Alting er tilbage ved det gamle på Island

Er islændingene gale eller geniale? Det er et spørgsmål, som er blevet rejst mange gange i kølvandet på finanskrisen, og som
det stadig ikke er muligt at give et entydigt svar på. Gale, fordi man trodsede resten af verden og lod bankerne kollapse i stedet for at holde hånden under dem? Eller geniale, fordi man af IMF senere blev fremhævet som mønstereksemplet på at bryde ud af krisen.

Et andet spørgsmål, som trænger sig på efter en uge på den nordatlantiske vulkanø, er, hvorfor alting synes at være tilbage ved det gamle. Den borgerlige alliance, som sad på magten 18 år i træk frem til 2009, er efter blot en enkelt valgperiode i opposition tilbage i regering.

Og befolkningen, som gik på gaden med gryder og stegepander hver lørdag for at vække magteliten, synes ikke længere at bekymre sig om, at den forfatningsændring, som de vedtog ved folkeafstemning, nu er lagt på is.

Den islandske økonomi sank i grus i løbet af en uge i oktober 2008. Man havde ikke andet valg end at lade landets tre største banker, som alle skyldte astronomiske beløb til udenlandske investorer, kollapse. Bunden faldt ud af aktiemarkedet, som blev reduceret med 75 procent. Den islandske krone mistede 80 procent af sin værdi over for euroen.

Man har et indtryk af, at Island er demokratiets fadder, og det er måske også rigtigt, men i dag minder Island meget mere om lande som Rusland og Ukraine.

Thorvaldur Gylfason
Professor i økonomi

Folks disponible indkomst faldt med en fjerdedel, mens hver tiende islænding kunne kalde sig teknisk insolvent. Men strategien virkede. Og roserne fra IMF var store, da Island som det første af krisens hårdt medtagne ofre kunne betale sine lån tilbage - endda før tid.

Nu vokser økonomien atter på Island, som siden 2011 har oplevet vækstrater omkring to procent. Og umiddelbart er det da også svært at se fortællingen om den genrejste atlanterhavsø som andet end en succeshistorie.

Der var en flamme, som blussede op, og så brændte den ud igen. Og så gik det op for islændingene, at det er nemmere at blive derhjemme og se fjernsyn.

Ragnheidur Eiriksdottir
Journalist og strikkeekspert

En række islandske aktører mener dog, at problemerne på den tidligere danske koloni stikker dybere. I efteråret 2008 var Asgeir Jonsson chef­økonom i Islands dengang største bank, Kaupthing Bank. Nu underviser han i økonomi på universitetet i Reykjavik. Han er også forfatter til bogen “Why Iceland: How One of the World’s Smallest Countries Became the Meltdown’s Biggest Casualty”.

Bedømt ud fra mængden og kvaliteten af rod har han ikke haft svært ved at finde sig til rette i den offentlige sektor. Papirstakke, gamle aviser, boardingcards og antikke artefakter såsom resterne af en plov hober sig op på kontoret i udkanten af Reykjavik. Han medgiver, at en devaluering har den fordel, at den styrker landets konkurrenceevne. 

“Men hvis devaluering er medicinen, er problemet, at man ikke kan kontrollere dosen. En devaluering på 30 eller 35 procent er måske godt, men hvordan stopper man der,” spørger Asgeir Jonsson, som er fortaler for, at Island søger om medlemskab i EU for at sikre økonomien. Optagelse i EU var et af de punkter, som en ny socialdemokratisk regering gik til valg på, da den i 2009 afløste Selvstændighedspartiet, som de sidste 18 år havde siddet på magten.

Hver lørdag efter krisens udbrud mødtes demonstranter foran det islandske parlament, Altinget, for at udtrykke utilfredsheden med især den borgerlige magtelite, som blev holdt hovedansvarlig for den kuldsejlede økonomi. Protesterne fik hurtigt et navn, Kasserollerevolutionen, fordi demonstranterne bankede på gryder og pander for at få politikerne til at vågne op. 

Man fik sin vilje: Regeringen gik af, og den nye socialdemokratiske regering ledet af Johanna Sigurdardottir svor, at man som led i genopretningen ville udfærdige en ny grundlov, som blandt andet skulle sikre stemmelighed og lige adgang til landets naturressourcer.

