Ammitzbøll: Vi kan slå Helle Thorning

Kære Venner.

Endelig.

Endelig står vi foran et folketingsvalg.

Det valg, som vi har ventet på i tre år, 7 måneder og 4 dage.

Det valg, hvor danskerne skal tage stilling mellem fremdrift og stilstand, mellem frisind og tungsind, mellem frihed og overregulering, mellem vækst og brandbeskatning.

Mellem Liberal Alliance og alle de andre.

For det er os, der gør valget spændende. Det er os, der kan ændre dansk politik. Det er os, der repræsenterer håbet og optimismen.

Valg er som eksaminer. Det er der, vi skal stå til ansvar.

Og heldigvis er eksamen den flittige elevs festdag. Og hvor har vi har været flittige i Liberal Alliance.

Med at opbygge vores parti. Med at få politik på alle hylder. Med at vælge de rigtige kandidater. Nu kan Helle Thorning bare komme an.

Liberal Alliance er Danmarks mest stabile parti.

Mens andre rutsjer op og ned, er VI det mest stabile parti i meningsmålingerne.

Mens andre hvæsser knivene til interne kampe har VI den mest sammentømrede folketingsgruppe.

Både i byråd, regionsråd og i vores organisation udøves et stærkt og stabilt arbejde.

Vi er endda så stabile, at vi hvert eneste år kan tage imod nye byrådsmedlemmer, således også i år, og der skal selvfølgelig lyde et stort velkommen til Marco, Tonny, Asger og Jeppe!

Kun Liberal Alliances Ungdom bryder stabiliteten.

Men det bekymrer mig faktisk ikke. For det er ved at få hele 11 % af stemmerne ved årets skolevalg. Og dermed blive Danmarks tredjestørste parti blandt eleverne.

Det er virkelig godt gået. Det gør mig stolt. Det gør mig nærmest misundelig. Og det gør mig optimistisk for fremtiden.

Og i Liberal Alliance skal og vil vi gøre vores bedste for at matche resultatet

For fire år siden – kort inden Folketingsvalget i 2011 – sagde jeg her fra talerstolen, at Helle havde hemmeligheder.

At hun ville gøre noget andet, end det hun sagde. Og jeg fik mere ret, end jeg havde kunnet forestille mig i min vildeste fantasi.

For Fair løsning var hverken fair eller en løsning. Den førte politik blev en hel anden end det, hun gik til valg på. For at citere regeringsprogrammet ville man efter valget pludselig gennemføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand.

Så ja, Helle havde hemmeligheder.

Nu er jeg ikke typen, der hænger mig i løftebrud. Jeg synes tværtimod, at vi skal være taknemmelige for de fleste af dem, for ellers havde vi jo stadig haft den fulde efterlønsordning, vi havde haft en længere dagpengeperiode, og vi havde haft højere overførselsindkomster. Vi havde haft millionærskat og bankskat og fedt- og sukkerafgift for ikke at tale om kandidatpant, gratis skolemad og betalingsring rundt om København.

Men kan blive helt svedt ved tanken! For det havde godt nok været sværere at være dansker – for slet ikke at tale om, hvor dyrt det ville have været.

I stedet for fortsatte Helle Thorning altså VK-regeringens politik, og selvom det slet, slet ikke får os tæt på det friere, rigere og bedre samfund, som vi ønsker os, så er det selvfølgelig bedre end den skinbarlige socialisme, som Socialdemokraterne og SF gik til valg på for fire år siden.

Men det skuffede alligevel mange vælgere, der troede, at de havde stemt på noget andet.

Og når ledende politikere forsøger at lyve og manipulere sig frem for at fastholde klistereffekten på ministertaburetternes overlæder, er politikerne som stand selv skyld i den stigende politikerlede.

Afdøde Simon Spies sagde tilbage i 70’erne, at ”Hvis man vil have frihed, må man nok finde sig i kapitalister – ligesom man må finde sig i politikere, hvis man vil have demokrati”.

