Analyse: Briterne har været et trodsigt EU-medlem

BRUXELLES: EU er rystet i sin grundvold. På et tidspunkt, hvor Unionen allerede har gang i brandslukningsmanøvrer på snart sagt alle fronter, er det britiske folks beslutning om at forlade klubben et mildt sagt ikke kærkomment addendum til bunken med problemer.

Risikoen for en dominoeffekt i andre lande er til at tage at føle på. Både Frankrigs Marine Le Pen og hollandske Geert Wilders var lynhurtige til at bruge det britiske folks nej til at love lignende folkeafstemninger i deres lande, hvis nogen af dem kommer til magten, når der er henholdsvis præsident- og parlamentsvalg i deres respektive lande.

Formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, inviterer nu til en ”bredere refleksion over vores Unions fremtid” for at tage ved lære af det britiske nej til medlemskabet.

Ingen superstat i sigte
Hvor denne verdens euroføderalister – hvor få der end er af dem i disse dage – vil efterlyse mere samarbejde og mere Union som konsekvens af det britiske nej, er det ikke sådan, folkestemningen bliver læst hverken i EU-hovedstaden eller i de flest medlemslande.

Tusk sagde tidligere på ugen, at det ville være ”tåbeligt at ignorere de advarselstegn”, der kommer fra den britiske afstemning. Og selv i EU-maskineriets hjerte melder kilder tæt på formand Jean-Claude Juncker, at det ”ville være på grænsen til selvmord” at gå i retning af mere EU på dagen efter en brexit.

Der vil være behov for at vise sammenhold og forenet front blandt de resterende 27, men der er meget, der taler for, at de helt store udmeldinger udebliver.

Briterne – et særtilfælde
Selv om det imagemæssigt er et stort slag mod Unionen at tabe et kernemedlem og en global spiller som Storbritannien fra sin midte, er det dog også vigtigt at huske på, at briterne altid har været et medlem på trods.

Dem, der ser brexit som et udtryk for den generelt voksende lede ved projektet over hele Europa, mangler en grundlæggende forståelse af, at briternes euroskepsis ikke kan sammenlignes med folkestemningen noget andet sted i Unionen.

På mange måder har briterne været et mikrokosmos i Unionen, hvor tingene bare ikke var som andre steder. Intet andet sted har EU-Kommissionens lokale kontor været nødt til at have medarbejdere ansat til at tilbagevise løgnagtige mediehistorier, fordi den britiske formiddagspresse har opfundet skræmmehistorier fra EU-land efter forgodtbefindende.

Intet andet lands premierminister har for vane at rejse til topmøder i Bruxelles for kun at ville tale om moms på tamponer, når alle andre lande diskuterede EU’s galopperende flygtningekrise, eller har på samme vis formået at ignorere fællesskabet til fordel for en snæver national dagsorden.

Hårdeste skeptikere
Årtiers vælgerundersøgelser har understreget, at Storbritannien er det sted i Unionen, hvor den største andel af det, forskerne beskriver som ”hård euroskepsis”, kan findes. Det er den skepsis, der karakteriserer dem, der vil ud for enhver pris.

Til sammenligning viser målinger i et land som Danmark, som ofte ses som de sidste til at trække i EU-sokkerne og synge Beethovens 9. til EU’s pris, at kun godt en fjerdedel faktisk ønsker sig ud af Unionen.

Derfor er det også for tidligt at konkludere, at det britiske resultat ville blive gentaget noget andet sted i Unionen, hvis borgerne dér fik chancen.

Så der er grund til at slå koldt vand i blodet. Eller som briterne ville have sagt det: Keep calm and carry on.