Analyse: Det tabte Senat – den ensomme præsident

Mirakler er som bekendt sjældne. Både i al almindelighed og i politik, hvor de imidlertid af og til faktisk indtræffer. Og det er just det, demokraterne og dermed præsident Obama har brug for, hvis partiet skal vinde midtvejsvalget på næste tirsdag.

For alle meningsmålinger har i ugevis meldt samme budskab ud: Demokraterne vil tabe kontrollen med Senatet 4. november.

Udfaldet ser ud til at ende med tallene 52 – 48. 51 er det magiske tal, der skaffer sejren. Ved sidste midtvejsvalg i 2010 tabte præsidentens parti flertallet i det nedre kammer, Repræsentanternes Hus, og hermed har Barack Obama blot haft to år, hvor han har kunnet regere med et flertal bag sig i Kongressen.

Den største sejr, der blev gennemført i 2010 var løftet om en sundhedsreform, der sikrede alle amerikanere adgang til sygesikring, hvilket netop blev gennemført, inden demokraterne tabte det seneste midtvejsvalg.

Dekreter frem for love
Efter 2010 har præsidenten imidlertid gennemført visse love i samspil med Senatet, sine egne medlemmer af Repræsentanternes Hus og en lille gruppe moderate medlemmer af det republikanske parti. Et eksempel er den mindre skatteforhøjelse, der sikrede vedtagelsen af den sidste finanslov.

Men den konstellation vil sandsynligvis ikke længere være levedygtig efter 1. januar næste år, og på papiret kan verdens mægtigste mand hermed ende i den lidet misundelsesværdige situation, at hans bedste indenrigspolitiske alliancepartner bliver hans egen kuglepen, som han selv har refereret til som et billede på de executive orders – præsidentielle dekreter – som han i stigende grad agter at forlade sig på for at få noget igennem.

Med dekreterne skal han nemlig blot selv skrive under, men rækkevidden af dem er begrænsede, og hvis han forsøger at gennemføre mere radikale ændringer – større immigrationstiltag, som han selv har nævnt som en mulighed, eller lukningen af Guantánamo Bay, som Kongressen flere gange har afvist – vil han formentlig blive udfordret af republikanerne og bragt for Højesteret med en anklage om brud på forfatningen.

Som beskrevet i analysen af den lave valgdeltagelse er midtvejsvalget tilsyneladende endt som en folkeafstemning om den upopulære Obama – hvilket er en del af forklaringen bag demokraternes tab.

Derudover er interessen historisk lav med 64 procent af vælgerne, der er enten ”meget lidt” eller ”overhovedet ikke” interesserede i valget. Sådan er det imidlertid altid -  vælgerne er traditionelt mindre interesserede i Kongressen end i kontrollen med Det Hvide Hus.

Måneden før præsidentvalget i 2012 var det næsten halvdelen af amerikanerne (45 procent), der sagde, at de fulgte valget tæt, i 2008 var tallet endnu højere, rekorden i nyere tid, nemlig 57 procent. Det er også  typisk, at den siddende præsidents parti står til smæk ved midtvejsvalget: i dette valgår drejer det sig om 32 procent af samtlige registrerede vælgere.

Det er – ikke – bare økonomien
Man skal notere sig, at dette negative resultat set med demokratiske briller findes på trods af, at arbejdsløshedstallet for første gang siden finanskrisens udbrud i 2008 er krøbet ned under seks procent (5.9). USA betaler også af på gælden i hastig fart – tallet er nede på samme niveau som i 2006, og der er en betydelig netto-tilgang af nye arbejdstagere. Samtidig fortsætter væksten med tal omkring tre procent og energieventyret, hvor USA forventer at være selvforsynende fra 2020 holder også fortsat kadencen.

Det gode gamle slogan fra 90erne om, at det meste amerikanske politik kan forklares med ”it’s the economy, stupid” passer altså ikke i år.

Eksperter peger på, at det muligvis kan være fordi, krisen har været så dyb, at det svage opsving er kommet for sent, at det har været for svagt med mange nye jobs i lavtlønssektoren, samt at væksten fortsat er ulige fordelt – der har ikke været noget løft for lønnen for den brede middelklasse i reelle tal i næsten 20 år – til at et flertal af vælgerne tør tro på bedre tider.