Men han havde næppe forestillet sig, at politikerne ville være så ivrige efter at føre vælgerne bag lyset, som tilfældet er i dag.

Når jeg ser Socialdemokraterne føre sig frem med resultaterne af en politik, som de gik de til valg på at afskaffe, og ledende oppositionspartier gøre en dyd ud af intet konkret at afsløre om deres fremtidsplaner, vender også jeg ansigtet væk fra annoncer, billboards og opslag på Facebook. Ikke på grund af manglende interesse. Men i skam. Slet og ret.

Partierne må simpelthen tage vælgerne mere alvorligt og fremlægge konkrete politikforslag til løsning af de problemer, Danmark står over for, og åbent og ærligt sige, at de forslag selvfølgelig er udgangspunkt for de kompromisser, der nødvendigvis skal indgås efter det forestående folketingsvalg, med mindre et enkelt parti alene skulle få de magiske og altafgørende 90 mandater, hvilket intet tyder på.

Men sandheden er, at Helle har hemmeligheder. Igen.

Hvis, og jeg siger hvis, det galt skulle gå, og hun fortsætter som statsminister efter valget, så vil der igen blive fisket hemmelige planer op af lommen og ført en politik, vælgerne aldrig har hørt om.

Det var strategien i 2011.

Det er strategien i 2015.

Men det bliver aldrig Liberal Alliances strategi. Vores politik er ikke en hemmelighed: Den handler om lavere skat, højere vækst, en mere effektiv offentlig sektor og meget mere personlig frihed.

Og vi skammer os ikke over den. Vi er tværtimod så stolte af den, at vi fremlægger den ved hver given lejlighed og endda har fået finansministeriet til at regne den igennem.

Men Helle Thorning vil ikke fortælle, hvad der skal ske efter valget. Skal der flere reformer til? Skal dagpengeperioden nu pludselig forlænges? Vil hun give efter for de radikale ønsker om at brandbeskatte boligejerne ud af hus og hjem?

Vi ved det ikke. Det eneste, vi ved, er, at statsministeren, hun skal videre. Hvad hun vil, vil hun ikke fortælle. Og hun synes, at strategien virkede så godt i 2011, så hvorfor ikke forsøge igen.

Man må stille sig selv spørgsmålet: Kan man virkelig snyde det samme folk to gange?

Jeg tror det ikke. Jeg håber det ikke. Men det ser i sandhed ud til, at statsministeren har tænkt sig at gøre forsøget!

I Liberal Alliance taler vi ofte om værdier. Men rigtigt ofte bliver det mest til dem, der handler om kroner og ører. Men det at være liberal handler om meget andet og mere end penge. Det handler om de værdier, det kan være svært at sætte beløb på, men som vi alle sammen sætter så stor pris på.

Retten til at bestemme over sit eget liv. Retten til at leve i fred. Retten til at udleve sine drømme. Retten til at leve sammen med sin familie. Retten til at være sig selv. Retten til at være anderledes end flertallet – eller falde i et med mængden, hvis det er det, du har lyst til.

Du skal være herre i dit eget liv.

Kodeordet for os er frihed. Intet over og intet ved siden af.

Jeg er stolt over at bo i et land, hvor de vestlige frihedsværdier har så stærkt rodfæste som tilfældet er.

Stolt over at Danmark bygger på de vestlige værdier.

Danmark er forsamlingsfrihed, Danmark er ytringsfrihed, Danmark er religionsfrihed, Danmark er folkestyre. Det har vi grund til at være stolte af. Det er noget, der er kæmpet for gennem generationer.

Men det er hverken noget, der er kommet af sig selv eller bevares og udvikles, hvis ikke vi er os værdierne bevidste. Hvis vi glemmer friheden, glemmer vi os selv.

Og glemmer vi, at den mindste minoritet er individet, og at det er individets rettigheder, der er grundlaget for ethvert frit samfund, mister vi det, der har gjort Danmark stærkt.

