plads, så elevens sproglige og faglige udvikling fortsættes, når de udsluses til normalklassen.

Vi må bl.a. se på, hvordan læreruddannelserne kan hjælpe med at indarbejde dansk som andetsprog systematisk i uddannelsen og efteruddannelsen. Forskningen viser, at det vil gavne alle elever.

Lige nu udløser undervisning af flygtningebørn ikke ekstra kompensation fra staten. Derfor bliver kommunernes økonomi ekstra presset, når vi skal løse opgaven med langt flere flygtningebørn.

Risiko hvis vi ikke gør noget
Hvis vi som samfund ikke løfter opgaven med indslusning af flygtningebørnene ordentligt i folkeskolen, kan det have store personlige og samfundsmæssige omkostninger. Det enkelte barn risikerer, at barnet ikke får en uddannelse, fordi grundlæggende færdigheder ikke er på plads, de bliver uddannelsesfremmede, og de kan ende med ikke at kunne forsørge sig selv.

Der opstår risiko for marginalisering, isolering, radikalisering og kriminalisering. Vi har som samfund brug for, at de, der bliver her, kan indgå i samfundet og være et aktiv for fællesskabet, og at de som mennesker oplever sig værdifulde og anerkendte som medborgere.

For skolen vil det også have store omkostninger, hvis ikke vi lykkes med en ordentlig indslusning af flygtningebørnene i folkeskolen. En manglende grundighed i sprog- og kulturindlæringen vil betyde mistrivsel for disse elever. Det vil sætte yderligere pres på inklusionsopgaven, som skolerne i forvejen arbejder med. Det vil beslaglægge en lang række ressourcer, som kunne bruges til gavn for eleverne.

Anbefalede indsatser
Skolelederforeningen og Børne- og Kulturchefforeningen anbefale fem indsatser, så vi bliver bedre til at håndtere udfordringerne:

• Viden fra det gode og strukturerede arbejde, der allerede finder sted, spredes. Det stiller krav til de kommuner, der ikke er så langt endnu. Der skal opsøges viden om struktur, indhold, organisering og uddannelse. Er de ikke ude, så haster det meget. Kommunernes Landsforening bør stå i spidsen for dette.
  
  
• Vi skal bruge anbefalingerne i den nye rapport fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Rapporten peger bl.a. på, at skoler, hvor eleverne føler sig inkluderede, er kendetegnet ved, at modtagetilbuddet er fysisk i tæt relation til almenområdet og etablerer intensive, målrettede modtageforløb, som er tidsbegrænsede (6-12 mdr.).
  
  
• Der er særlig opmærksomhed på differentieringsbehovet i forhold til yngre og ældre flygtningebørn. Flygtningebørn i indskolingsalderen bør have en kortest mulig periode i et modtagetilbud. Vi anbefaler et intensivt sprogforløb af få måneders varighed og så ellers indslusning i de almindelige klasser. Ældre elever vil både have behov for længere og mere intensive sprogforløb og med stor sandsynlighed også et fagligt løft. På baggrund af en systematisk og grundig screening af elevens behov, skal der mere individualiserede løsninger til. Her kan der være behov for en lempelse af reglerne om skolegang i distriktsskolen, hvis inklusionsopgaven skal lykkes.
  
  
• Grænsen på 12 elever i en modtageklasse er ikke en hellig størrelse for os. Vi ser en mere fleksibel holddannelse, hvor sprog- og kulturundervisningen suppleres med anden undervisning og aktiviteter, så de enkelte elever vil være andre steder på skift. Men der er ingen tvivl om, at undervisning af flygtningebørn er en stor opgave. Der er meget store sproglige, faglige og kulturelle forskelle, som stiller store krav til undervisningsdifferentieringen. En væsentlig forøgelse af klassestørrelser vil derfor i praksis være umulig.
  
  
• En udnyttelse af de ressourcer, der er tilgængelige lokalt. Det kræver retten til en vis kommunal frihed. Vi kan se på muligheden for at kombinere sprog/kulturundervisning, indslusning samt lokale indsatser. For eksempel forsøg med 4-6 timers daglige sprog/kulturundervisning for eleverne i kombination med faglig undervisning. Når der er potentiale hos den enkelte elev til indslusning i normalklasse i enkelte fag, kan det lægges oven i eller erstatte timetallet på 4-6 timer dagligt. Tanken er, at eleven i takt med sine dansksproglige kompetencer, skal følge flere og flere fag i normalklassen. Og at timetallet og fagrækken i et mindre omfang og kortere periode kan suppleres med eller afløses af relevante lokalt initierede aktiviteter.

Løsninger på den lange bane
Børne- og Kulturcheferne og skolelederne har stor respekt for de svære politiske beslutninger. Men vi vil samtidig gøre opmærksom på, at selvom politiske beslutninger kan være svære, så kræver det mere at få det til at lykkes i praksis.

Vi må ikke lade os friste til løsninger på den korte bane. Der er meget på spil for de enkelte børn, for folkeskolen og for hele vores samfund.