Alternativet høster medlemmer efter Manu-entré

FREMGANG: Søndag meldte Manu Sareen sig ind i Alternativet, og samme dag fik partiet 160 nye medlemmer.

Foto: Lars Helsinghof / Altinget
Emma Qvirin Holst

Søndag bød Alternativet velkommen til 160 nye medlemmer, hvilket er et stykke over normalen for partiet. Siden valget blev udskrevet, har partiet nemlig i gennemsnit fået 20 nye medlemmer hver dag.

Den store medlemstilgang sker i kølvandet på, at Manu Sareen søndag fortalte i Altinget, at han melder sig ind i Alternativet.

Han begrunder sit partiskifte med, at han er nødt til at følge sit hjerte.

”Jeg kan godt lide Alternativets tilgang til politik. Jeg kan lide deres ærlighed, og så beundrer jeg deres mod til at se anderledes på tingene. Vi står over for store udfordringer, hvor vi kan vælge at gøre, som vi plejer, eller at se tingene på en ny måde,” sagde Manu Sareen til Altinget.

Manu Sareen forlader Radikale, hvor han har været folketingsmedlem og minister fra 2011 til 2015 og fra 2002-2011 har siddet i Københavns Borgerrepræsentation.

Mange kan genkende sig i Manu Sareen
Men han er ikke den eneste radikale folketingskandidat, der tog turen over til Alternativet i løbet af weekenden. Lørdag meldte Pernille Boye Koch sig også ind i Alternativet.

Og fra lørdag til onsdag har partiet fået 259 nye medlemmer.

Forkvinde for Alternativets folketingsgruppe, Josephine Fock, er glad for medlemsfremgangen.

”Vi kan måske forklare det med, at det er de to, der er skiftet over,” siger hun og tilføjer:

”Det vil jeg tro er årsagen.”

Søndag er stadig den dag, hvor partiet fik flest nye medlemmer. Josephine Fock tror, at Manu Sareens popularitet skyldes, at mange kan genkende sig selv i ham.

”Han har en stærk social profil. Det kan folk genkende sig selv i, og det er derfor, de har set hans nye medlemskab som noget positivt og har besluttet sig for at melde sig ind,” siger hun og tilføjer, at hun også mener, at Manu Sareens sociale profil er årsagen til, at han har valgt at melde sig ind i Alternativet.

Med medlemsfremgangen er Alternativet nu oppe på i alt 8.848 medlemmer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00