Det er det Danmark, vi ønsker os. Det er det Danmark, vi arbejder for. Det er det Danmark, vi drømmer om.

Vi vil ikke have et samfund, hvor statsmagten lukker ned for indsigten i det lovforberedende arbejde og er så frække at kalde det åbenhed. Hvor statsmagten tager én mands grund for at forære den til en anden og endda til spotpris.

Vi vil ikke have et samfund, hvor politikerne på samlebånd giver myndighederne adgang til folks private ejendom. Hvor politikerne udvider adgangen til administrative frihedsberøvelser – bare fordi det er belejligt.

Vi vil ikke have et samfund, hvor politikerne begrænser retten til at få sin sag prøvet ved domstolene. Hvor mennesker med handicap ikke har basale retssikkerhedsgarantier, når deres sager skal behandles.

Vi vil ikke have et samfund, hvor ældre mennesker ikke må ryge i deres eget (pleje-)hjem. Hvor statsmagten ulovligt gemmer patientdata og nægter at slette det, når det bliver opdaget.

Kort sagt vi vil ikke have et samfund, hvor individets rettigheder bliver trådt under fode, fordi det lige er belejligt. Det kan godt være, at det er det Danmark, vi kender, men det er mildest talt ikke det Danmark, vi drømmer om.

Nej, det Danmark, vi drømmer om, er et Danmark, hvor du kan leve, som DU vil, så længe du ikke generer andre. Vi drømmer om et Danmark, hvor politikerne er på borgernes side og ikke på systemets. 

Men lad mig være ærlig over for jer: Rigtigt mange mennesker tror, at vi drømmer om noget helt andet. Om en kælderkold krigerkapitalisme, hvor skyggerne fra superegoisterne på samfundets solside kaster sig hårdt over de syge, de gamle og de arbejdsløse. Intet kunne være mere forkert.

Ja, vi ønsker at flere skal kunne klare sig selv. Men jeg vil gerne slå fast, at bliver du syg, vil vi aldrig svigte dig. Aldrig i livet.

Men der er ingen modsætning mellem at ville hjælpe de syge og være efter de raske. Tværtimod. Hvis ikke vi får flere raske mennesker flyttet fra offentlig forsørgelse til arbejde, så svigter vi både de raske og de syge.

Jeg er selv opvokset med, at min mors mand blev syg og kom på førtidspension. Det præger selvfølgelig i opvæksten. Men det gør nok også, at jeg bliver ekstra vred, når mennesker udnytter systemet og andre menneskers gode vilje. 

Lige så meget som vi vil hjælpe de syge, kommer vi aldrig nogensinde til holde hånden under de dovne. Ikke på vilkår.

Liberal Alliance er ikke alene erhvervslivets ven og skatteopkræverens mareridt. Vi er også de svagestes advokat. Vi vil ikke svigte de ældre, Vi vil ikke svigte mennesker med handicap, Vi vil ikke svigte udsatte børn, og vi vil aldrig lade vores personlige moral gå ud over narkomaner eller prostituerede.

Staten skal være så lille så muligt, men så stor som nødvendigt – også for at tage os af dem, der har brug for det. Men i mange tilfælde er det ikke en check, der er det vigtigste. Det er tilgangen til mennesker. Til medmennesker. Til medborgere.

Og netop i år er det 100 år siden, at tjenestefolk og kvinder fik stemmeret til Folketinget. En klar liberal sejr. Det er vel heller ikke tilfældigt, at vores styreform omtales som et liberalt demokrati.

I de seneste årtier har Danmark forandret sig. Vi har fået mange nye medborgere fra andre lande. Fra andre kulturer. Lad os være ærlige og sige, at Folketingets flertal ikke havde den fjerneste anelse om, hvad de satte i gang, da de åbnede de danske velfærdskasser for hundredetusindevis af mennesker fra hele verden.