Grundlovsfædre ved lodtrækning
Man trak 950 tilfældige islændinge op af hatten, der i et nyt nationalt forum skulle skabe rammerne for arbejdet med forfatningen. Tanken var, at det skulle være folkets grundlov, og at politikerne derfor skulle holdes fri af processen.

“Det var dybt demokratisk. Alle havde lige stor chance for at præge arbejdet,” forklarer Thorvaldur Gylfason. Han var en af de 950 - der senere blev reduceret til 25 - som stod i spidsen for forfatningsarbejdet. Men han er også professor i økonomi ved universitet - og kollega med Asgeir Jonsson og derfor særligt optaget af udfordringerne ved arbejdet.

Gylfason fortæller historien om den seje og knoklede vej mod en ny forfatning fra havestuen på en af Reykjaviks højeste beboelsesejendomme. Herfra kan man øjne det meste af byen samt fjeldene i baggrunden. Og når han smider fødderne på skamlen og falder tilbage i ryglænet, fornemmer man, at den næste halvanden time bliver alt andet end en hyldestsang til det islandske politiske system.

Det begyndte ellers godt. Forfatningsudvalget enedes om et forslag, som blev sendt til afstemning i befolkningen. Processen blev godt nok forsinket af, at oppositionen klagede til Højesteret over nogle teknikaliteter i forbindelse med valgproceduren, men i oktober 2012 stemte 66 procent af vælgerne ja til en ny grundlov. 

“Et af de store problemer ved det islandske valgsystem er, at det er meget lettere at få sine kandidater valgt på landet frem for i byerne. Det betyder, at partier, som står stærkt blandt fiskere og bønder, traditionelt har haft stor magt på Island. Det giver ingen mening, at en bonde har dobbelt så meget at skulle have sagt som en bybo,” siger han.

Et andet punkt handler om adgang til naturressourcer. Havet omkring Island er blandt verdens bedste fiskerifarvande, men på grund af gamle kvoteregler tilfalder rigdommene en lille gruppe bådejere. Nu skulle fortjenesten føres tilbage til fælleskassen, var budskabet. Og så gik processen i stå. Forfatningen skulle først ratificeres af den siddende regering, og efter et valg skulle en ny regering så foretage endnu en ratificering.

Men på grund af en række lovtekniske detaljer lykkedes det aldrig den socialdemokratiske regering at få bragt forfatningen til afstemning, og siden de borgerlige partier i 2013 atter rykkede ind i regeringskontorerne, har arbejdet været lagt på is. 

“Forestil dig, at det var sket i Sverige. At befolkningen havde sagt nej til euroen, men at politikerne havde indført den alligevel. Det er helt uhørt i vores del af verden, at politikerne ikke respekterer folkets ønske.”

Thorvaldur Gylfasons forklaring er, at en ændring af valgreglerne ville bringe mange politikeres mandat i fare. Og fordi bådejerne altid har været meget magtfulde på Island - branchen tegner sig for 40 procent af landets samlede eksport - tør man ikke pille ved deres privilegier.

“De fleste udlændinge, som hører denne historie, har svært ved at tro på den. Man har et indtryk af, at Island er demokratiets fadder, og det er måske også rigtigt, men i dag minder Island meget mere om lande som Rusland og Ukraine.” Det sidste kardinalpunkt i Gylfasons svada er, at regeringen med Sigmundur David Gunnlaugsson i spidsen har afbrudt forhandlingerne om EU-medlemskab.

“Grunden til, at folk ikke demonstrerer længere, er, at de er blevet trætte. Ligesom russerne er vi blevet trætte af at kæmpe med politikerne,” siger han.

Hjem til sweateren
En af dem, der deltog i de ugentlige demonstrationer foran parlamentet, er Ragnheidur Eiriksdottir. Hun beskriver sig selv, som de fleste islændinge ville gøre: rastløs, passioneret, travl og måske også en kende forvirret. Når man slår hende op på nettet, præsenteres hun som ekspert i sex og kunsten at strikke traditionelle islandske sweatre. 

Hun forklarer, at mange islændinge i de første år efter krisen søgte tilbage mod gamle værdier: Man genopdagede glæden ved at strikke, hygge sig med familien og være i naturen. Og hvor det tidligere gav point at køre langsomt gennem Reykjavik i gigantiske monstertrucks, var det nu populært at dyrke kulinariske delikatesser som fårenosser og rådden haj.

