Analyse: Obama truer Nordkorea efter cyberangreb mod Sony

CYBERANGREB: USA’s præsident og flere verdensberømte kunstnere advarer Hollywood om ikke at svigte ytringsfriheden, efter at Sony har tilbagekaldt satirisk komedie om Nordkorea efter cyberangreb og terrortrusler. Balladen om ’The Interview’ kan ses som et helt nyt kapitel i USA’s kamp mod terror.

Den satiriske film om Nordkorea skulle have haft premiere i juledagene i USA og forventedes at blive en af årets blockbustere.
Den satiriske film om Nordkorea skulle have haft premiere i juledagene i USA og forventedes at blive en af årets blockbustere.Foto: Sony
Annegrethe Rasmussen

WASHINGTON DC – Årets utvivlsomt mest spektakulære, muligvis banebrydende og i hvert fald underholdende historie i amerikansk politik eskalerede fredag, da præsidenten gik ind i sagen om Nordkoreas angreb på film- og underholdningsgiganten Sony.

Fredag slog FBI fast, at novembers cyberangreb mod Sony var udført af Nordkorea.

På sit sidste pressemøde i 2014 erklærede Obama (der som en ekstra julekrølle på halen havde besluttet sig for kun at acceptere spørgsmål fra de tilstedeværende kvindelige journalister), at USA agter at ”komme med et passende modsvar, som vi selv vælger tidspunktet for og karakteren af” på cyberangrebet.

24. november blev Sony angrebet af hackergruppen ’Guardians of Piece’ grund af utilfredshed over filmen ’The Interview’. I filmen, der er dyrt produceret og skulle have haft premiere i løbet af juledagene i USA, er en del af plottet planlægningen af et attentat mod Nordkoreas leder. Ifølge FBI er der bevis for, at angrebet var udført af Nordkorea.

Hvad det amerikanske modangreb vil bestå i står endnu ikke klart. Præsidenten sagde, at hans nationale sikkerhedsrådgivere arbejder med en række muligheder mod den i forvejen isolerede men atombevæbnede stat, og kilder i Det Hvide Hus siger til Altinget, at præsidenten vil overveje det amerikanske svar under sin 14 dage lange juleferie på Hawaii, der begynder i denne weekend.

Obama: Sony skulle have stået fast
Obama benyttede også sit pressemøde til at kritisere Sony for at have trukket den satiriske film tilbage som en reaktion på trusler om terrorangreb ”i stil med 9-11”. Hackerne bebudede desuden offentliggørelser af flere personlige e-mails, angiveligt afsendt fra topledere i den amerikanske filmgigant.

I forvejen havde gruppen, som FBI mener at have håndfaste beviser for er styret fra Nordkorea, offentliggjort e-mails, der blandt andet kalder den verdenskendte skuespiller Angelina Jolie for en forkælet og ikke specielt talentfuld krukke, og som diskuterer, hvordan præsident Obama mon opfatter beskrivelsen af sorte i flere amerikanske storfilm.

”Jeg havde håbet, at de (Sony, red) havde talt med mig først. Jeg ville have forsikret dem om, at de ikke skulle lade sig lede ind i en spiral af frygt, hvor man bliver styret af den type trusler fra kriminelle,” lød det fra præsidenten, der også slog fast, at amerikanerne ”ikke kan leve i et samfund, hvor en tilfældig diktator pludselig kan begynde at udøve censur her i USA. Det ville kunne opmuntre andre hackere til at gøre det samme, hvis de eksempelvis ser en dokumentarfilm eller en nyhedsartikel, som de ikke bryder sig om.”

Historisk skridt med trusler mod Nordkorea
Hvis Obama rent faktisk iværksætter en hævnaktion vil det være historisk, idet det både vil være første gang, at USA officielt reagerer som nation over for et angreb, der er fundet sted i cyberspace, og også være første gang Washington formelt anklager en fremmed magt for at stå bag et angreb på en amerikansk (men i øvrigt japansk ejet) virksomhed.

USA beskyldte tidligere i år en gruppe medarbejdere ved det kinesiske militær for at medvirke til piratkopiering og krænkelse af amerikansk intellektuel ejendomsret, men formuleringerne fra Obama fredag er langt barskere og befinder sig på et andet, højere niveau.

Kilder i Det Nationale Sikkerhedsråd siger til Altinget, at grunden til den barske amerikanske reaktion dels skyldes principielle overvejelser om beskyttelse af forfatningens sikrede ret til ytringsfrihed, dels at man frygter for fremtidige lignende angreb, der ville kunne brede sig til andre dele af USA’s industri.

Sonys computere blev kompromitteret og destrueret og mængder af data blev slettet, ligesom truslen mod biografgængere også løftede hackernes angreb op i en helt ny liga.

Angrebet fra Pyongyang, der ifølge eksperter i det lukkede styres gøren og laden bliver udført af en mindre gruppe på lidt over 100 specialtrænede nordkoreanske IT-ingeniører, der arbejder i celler uden for landet med det formål at udøve industrispionage og for at beskytte diktator Kim Jong-uns image, kunne i dette lys ses som ouverturen til et helt nyt kapitel i USA’s antiterrorindsats.