Liberal Alliances politik er klar. Danmark skal være et åbent land. Du skal kunne få din ægtefælle hertil, og virksomhederne skal kunne få de medarbejdere, de har brug for. Men du skal kunne forsørge dig selv. Og udlændinge, der begår kriminalitet eller modarbejder folkestyret, får pænt lov til at rejse hjem igen med farvel uden tak.

Som de allerede formulerede det i de islandske sagaer: ”Man skal pleje den eg, som man skal bo under”.

Men jeg vil også gerne sige til nye danskere, at plejer du egen og bliver en af vore egne, så vil vi betragte dig som medborger på lige fod med alle andre.

Mange udlændinge såvel som danskere kaster sig ud i at lave egen virksomhed.

Det er godt, for det har Danmark brug for.

Virksomhederne er Danmarks økonomiske rygrad. Uden dem ingen vækst. Uden dem igen velstand. Uden dem ingen velfærd.

Derfor skal vi gøre det nemmere at drive virksomhed med færre regler og lavere skatter. Sådan kan vi øge beskæftigelsen. Sådan kan flere komme med i arbejdsfællesskabet. Og helt ærligt, så ærgrer det mig, at den politiske debat i Danmark altid handler om overførselsindkomster i stedet for at sikre, at så mange raske og rørige borgere har mulighed for at gøre en indsats som selvstændige eller som arbejdstagere.

Lad os byde flere velkommen inden for på arbejdsmarkedet. Lad os udvide indenforskabet. Og lad så overlade til de gamle partier at diskutere, hvordan de kan konservere deres samfundsmodel.

Den skaber alt for mange ofre. Mennesker der bliver til overs. Det kan godt være, at der stadig er nogle, der tror, at højere skatter og endnu mere statsregulering er vejen frem. For os har disse løsninger kun arkæologisk interesse, når de engang i fremtiden forstenede graves frem fra historiens losseplads.

Hvor iværksætteri og virkelyst er samfundets byggesten, er terrortruslen en bulldozer imod civilisationen. I årevis har Danmark levet under truslen fra islamistisk terror og en række angreb er afværget eller mislykkedes.

I februar oplevede vi terrorens fatale virkelighed. To mennesker blev dræbt i København. Den ene få hundrede meter fra min egen hoveddør. Den anden foran synagogen i Krystalgade. En håndfuld politikfolk blev såret, og vi vil være dem og deres kolleger evigt taknemmeligt for deres indsats den skæbnesvangre februardag.

Vi skal ikke finde os i terrorismen. Vi skal bekæmpe islamismen. Og vi må desværre indstille os på, at det bliver en lang og slidsom kamp.

Når terroren rammer, vil nogle rulle de vestlige værdier tilbage. Vi vil køre dem frem. Derfor var vi også – som det eneste af forsvarsforligspartierne – fra første færd imod at lade danske borgere overvåge i udlandet uden dommerkendelse. Og på trods af hån og spot i de første dages debat, lykkedes det os at få de andre partier med på at droppe dette øjeblikkets knæfald. Det kan vi godt være stolte af.

I kampen imod islamismen er det vigtigt, at vi står sammen, og at vi står fast. Men dem, vi skal stå sammen med, er dem, der har fået krænket deres forsamlingsfrihed, deres religionsfrihed, deres ytringsfrihed. Ellers er det bare ord. Tomme ord.

Ytringsfrihed er også ytringsfrækhed. Og det er nemt at sige, hvad man ikke skal tegne, hvis man ikke arbejder som satiretegner, eller hvad man ikke skal skrive, hvis man ikke er forfatter.

Ytringsfriheden er en rettighed. Man må sige det, man selv vil sige. Man må tegne det, man selv vil tegne. Man behøver ikke at være enig, men ytringsfrihed er aldrig et spørgsmål om æstetik eller smag. Ellers er der ikke længere tale om en ret.

Nogle tænker måske, hvorfor nævner han ikke almindelige muslimer? Og svaret er lige så enkelt, som det er klart: Det er fordi, de er en del af os. Af dem, vi står sammen med, imod islamisterne.