Og selvfølgelig strikker folk stadig, forklarer hun fra sofaen i sin tilrodede stue med Slotspilsner på bordet. Men bare ikke lige så meget, som de gjorde for få år siden, og selv er hun netop blevet ansat som journalist på landets tredjestørste avis, DV. 

“Det var vigtigt at være en del af bevægelsen. Og til sidst var det sådan, at min datter, som dengang var fem år, spurgte: Mor, hvornår skal vi protestere igen,” fortæller Ragnheidur Eiriksdottir.

Og selv om det var kraftfuldt at opleve, at det at demonstrere kunne gøre en forskel, understreger hun alligevel, at den politiske hukommelse er kort. Ellers ville de gamle partier ikke være tilbage ved magten igen.

Hun vurderer, ligesom Gylfason, at grunden til, at protesterne i samfundet ikke er mere højlydte, ganske enkelt er, at folk er blevet trætte. “Der var en flamme, som blussede op, og så brændte den ud igen. Og så gik det op for islændingene, at det er nemmere at blive derhjemme og se fjernsyn.”

Da Island gik til valg i foråret 2009, var De Venstre-Grønne under ledelse af Steingrimur J. Sigfusson det parti, som bedst formåede at oversætte forandringer i samfundet til politiske mandater. Partiet blev juniorparter i en socialdemokratisk regering, hvor Sigfusson satte sig på posten som finansminister.

Men til trods for, at man - i al fald ifølge IMF’s vurdering - til punkt og prikke formåede at styre vulkan­øen gennem krisen - blev man alligevel slagtet af vælgerne ved næste valg. Her høstede man ikke engang en fjerdedel af stemmerne. Hvad gik galt? Sigfusson, der i dag er afløst som formand, mener, at man ganske enkelt var oppe imod så hårde odds, at det blev nødt til at gå galt.

“Det var en meget svær tid. Og selv om vi gjorde vores bedste, var det umuligt at gøre folk tilfredse,” forklarer han på en skrattende telefonforbindelse fra det nordøstlige Island. På grund af tumultariske vindforhold er alle luftveje spærret over det centrale Island, så Steingrimur J. Sigfusson er taget til fange under et besøg i sin valgkreds.

“Måske forsøgte vi at udrette for meget på én gang, men det var jo netop en del af kravet fra revolutionen. Nemlig at vi skulle løse krisen, genskrive forfatningen og gennemføre en række andre love. Men det gjorde heller ikke opgaven nemmere, at vi var oppe imod en uansvarlig opposition, som lokkede med tomme løfter om gældssanering af husejerne.”

En anden udlægning er, at I viste jer at være sårbare for mange af de samme beskyldninger om magtelitisme og korruption, som ellers primært har været rettet mod de borgerlige partier?

“Det er meget unfair at bebrejde os for forløbet omkring vedtagelsen af en ny forfatning. Vi gjorde, hvad vi kunne, men løb til sidst tør for både tid og magt i parlamentet,” siger Steingrimur J. Sigfusson.

EU spøger
Tilbage på det tilstoppede kontor på universitetet bekræfter Asgeir Jonsson den tidligere finansminister i, at krisen kan vise sig at føre til varige vælgerskred. Og professoren tror ikke på, at det vil lykkes det regerende Fremskridtsparti at vinde vælgerne med valgløfter igen. Men de væsentligste forandringer på Island skal ikke ske inden for, men uden for det politiske system, hvis man for alvor skal turde tro på forandring, understreger han.

“Et af de største problemer på Island er, at politik fylder for meget. Vi savner en stærk professionel sektor, som kan løse nogle af de problemer, som i dag håndteres af politikerne. Og derfor er der intet ved den nye forfatning, som forklarer krisen eller løser vores institutionelle problemer.”

“Mange tror på myten om, at vi er et uskyldigt land, som blev overtaget af banditter, og hvis bare vi burer de slemme drenge væk, så bliver alting godt igen. Men det er altså totalt bullshit.” 

Og i den forstand er forfatningsstriden blot en afstikker fra den agenda, der ifølge Jonsson venter Island: nemlig beslutningen om at træde fuldgyldigt ind i det europæiske fællesskab.