En dybt bekymret vælgerskare
Endelig er det generelle humør i USA mere end dystert. Nyhedsstrømmen er næsten altdomineret af truslen fra Ebola (der har paralyseret store dele af vælgerne på trods af, at antallet af amerikanske ofre fortsat kan tælles på en hånd), krigen mod ISIL i Irak og Syrien, og nu også det skarpe dyk i de økonomiske nøgletal og verdens børser fra forrige uge.

Frygten for en ny recession i Europa dominerer det økonomiske nyhedsbillede, og når humøret er sort i vælgermassen, er det altid dårligt for den siddende præsident, uanset partifarve.

”The buck stops here” som bekendt, altså i Det Hvide Hus, uanset, hvor meget præsidenten og hans støtter jamrer over, at det er den genstridige Kongres, der ikke vil samarbejde.

I Obamas tilfælde vil de folkevalgte republikanerne da også nødigt samarbejde, men præsidenten selv er heller ikke verdensmester udi kunsten at kreere kompromisser hen over midten.

Under alle omstændigheder har GOP vurderet, at den dystre stemning først og fremmest kommer præsidenten til skade, og derfor har republikanerne generelt kørt en stærkt negativ kampagne. I visse stater er der kandidater, som har kørt ene og alene med kritik af deres modstander uden at køre en eneste kampagne med budskaber om, hvad de selv står for.

De eneste fire stater med mulige overraskelser
På selve valgnatten 4./5. november er der kun (en smule) tvivl i fire stater:

1. Kansas: Her stiller en uafhængig kandidat, forretningsmanden Greg Orman, op, og han er populær. Demokraterne har trukket deres kandidat – der heller aldrig ville kunne vinde – men de fleste spår fortsat, at den republikanske kandidat vil vinde.

2. Iowa: Den republikanske kandidat spås en sejr med mellem 65-87 procents sandsynlighed.

3. Georgia: Den republikanske kandidat tippes til at have en 65-68 procents sandsynlighed for sejr.

4. Colorado: Den republikanske kandidat stod til at vinde med 70 procents sandsynlighed, men tallene er begyndt at svinge i de seneste dage.

Den mest interessante stat ud af disse fire er nok Georgia, hvor demokraten Michelle Nunns chancer mod forretningsmanden David Perdue har forbedret sig mærkbart i de seneste uger – mestendels takket være en række upopulære og kontroversielle bemærkninger, som Perdue har fremsat om outsourcing.

Følgelig har den demokratiske valgmaskine også omdirigeret flere millioner dollars fra Kentucky, som partiet reelt har opgivet, til Georgia i sidste uge.

Problemet for Nunn (og dermed demokraterne mere bredt) er, at hvis hun ikke kan få 50 procent af stemmerne 4. november - som ser usandsynligt ud i betragtning af tilstedeværelsen af ​​en tredje kandidat - vil der skulle stemmes igen 6 januar. Denne gang vil vælgerne sandsynligvis favorisere Perdue, og så vil demokraterne fortsat med stor sandsynlighed tabe Senatet.

Ingen smuk start på enden
Resultatet: Vi vil – hvis demokraterne taber Senatet - se en mere isoleret præsident, også i sit eget parti, der vil se frem mod 2016. En leder med sin kuglepen, der vil kæmpe mod en Kongres, der ikke har nogen ønsker om at gøre livet den mindste smule lettere for ham i slutfasen. 

Ikke just nogen smuk start på de to sidste år af præsident Obamas regeringsperiode.  

I den situation er demokraternes eneste vej ud af mørket at designe en strategi, hvor republikanerne får tildelt ansvaret for stilstanden i så høj grad, at partiet bliver urolig for at stå med hele aben – hovedansvaret for det manglende samarbejde -  i 2016 alene.

Det kan partiet næppe holde til, og i den situation vil det være mest hensigtsmæssigt for partiet alligevel at indgå visse kompromisser for at demonstrere over for vælgerne, at det er regeringsdueligt. Og så kan det ikke udelukkes, at der i sidste ende kommer resultater frem alligevel.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington, DC

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.