Intet parti har som Liberal Alliance været åbne om vores sponsorer.

Vi har – med rette – takket dem hvert eneste år her på landsmødet. Således også i år!

Alligevel har journalisterne med lys, lygte og nidkærhed ledt efter, om der skulle have skjult sig noget i et hjørne. Og i år fik Berlingske så bingo.

Det viste sig, at vi ikke havde indberettet, at Dansk Erhverv havde betalt for, at vi fik gennemregnet vores økonomiske plan, som vi gik til valg på i 2011. Den gennemregning, der gjorde os i stand til med rette at sige, at vi var det eneste parti, der havde fået gennemregnet vores økonomiske politik af uafhængige økonomer.

Det er selvfølgelig noget rod, at støtten ikke var indberettet.. Derfor vil jeg gerne sige en rigtig, rigtig stor tak til Dansk Erhverv for hjælpen tilbage i 2011. Vi er glade for støtten. Det betød meget for os. Lad os give Dansk Erhverv en rigtig stor hånd.

Nu skal man som bekendt lære af sine fejl.

Og for at vi ikke skal komme til at stå i samme kattepine en gang til, har jeg sagt til Leif, at der er en, som vi skal huske at skrive i regnskabet for 2015. Ham, jeg tænker på, er selvfølgelig Bjarne Corydon.

For uden hans gennemregning havde vi slet ikke haft så stærkt et grundlag at gå til valg på. Uden ham havde det ikke stået så klart, at vi igen er det eneste parti med en gennemregnet plan. Uden ham havde det ikke stået klart, at intet parti vil øge beskæftigelsen og velstanden SÅ meget som Liberal Alliance vil.

Så mange, mange tak til Blå Bjarne. Skal vi ikke også give ham en hånd?

På tirsdag bliver der udskrevet folketingsvalg. Det er ganske vist.

Sådan lyder det næsten hver eneste uge på Christiansborgs gange.

Vi ved selvfølgelig ikke, hvornår det kommer. Men valget kommer snart. Så det er bare om at holde sig parat.

Ved valget kæmper vi for et borgerligt-liberalt flertal.

Og en borgerlig regering, der er afhængig af Liberal Alliances stemmer.

Og hvis vi så får det borgerlige flertal, kommer vi til at stå over for en opgave af dimensioner.

Vi skal være det borgerlige Danmarks liberale samvittighed. Som en anden Jesper Fårekylling skal vi stikke paraplyspidsen ind i siden på Løkke, hvis det begynder at trække i venstre arm. Og det kan det gøre hurtigere, end vi bryder os om. Derfor er der brug for Liberal Alliance.

Ellers ender det som under VKO, hvor en mand nok var en mand, men en minister var en, der førte socialdemokratisk politik.

Men det kommer også til at kræve nye ting af os. Skal vi være støtteparti, eller skal vi i regering? Vi skal vurdere kompromisser. Vi skal veje meget mere for og imod.

Og vi kommer helt sikkert til at begå fejl. Og der er jeg glad for, at jeg ved, at I vil hjælpe os med at være opmærksomme på det og holde os så tæt på dydens smalle sti.

Jeg vil gerne vende tilbage til, hvor jeg begyndte. Med en bemærkning om den nuværende regering.

Statsministeren har jo lige haft 10 års-jubilæum. Ikke som statsminister, men som partiformand.

Da Helle Thorning trådte til som formand, sagde hun:

Jeg kan slå Anders Fogh.

Det kunne hun så ikke. Da det kom til stykket.

Men kære venner, vi kan slå Helle Thorning – og det har vi tænkt os at gøre. Lad os hjælpe regeringen med at komme videre. Så vi kan få det Danmark, vi drømmer om. Lad os så komme i gang.

Fortsat godt landsmøde

Simon Emil Ammitzbøll, politisk ordfører, på Liberal Alliances landsmøde 18. april 2015 i Tivoli Congress Center.