Sony: Vi havde intet valg
Sonys ledelse gik imidlertid også ud fredag og forsvarede sig. Fra administrerende direktør Michael Lynton lød beskeden, at præsidenten havde ”misforstået en række fakta.”

”Vi har ikke givet efter eller trukket sig os. Vi ejer ikke nogen biografer, og vi kan derfor ikke bestemme, om en film bliver vist eller ej. Når 80 procent af samtlige biografer i USA kommer til os og meddeler, at de ikke vil vise filmen, har vi intet valg. Vi har oplevet det værste cyberangreb i amerikansk historie, og vi har været under enormt pres,” sagde han.

I en efterfølgende pressemeddelelse tilføjede Sony, at selskabet også ”øjeblikkeligt” havde startet en undersøgelse af alternative måder at vise filmen på, men at filmgiganten ”indtil videre ikke har været i stand til” at opstøve hverken en ”mainstream kabel-tv, satellit-tv eller online-film-distributør, der er villig til at overtage filmen og vise den.”

Den samme besked – at intet selskab agtede at vise filmen – fik den kendte skuespiller George Clooney. Torsdag forsøgte han at få filmen publiceret, og via skrivelser til alle de store filmselskaber satte han sig selv i spidsen for, hvad man kun kan kalde en uset revolte fra kendissernes vagtparade i Hollywood.

'Chamberlain ville have glædet sig'
En række af klodens mest berømte navne inden for film og underholdning rasede mod Sony for at lade kunst undertrykke af den nordkoreanske diktator.

”Skam jer, Sony,” tweetede skuespiller Mia Farrow.

”Hollywood har handlet på en måde, der ville have gjort Neville Chamberlain stolt,” lød det fra en anden skuespiller, Rob Lowe, med henvisning til den tidligere britiske premierministers rosende ord om Adolf Hitler efter de to politiske lederes møde før udbruddet af Anden Verdenskrig.

Ben Stiller, endnu en skuespiller, tweetede: ”Det er virkeligt svært at tro, at dette er svaret, der gives, når ytringsfriheden trues her i USA.”

Fra filmproducer Judd Apatow lød det: ”Vil enhver film, der mødes med anonyme trusler, nu blive taget af? Hvad hvis en anonym hacker blev fornærmet på en chef fra Coke? Bliver vi så alle nødt til at stoppe med at drikke Coke?”

Og dokumentaristen Michael Moore henvendte sig direkte til de nordkoreanske hackere på Twitter med beskeden: ”Kære Sony Hackere; nu hvor I styrer Hollywood, kunne jeg godt tænke mig færre romantiske komedier, færre Michael Bay-film og et stop for the Transformers.”

Forfatter og satiriker Michael Ian Black skrev, at han var noget nervøs for sin nye film ”Abbot and Costello F*** North Korea's Mom" og foreslog, at Hollywoods modsvar muligvis kunne være ”at nægte at vise alle satiriske film produceret i Nordkorea.”

Forfatningens Pearl Harbor
Præsident Obama benyttede i øvrigt også pressemødet og lejligheden til at gøre grin med den manglende selvtillid, som han mente måtte være på spil i det nordkoreanske, når en stat reagerer på en grovkornet, satirisk film:

”Det siger noget om Nordkorea, når man beslutter sig for at sætte sit land ind i et frontalangreb på et filmselskab på grund af en satirisk komedie, der har Seth Rogen og James Franco i hovedrollerne,” lød det fra præsidenten, der også prompte forsikrede de to skuespillere om, at han personligt ”elsker dem begge.”

Hollywood og Det Hvide Hus var ikke alene med deres bekymring i USA. Flere forskere mente også, at selve den amerikanske forfatning er under beskydning med angrebet. Juraprofessor Alan Dershowitz fra Harvard, der også var ude med stærke markeringer til fordel for Jyllands-Posten under Muhammedkrisen, kaldte fredag det skete for ”Forfatningens Pearl Harbor” og opfordrede alle filmselskaber til at sende filmen ud ”uden profit online, så man én gang for alle kan få slået fast, at man ikke kan true kunstnerisk frihed på den måde.”

Flemming Rose i NYT: Tavshedens tyranni marcherer
Manden bag bestillingen af Muhammedtegningerne, redaktør Flemming Rose, der i dag fortsat er ansat på Jyllands-Posten, optrådte fredag med en klumme i New York Times, hvor han på tilsvarende vis påpegede paralleller til både tegningerne og til de dødsdomme, som forfatteren Salman Rushdie i sin tid modtog i en såkaldt Fatwa efter sin bog De Sataniske Vers.

I artiklen ”Sony gav efter for terror – ingen andre bør gøre det,” peger den danske redaktør på andre, nye eksempler på selvcensur og pres mod film og kunst.

Rose siger, at han er skuffet, men ikke forbavset over Sonys beslutning, som han kalder for ”endnu et skridt i det selvpålagte tavshedens tyranni, et samfund hvor den nye forurettelsens fundamentalisme fremover vil bestemme, hvad der kan og ikke kan udsiges.”

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC


Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Barack Obama

Fhv. præsident, USA (Demokraterne)
Cand.jur. (Harvard 1991)

0:000:00